Mistænkt præst skræmmer katolikker fra kirke

Den katolske kirke lader en præst, som blev tvunget på pension efter anklager om overgreb, vikariere i tre kirker. Dumt, mener ekspert

Den pensionerede præst også vikarierer for en katolsk præst i tre menigheder, hvor børn og unge kan deltage i gudstjenesten.
Den pensionerede præst også vikarierer for en katolsk præst i tre menigheder, hvor børn og unge kan deltage i gudstjenesten. Foto: colourbox.com.

Trods massiv kritik fra offentligheden de seneste år, formår den katolske kirke stadig at spænde ben for sig selv. Det konkluderer teolog Peder Nørgaard-Højen, som er ekspert i den katolske kirke, efter at Kristeligt Dagblad er kommet i besiddelse af nye oplysninger.

Forleden kom det frem, at en katolsk præst, der blev tvunget på pension efter anklager om seksuelle krænkelser, stadig forestår messer i en lukket orden i den katolske kirke.

LÆS OGSÅ: Katolsk præst fortsætter trods mistanke

Men nu viser det sig, at den pensionerede præst også vikarierer for en katolsk præst i tre menigheder, hvor børn og unge kan deltage i gudstjenesten.

I alt har fem personer rettet anklager mod præsten om seksuelle krænkelser, heriblandt befamling af drenge. Ifølge en netop offentliggjort advokatundersøgelse, hvor fire af anklagerne behandles, beskrives anklagerne som troværdige.

Advokatundersøgelsen nævner desuden, at der er risiko for, at den pågældende præst kan gentage sine overgreb.

At præsten stadig får lov at forestå messer offentligt, kan skabe nye troværdighedsproblemer for den katolske kirke, vurderer teolog Peder Nørgaard-Højen.

Jeg kender de katolske regler en gang præst, altid præst. Men det her er en principiel ting, og jeg synes ikke, det er klogt, at lade sådan en mand blive ved. Det kan ikke andet end blive misforstået uden for kirken.

Peder Nørgaard-Højen mener, at den katolske kirke giver sig selv unødvendige problemer, når den ikke forbyder præsten at forestå messer offentligt.

Udadtil kommer det til at se ud, som om kirken ikke tager de her sager alvorligt. Det er så tungtvejende sager, så en enkelt præsts ønske om at kunne være vikar må vige for det langt vigtigere: at kirken i offentligheden står som den, der har gjort op med misbruget. Jeg kan ikke forstå, at biskoppen ikke sagde, at han ikke længere skulle optræde som præst, da han gik på pension.

Ud over at den katolske kirke sender et uheldigt signal til offentligheden ved at lade den pensionerede præst fortsætte, er der også helt konkrete konsekvenser i de tre menigheder, hvor præsten nogle gange vikarierer.

Her er der nemlig flere af kirkegængerne, som ikke bryder sig om at være til stede, når den pågældende præst forestår messen.

Medlemmerne tør ikke stå frem med navns nævnelse af frygt for konflikter i menigheden, men et af dem udtaler anonymt, at en gruppe underretter hinanden, hver gang, præsten skal stå for en gudstjeneste.

Dette for at vi ikke møder op og forlader kirken, når vi ser, det er ham, skriver vedkommende til Kristeligt Dagblad.

I den katolske kirke vil præst og talsmand Niels Engelbrecht ikke kommentere den aktuelle sag:

Jeg kan ikke sige noget om sagen, fordi jeg ikke kommenterer personsager. Men hvis der er folk i menigheden, der har et problem med det, så vil jeg råde dem til at rette en henvendelse til biskoppen, siger Niels Engelbrecht.