I 2011 stod Mohamad El-Saadi i en lufthavn i London og var fortvivlet. Han var på vej hjem fra en rejse, men kunne ikke finde sin kuffert, hvor han havde sit pas og sin harddisk. Der var mange timers arbejde på den harddisk, og da der ikke var hjælp at hente hos politiet, begyndte han at græde.
Så ringede han til sin far. Faderen med navnet Oussama El-Saadi vil mange formentlig kende fra medierne, hvor han ofte optræder som formand og talsmand for den omdiskuterede Grimhøj-moské i Aarhus.
”Min far sagde, at der ikke var andet at gøre end at bede til Gud,” siger Mohamad El-Saadi, der i dag er 28 år.
Han valgte at lytte til opfordringen og fandt derefter et bederum i lufthavnen. Rummet var indrettet til både muslimer, kristne og jøder. Men der var ingen imam til stede. Kun en præst.
”Jeg spurgte ham, om han ville bede for mig. Det ville han meget gerne. Han holdt mig i hånden, mens han bad for min situation og om, at Gud måtte velsigne mig. Jeg husker, at det var en stor oplevelse. Det var meget rart,” siger han.
Dette var første gang, at Mohamad El-Saadi bad til den kristne Gud, men det skulle ikke blive den sidste. Siden har han været medlem af forskellige kristne trossamfund, og i dag kalder han sig både kristen og muslim, hvilket ikke huer alle i det muslimske miljø i Aarhus, som han kommer fra.
Heller ikke hans far, som Kristeligt Dagblad forsøgte at få med i interviewet. Det var ikke muligt, da han var bortrejst, men han har alligevel ringet til sin søn forud for interviewet.
”Han spurgte, hvad det var for nogle planer, jeg havde lavet med en journalist om at tale om, at jeg er kristen. Han er meget bange for, at jeg lader mig udnytte af medierne, så han opfordrer mig til at lade være med at give så mange interview.”
For tiden er forholdet mellem faderen, Oussama El-Saadi, og sønnen, Mohamad, blevet genstand for opmærkomhed i offentligheden, fordi sønnen har medvirket i et datingprogram på TV 2 Zulu med titlen ”Klæd mig af”. Her skal deltagerne som en del af konceptet tage tøjet af. Det er faderen blevet meget sur over, siger Mohamad El-Saadi.
Mohamad El-Saadi bor i en lille lejlighed i Aalborg, hvor han for nylig blev smidt ud af uddannelse nummer to på byens universitet. Den ene af gangene skyldtes, at nogle kvinder havde anmeldt ham for dårlig opførsel, siger han, men kommer ikke nærmere ind på det konkrete i sagen. Han står også til at blive smidt ud af sin lejlighed på grund af pengemangel.
Inden da blev han smidt ud af en tredje uddannelsesinstitution i Grenaa, fordi han røg hash.
”Samme historie var det med mig i folkeskolen, hvor jeg også skiftede skole hele tiden. Mit liv består af bortvisning på bortvisning. Jeg tror, at det er en del af grunden til, at min far er sur og skuffet over mig. Jeg er snart 29 år, har hverken kone eller kæreste og har ikke kunnet gennemføre noget af det, jeg er begyndt på. Jeg forstår ham godt,” siger han.
Mohamad El-Saadi er opdraget i frie og trygge rammer, siger han selv. Hans far har aldrig forsøgt at tvinge en særlig livsstil eller moral ned over ham.
Da han i teenageårene begyndte at drikke alkohol, ryge hash og gå i byen, var der ingen repressalier.
”Han havde forståelse for, at drenge var sådan. Hans eneste krav til mig var, at jeg skulle være ærlig over for ham. Og det var jeg. Mine venner fra moskéen kunne aldrig være ærlige over for deres forældre om, hvad vi gik og lavede, for så fik de tæsk. Min far blev ofte kritiseret for at give mig for lang snor.”
Hans far var også den mest forstående i moskémiljøet, da Mohamad El-Saadi begyndte at interessere sig for kristendommen. Efter sin oplevelse i lufthavnen i London mødte han en kvinde i Aarhus, som han forsøgte at kurtisere. Denne kvinde var aktiv i en pinsekirke i Aarhus, og hun introducerede ham til Bibelen, som han blev betaget af.
I 2012 blev han døbt ved havnen i Aarhus. Det bekymrede flere i miljøet omkring moskéen. Nogle dukkede op i hans hjem for at tale om Bibelens problemer. Én gang skulle hans far medvirke ved en af disse afhøringer, som han selv kalder dem.
”Da det gik op for dem og for min far, at det med kristendommen var alvor for mig, gjorde de ikke mere ved det. Min far accepterede, at jeg havde truffet mit valg, men bad mig om ikke at sige det til nogen.”
Senere blev han involveret i Jehovas Vidner i en periode, men forlod trossamfundet, da han blev interesseret i mormonbevægelsen. Her blev han døbt, da han flyttede til Aalborg for fire år siden, men han forlod bevægelsen igen, da det blev påtalt, at han røg hash.
I dag er han hverken aktiv i en kirke eller en moské, men kalder sig som sagt både kristen og muslim. Han har ikke taget afstand fra Jehovas Vidner eller mormonerne, for han mener ikke, at det er svært at forene de fire trosretninger.
”I min verden er det én tro på én Gud. Der er ét budskab og i mange tilfælde de samme ord. Så er der kommet nogle forskellige grupper og fortolkninger til, men i bund og grund er det det samme.”
Hvorfor udtaler du dig om alt dette i medierne, når din far opfordrer dig til ikke at gøre det?
”Jeg troede, at det var okay, når jeg ikke længere er aktiv i en kirke. Men det virker til, at hans utilfredshed med mig bunder i noget dybere. Det er ikke bare kristendommen og hashen, den er gal med.”