Missionsk nordjyde på karismatisk lejr: Det hele virker lidt for glansbilledeagtigt

Der er langt fra missionshuset i Strandby til lovsangsteltet på den karismatiske sommerlejr SommerOase, erfarer Jannie Dalsgaard. Hun og familien har for første gang skiftet Indre Missions bibelcamping ud med Dansk Oases sommertilbud

Jannie Dalsgaard er fra Strandby i Nordjylland og kommer i Indre Mission: "Det er et gammelt fiskersamfund, hvor man var nødt til at falde på knæ og bede for, at ens venner og familie ville komme hjem fra havet. Det forhold til Gud og den alvor forbundet med troen er gået i arv. Det kan man lære lidt af her, hvor det hele næsten virker lidt for let og glansbilledeagtigt.”
Jannie Dalsgaard er fra Strandby i Nordjylland og kommer i Indre Mission: "Det er et gammelt fiskersamfund, hvor man var nødt til at falde på knæ og bede for, at ens venner og familie ville komme hjem fra havet. Det forhold til Gud og den alvor forbundet med troen er gået i arv. Det kan man lære lidt af her, hvor det hele næsten virker lidt for let og glansbilledeagtigt.”. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Det er plaskvådt uden for det store telt på kirkenetværket Dansk Oases kristne festival i Odder. Nogle hundrede mennesker står i kø og venter på at komme ind til den gudstjeneste, der begynder lige om lidt. Fra køen kan man høre bandet på scenen spille en version af salmen ”Almagts Gud, velsignet vær” med drevne trommer og i et hurtigere tempo.

Et sted derinde sidder den 40-årige Jannie Dalsgaard med sin mand og toårige søn. De er fra Strandby i Nordjylland og kommer i Indre Mission. Det er Indre Missions bibelcampinglejre, de plejer at besøge om sommeren, men denne gang ville de prøve noget nyt. De valgte, at det skulle være denne kristne festival i Odder, der officielt hedder SommerOase. Det besluttede de sig for, selvom Jannie Dalsgaard havde fordomme om, hvad der ville foregå til arrangementer fra Dansk Oase.

”Jeg troede jo nærmest, at de ville tale i tunger, så snart jeg kom ind i teltet, og under hele gudstjenesten,” siger hun.

Den fordom bliver knust, da gudstjenesten går i gang. Men anderledes er det alligevel. I hvert fald er energien og udtrykket i gudstjenesten noget andet, end hvad familien har været vant til fra Indre Missions bibelcamping i Sæby, hvor de tidligere har været.

Temaet for SommerOase er i år er ”Vores Gud - Helligånden”. Det er sidste del af et treenighedstema, der de to seneste år har fokuseret på Faderen og Sønnen. - Fotos: Lars Aarø/Fokus.
Temaet for SommerOase er i år er ”Vores Gud - Helligånden”. Det er sidste del af et treenighedstema, der de to seneste år har fokuseret på Faderen og Sønnen. - Fotos: Lars Aarø/Fokus. Foto: Lars Aarø / Fokus

Næsten alle 3000 deltagere i teltet står op og klapper i takt med de tunge trommeslag til gudstjenestens første sang. Og i samme tempo og med samme energi forløber resten af gudstjenesten med korte afbræk i form af en prædiken fra en entusiastisk frimenighedspræst og en nadveruddeling.

Det er 14. år, at SommerOase i denne form bliver holdt i Odder. Det sker på en plads ved Rudehøj Efterskole på cirka 10 hektar og med over 5000 besøgende på en uge. Den er en af de største kristne sommerlejre i Danmark. Organisationen bag kalder lejren en festival, og det samme gør Jannie Dalsgaard, da hun viser rundt på pladsen efter gudstjenesten.

”Det gør jeg, fordi der er så mange muligheder for at vælge dit eget program. Der er ikke bare ét møde og ét seminar ad gangen, men flere, som du kan vælge imellem. Lidt ligesom med koncerter på en musikfestival,” siger hun.

Arealet omkring det store telt, der mest består af en grusvej og nogle græsmarker med telte og toiletvogne, er næsten lagt øde efter gudstjenesten. Nu kan man høre fuglene synge, mens nogle drenge spiller fodbold på plænen ved siden af det store telt.

SommerOase er et sted, hvor det at vise følelser er mere normalt end på de bibelcampinger, Jannie Dals-gaard tidligere har været på. Det fornemmer hun allerede efter at have været her bare en enkelt dag.

”Det ligger langt fra den kultur, jeg kommer fra i Strandby. Og som jeg stadig er en del af. Jeg har det bedst med mine hænder nede langs siden, men derfor kan jeg sagtens leve med, at de andre her på SommerOase løfter dem mod himlen, når de synger,” siger hun.

Kirkenetværket Dansk Oase ligner de danske missionsforeninger, hvad angår bibelsyn, men knap så meget, når det gælder møde- og gudstjenesteform. Netværket er som det mest iøjnefaldende mere åbent over for de karismatiske bevægelser og strømninger. Noget, som Jannie Dalsgaard, hendes familie og deres venner fra Strandby har talt om, hvordan man skal forholde sig til.

”Der har været nogle debatter om Dansk Oases fokus på det spirituelle. For eksempel er der på torsdag en yoga-workshop. Det har jeg umiddelbart ikke noget imod, men jeg tror, det er vigtigt at have en sund skepsis i forhold til sådan noget,” siger hun.

”Men den rummelighed og tradition for at tænke i nye baner er på samme tid noget, vi kan tage ved lære af i Indre Mission, hvor jeg kommer fra.”

På samme måde kan Dansk Oase lære en masse fra Indre Mission i Strandby, mener Jannie Dalsgaard:

”I Strandby har man et helt særligt afhængighedsforhold til Gud. Det er et gammelt fiskersamfund, hvor man var nødt til at falde på knæ og bede for, at ens venner og familie ville komme hjem fra havet. Det forhold til Gud og den alvor forbundet med troen er gået i arv. Det kan man lære lidt af her, hvor det hele næsten virker lidt for let og glansbilledeagtigt.”