Missionærpar indsamler 700.000 kroner

Det er 15 år siden, de stoppede som missionærer i Thailand, men Ruth og Peder Jørgensen har privat sikret økonomien i arbejdet derude

Ruth og Peder Jørgensen vendte hjem fra Thailand i 1995, men Thailand fylder stadig meget i deres hverdag. De har siden været på besøg, også som rejseledere, og hele huset bærer præg af årene derude. Overalt støder man på thailandske etnografika, og i kontoret er der et helt bibliotek om Thailand og buddhismen. --
Ruth og Peder Jørgensen vendte hjem fra Thailand i 1995, men Thailand fylder stadig meget i deres hverdag. De har siden været på besøg, også som rejseledere, og hele huset bærer præg af årene derude. Overalt støder man på thailandske etnografika, og i kontoret er der et helt bibliotek om Thailand og buddhismen. --. Foto: Jørgen Ploug Larsen.

Da Ruth og Peder Jørgensen fejrede guldbryllup i 2009, ønskede de sig kontanter. Ikke til eget brug, men som hjælp til at redde deres livsværk i Thailand, der var truet af lukning. Det blev starten på parrets private indsamling, og den er nu kommet i mål med over 700.000 kroner. Indsamlingen sikrer, at begavede unge fra de fattige landdistrikter i Nordøstthailand fortsat kan komme til at bo i distriktsbyen Phibun Mangsahan og derved få mulighed for skolegang, som de ellers ville være udelukket fra.

LÆS OGSÅ:
Unge kristne rejser til Honduras

De indsamlede penge er med til at finansiere istandsættelsen af et skoleinternat i distriktsbyen, som parret tog initiativ til, da de var missionærer i Thailand. Det er 15 år siden, de rejste hjem og gik på pension, men Ruth og Peder Jørgensen har i høj grad fortsat hjertet med i arbejdet derude og har også taget initiativ til en støttekreds i Danmark, som hjælper unge thaier fra internatet til en videreuddannelse.

Undervejs i indsamlingsperioden viste det sig, at der var brug for dobbelt så mange penge som oprindelig planlagt, da myndighederne stillede krav om en ny sovebygning. Så Peder Jørgensen er glad og taknemmelig over, at det alligevel lykkedes. En del af de 700.000 kroner er samlet ind gennem Ys Mens klubberne, og ØK har bidraget, men samtidig har parret fået mange mindre bidrag, som for eksempel den kuvert med 500 kroner, der en dag blev skubbet ind ad brevsprækken af en anonym giver.