Prøv avisen

Mit liv efter Scientology

Robert Dam var igennem en mental og psykisk rutschetur, da han tilbragte 20 år af sit liv i Scientology, som også malkede ham for mange penge. I dag bor han i Solrød Strand med sin kone og to døtre. Foto: Søren Staal

Robert Dam var gennem 20 år med i Scientology og voksede både åndeligt og i ansvar. Men han blev udsat for pengeafpresning og psykisk nedbrydning, hvilket fik ham til at forlade den omstridte bevægelse.Robert Dam har netop udgivet bogen Afhopperen på Kristeligt Dagblads Forlag.

Han skifter mellem at holde øjenkontakt og kigge ned i bordet. Sådan var det ellers ikke, da han var med i Scientology. Dengang lærte Robert Dam, hvordan han skulle bevare øjenkontakten for at virke overbevisende og autoritær. Nu har han vendt Scientology ryggen og har startet et nyt liv efter 20 år, hvor han både blev malket for penge og personlighed.

Vejen til Scientology

Det hele begyndte, da han var 20 år gammel og blev stoppet på gaden af en scientolog. Han følger med ind gennem døren til Scientology. Fra den dag starter et nyt kapitel i hans liv. Han går på det tidspunkt med drømmen om at blive musiker, men en af Scientologys personlighedstest viser, at han er for usikker og genert. Så han får stukket Scientology-stifteren L. Ron Hubbards bøger om terapiformen dianetik i hånden og lærer om de forskellige åndelige niveauer, som bevægelsen opererer med.

Langsomt kommer han mere og mere ind i den omstridte bevægelse uden helt at vide, hvad han går ind til. Som alle andre scientologer har han også målet at opnå det højeste åndelige lag, som Scientology opererer med, hvor man skulle blive et slags supermenneske. I takt med, at han bevæger sig op ad den åndelige rangstige, må han ryste op med flere og flere penge.

For at nå til første mål niveau 3 skal han skaffe 150.000 kroner, og han finder derfor et job i den grafiske branche. Her arbejder han i mange år og står som selvstændig erhvervsmand i spidsen for at få Scientologys blade og pjecer trykt i Afrika og leveret til medlemmer i hele verden.

Men jobbet skal vise sig at få fatale konsekvenser for hans liv. Efter 12 år i Scientology bliver han en dag hentet i sit hjem og skal til afhøring beskyldt for bedrageri og svindel i millionstørrelsen.

Beskyldt for bedrageri

Scientology har eget uniformeret politi, der træner kampteknikker. Det hedder Security Force. De henter mig flere dage og tager mig med ind i Scientology. Her er det den øverste ledelse fra Europa, som jeg møder. De er kun kommet for at knække mig. De råber og skriger, og jeg skal have et e-meter, en slags løgnedetektor, i hænderne.

Sikkerhedsfolkene står vagt ved dørene, mens han bliver afhørt i flere timer.

De mistænker mig for at have snydt. For indkomsten i Scientology er dårlig, og medlemstallet daler. De tror, det hænger sammen med, at der ikke er sendt nok blade ud. At jeg kun har fået trykt en lille del af bladene og har puttet resten af pengene i lommen. Efter stort pres giver jeg mine bilag, men de påstår, jeg har bestukket folk til at lave falske bilag.

Robert Dan er målløs. Selvom han får lov til at gå sent om aftenen, fortsætter mareridtet. Dag efter dag bliver han bedt om at møde i Scientology tidligt om morgenen til en slags tilståelsesterapi, hvor alle ugerninger skal trækkes ud af ham, for at han kan tilstå.

Men ofte må han vente til sidst på aftenen, før han bliver sat i den varme stol. Han må ikke gå uden for døren uden at sige det først, og han må ikke have mobiltelefon med.

Jeg var dybt rystet. Og bange. Jeg havde hørt dårlige historier om Scientology, men vi fik at vide, at vi ikke måtte søge på Scientology på nettet. Så tidligere havde jeg bare afvist det som rygter. Men nu mærkede jeg det selv på egen krop, fortæller han, mens blikket vandrer.

Frygten for at misto sin tro, familie og venner

Han sidder et øjeblik og stirrer ud i det blå, men vender tilbage og fortsætter:

Jeg frygtede mest af alt at miste min tro. Hvis de fik presset mig til at erkende mig skyldig, selvom jeg ikke var det, ville jeg miste min tro på, at det er muligt at opnå målet om at blive et lykkeligt åndeligt væsen.

Efter mange afhøringer og Scientologys terapeutiske timer opgiver ledelsen. Men det betyder ikke, at der sættes et punktum i sagen. I stedet for bliver Robert Dam sendt til USA for at tale med den næstøverste i hele Scientology, Marty Rathbun. Han beskriver opholdet som de værste dage i sit liv.

Jeg så det som en vej ud af hele misforståelsen. Men ledelsen afviste den faktuelle rapport, jeg havde taget med, og råbte mig i hovedet, at det var det rene brok. Så var jeg godt klar over, at fælden klappede, og jeg stod til at miste både min tro, men også min kone, familie og venner.

- For min kone var meget aktiv i Scientology, og for hende var det også vigtigt at opnå de højeste åndelige niveauer. Hvis ikke vi havde det mål i livet, var der ikke grund til at leve videre.

Løj for dem og sig selv

Men Robert Dam bliver rådet til at give en indrømmelse. Så han beslutter sig for at lyve og sige, at kvaliteten af bladene ikke var i orden. Og det koster ham 180.000 kroner i bøde. Samtidig skal han fortælle venner og familie, at han havde snydt.

Det krævede, at jeg slog halvdelen af mig selv ihjel. Jeg vendte det hele på hovedet og fik rent faktisk overbevist mig selv og alle om, at jeg havde snydt. Samtidig drev jeg længere ud i periferien. Jeg var stadig i Scientology. Men jeg kunne ikke lide at være der mere. Og hvis jeg skulle videre til næste niveau, ville det koste mig 370.000 kroner.

Mens han går med de tanker, får han en mail med et link fra sin svoger. Det bliver startskuddet til, at han i al hemmelighed undersøger beretninger fra tidligere afhoppere, og Robert Dam får indsigt i det, han betegner som store svindelsager.

Forlader både Scientology og konen

Efter et halvt år forlader han og konen Scientology og tilbringer fire år i en alternativ og nyere organisation, Rons Org, der bygger på samme tanker som Scientology, men hvor der, ifølge Robert Dam, er højere til loftet. Ingen pengeafpresning og psykisk nedbrydning.

Men selvom han selv har nået de højeste åndelige niveauer, føler han sig ikke som det supermenneske, han skulle være. Han tvivler på tankerne bag L. Ron Hubbard. Så de forlader begge alt, der har med Scientology at gøre.

Han afviser i dag, at han i jagten på selvretfærdiggørelse skaber et usandt syn på Scientology. Samtidig fortæller han, at han ikke søger en ny tro. For ham handler det nu om at være sig selv. Han er lettet over at være kommet ud på den anden side:

Scientology fører ikke til højere åndelig afklarethed. I stedet bliver man ført ind i en blindgyde, hvor man bliver fordummet. De lover åndelig frelse, og til en vis grad kan man opleve, at man er på vej mod det. Og det bruger Scientology til at lokke folk dybere ind i det hele og tappe dem for flere og flere penge, siger eksscientologen med fast blik, der ikke flakker mere.