For nogle år siden var jeg i kirke med min svigermor i vores lokale kirke, Estruplund Kirke, som faktisk ligger i vores forhave på godsets jord på Djursland. Vi havde haft en periode med skiftende præster og vikarer. Vi vidste aldrig, hvem præsten var, og jeg kom kun i kirken, fordi jeg syntes, at jeg burde vise mig der som medlem af lokalsamfundet. Der var kun gudstjeneste hver fjerde søndag, men når flaget var hejst, syntes jeg, at jeg burde af sted og gik derover med min svigermor.
Men en søndag slog det mig, at jeg simpelthen ikke gad at sidde der, bare fordi jeg var nabo til kirken. Der skulle noget mere til. Jeg spekulerede over, hvad der fik folk til at komme eller blive væk. Der var meget få mennesker i kirke om søndagen, men i juli var der aftenandagter torsdag aften, og der var altid stuvende fuldt. Min svigermor og jeg gik med til sådan en aftenandagt. En kvindelig organist spillede, og en mand sang til. Jeg tabte fuldstændig underkæben, det var, som om orglet lettede fra jorden. Jeg fik tårer i øjnene, fordi det var så smukt. Jeg fandt ud af, at sangeren var den nye præst, Tom Ahlmann, og organisten hans kone, Lise-Lotte Kristensen, der var fast organist i Grenå Kirke, og jeg tænkte, at så måtte jeg i kirke om søndagen og opleve den nye præst, for kunne han synge sådan, kunne han sikkert også prædike, så det var værd at høre.
Den næste søndag med højmesse gik jeg i kirke, og der oplevede jeg en præst, som gav mig noget, jeg kunne bruge. Tom Ahlmann udfoldede bibelteksten på en måde, så jeg fik noget med hjem, jeg kunne tænke videre over og handle på. Der gik det op for mig, hvorfor jeg skal gå i kirke. Det handler ikke om, at jeg lærer at tro på Gud. Det handler om en relation. En relation til en præst, som kan give mig noget, jeg ellers ikke ville have fået. Som gør teksterne vedkommende for mig, så det ikke bare er gamle museumstekster, jeg lige så godt selv kunne læse derhjemme.
Jeg voksede op i en godsinspektørbolig på Lerchenborg ved Kalundborg, og vi hørte til Årby Kirke, men kom der stort set ikke. Jeg tror, at det hang sammen med, at kirken i 1960’erne og 1970’erne blev påvirket af det socialdemokratiske ligemageri, hvor der ikke måtte være forskel på folk, og der måtte ikke være noget personligt. Da kirken skulle renoveres, fjernede man den greveloge, hvor min familie sad i meget gamle dage, og det var sikkert fornuftigt nok, men man fjernede også de sølv-løvkranse – en slags æresbegravelseskranse, som var sat op i kirken for at mindes mine tipoldeforældre og andre i familien, som havde betydet noget for kirken og lokalsamfundet. Lerchenborg havde nemlig ansvaret for kirken, indtil staten overtog kirkerne i Danmark.
Forløbet sårede min farmor og farfar så meget, at familien skruede helt ned for blusset, hvad angår kirkegang. Så jeg begyndte først at komme i kirke til konfirmationsforberedelse, og jeg forstod ikke en bønne af, hvad der foregik. Ikke fordi jeg er dum, men måske fordi forberedelsen var én stor belæring. Desuden var der ingen, der spurgte mig, om jeg ville konfirmeres, eller bad mig overveje, hvorfor jeg skulle det. Det gjorde man bare.
Som voksen havde jeg ikke noget forhold til kirken udover, at jeg kom der til bryllupper, barnedåb og begravelser. Mit forhold til kirken begyndte med Tom Ahlmann. Han fik mig til at forstå, at glæden ved at gå i kirke er den menneskelige kemi mellem mig, der sidder på kirkebænken, og den person, der står på prædikestolen. Jeg sidder der ikke af akademiske årsager, fordi jeg har brug for kirken for at kunne tro eller af pligt, men fordi der opstår noget mellem præsten og mig, som gør, at jeg gerne vil være i det rum og lytte til de ord, præsten siger, og tage det med mig hjem. Opstår den kemi ikke, har kirken ingen værdi for mig.
De næste år, mens Tom Ahlmann var præst, kom jeg i kirke, så ofte det lod sig gøre. Jeg planlagde efter at være på Estruplund de søndage, hvor han prædikede i vores kirke, og kørte gerne tidligt hjem fra en middag om lørdagen, så jeg kunne komme op og i kirke. Med Tom Ahlmann som præst gik vi fra fem til 30-40 kirkegængere på en almindelig søndag. Så det var ikke bare mig, der mærkede, hvad den relation betød.
Præsten blev efterhånden det sidste faste holdepunkt i landsbymiljøet. Postkontoret er lukket, busruten skåret ned, folkeskolen lukker snart, butikkerne står tomme, og få ildsjæle arbejder benhårdt for at få landsbyerne til fortsat at leve. Præsten blev et samlingspunkt og for mig en person, som man kunne tale med, når man havde noget på hjerte.
Desværre flyttede Tom Ahlmann, og hans kone fik job som organist et andet sted i landet.
Siden har vi haft flere vikarer, og selvom der nu er ansat en fast præst, er det organiseret sådan, at der er flere præster, der skiftes til at prædike her, og konfirmanderne bliver ikke konfirmeret af den faste præst. Relationen er væk, og jeg kommer stort set ikke i kirken. Jeg skal slæbe mig derover, og jeg har ikke været der siden jul. For hvorfor skal jeg komme? Jeg kan godt tro på Gud og på et liv efter døden uden at komme i kirke. Jeg tror, at jeg er født med en grundlæggende tillid til det gode og til, at der venter os noget godt efter døden.
Kirken er et sted, jeg går hen for at forstå mig selv bedre. Der får jeg lov at sidde uden min mobiltelefon og computer og få noget med hjem, jeg kan omsætte i mit eget liv. Noget, der kan gøre mig til et bedre medmenneske. De der små åbenbaringer, som jeg kan handle på. Det får jeg, når det ikke er akademisk snak fra en messende præst, men snarere en viden om livet og sjælen, som var man til en undervisningstime i psykologi. Jeg husker for eksempel, at Tom Ahlmann på prædikestolen sagde, at man ikke kan fordrive mørke med mørke. Kun lyset kan få mørket til at forsvinde. Det er sådan, mørket bliver opløst. Den sætning er blevet siddende i mig, og med den har jeg fået noget, jeg kan bruge, hvis jeg er ked af det. Det er dét, kirken skal kunne give os.
Hvad har udfordret din tro?
Det, der har udfordret min tro, er, at nogle synes, at jeg skal tro på en anden måde, end jeg gør. Det er som om, toppen i folkekirken mener, at det er nok, hvis der er en eller anden præst i kirken, som forkynder et budskab. Men det er ikke nok for mig. Hvis det er måden at tro på Gud i kirken, bruger jeg ikke tid på det en søndag formiddag. Jeg vil tro på Gud, fordi jeg forstår, hvad der foregår, og hvad Gud egentlig er der for. Hvis en præst synes at være på sin egen akademisk korrekte teologiske platform og derfor ikke møder kirkegængeren på dennes platform, interesserer det mig ikke at gå i kirke, og det er trist, synes jeg.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er nok et råd, som jeg har opdaget indirekte: At hvis man gør noget godt for andre, kommer der noget godt til en selv. Jeg holder meget af at hjælpe andre mennesker, ikke fordi de skylder mig noget, men fordi det måske er naturligt for mig at hjælpe. Hjælper man andre, bliver tingene meget lettere for en selv. Er man et menneske, der tror på, at det går godt, så går livet meget lettere. Omvendt får nej-sigerne og de negative og skeptiske næsten altid ret i, at tingene ikke går. Er du positiv og optimistisk og hjælpsom, bliver glasset ikke bare halvfuldt, men helt fuldt.