Prøv avisen
Før søndagen

Mit livs opgave var at udrydde al religion

Jean Fischer har stor respekt for pinsekristendom, men ville ikke selv kunne tro på den måde.

En faderskikkelse, der så synd alle steder, drev senere kultursociologen Jean Fischer til at kæmpe mod alle former for religion. I dag kalder han kampen for latterlig og efterlyser for eksempel den form for tro og naivitet, som udvises ved mødet med Jesusbarnet i søndagens prædikentekst

I vores del af verden er det positivt at være sofistikeret, tænke abstrakt og handle rationelt. Vi skal hele tiden uddannes bedre og have større intellektuel kapital, så vi bliver værdifulde for erhvervslivet og gør stat og virksomheder konkurrencedygtige på det internationale marked.

Men i processen, der har gjort danskerne veluddannede, har vi mistet sansen for den værdi, der er i det elementære og naturlige.

Det mener den 77-årige pensionerede kultursociolog Jean Fischer, der kalder konkurrencestat og globalisering for noget af det mest katastrofale, der er hændt os. Den har gjort os jeg-centrerede og har forvandlet naivitet til noget skamfuldt og latterligt.

”Ydmyghed og naivitet er gode egenskaber, som dog næsten er tabu i vores individualistiske og rettighedsfokuserede kultur. Ydmyghed knytter an til taknemlighed og til glæde og til pligt. Mens rettigheder knytter an til utilfredshed og evig forurettethed. Hvis jeg modtager noget som en rettighed, er jeg ikke taknemlig for gaven,” siger han.

Han efterlyser derfor, at vi bliver mere naive og finder de svar, vi leder efter, i andet end fagbøger og økonomiske modeller. Det har han dog selv svært ved, for der er i os alle en frygt for at forholde os elementært til tingene.

Søndagens prædikentekst fra Lukasevangeliet handler om umiddelbart at acceptere sandheden, når den åbenbarer sig for øjnene af en. Også selvom den ikke ligner det, man skulle forvente.

I teksten hører vi om den ældre herre Simeon, der kort tid efter Jesu fødsel får det lille og hjælpeløse Jesusbarn i hænderne. Han har i mange år ventet på Israels frelse, og han kan med det samme se, at dette barn er, hvad der er blevet profeteret om. Derfor bryder han ud i lovsang.

Det er en smuk, rørende og bevægende beretning, mener Jean Fischer. Der er mange ord, han ville beskrive den med, men det første, der falder ham ind, er netop naivitet.

”I mine øjne er det et meget positivt karaktertræk at være naiv. Simeon er ikke nogen videnskabelig ekspert, han har bare hørt om dette drengebarn, som skulle være den forjættede Messias fra den jødiske tradition, og han accepterer med det samme, at det er sådan, det forholder sig. Det er et udtryk for en stærk tro og intuition, at han er klar til at indrette sig efter det faktum. Han er naiv i ordet mest positive forstand.”

Jean Fischer vil ikke beskrive sig selv som naiv. I hvert fald ikke fra naturens hånd. Han har brugt sit liv på at være akademiker, hvilket de bugnende bogreoler i hans hjem vidner om. De er spækkede med fagbøger om sociologi.

”Men for nogle årtier siden begyndte jeg at arbejde med at prøve at være det. Prøve at tilegne mig en mere naiv opfattelse af verden. En mere folkelig opfattelse, kan man sige. Jeg mente mere og mere, at akademikere ofte tog fejl, selv om de lød som om, de havde sandheden,” siger han.

Men om sandheden ligger i kristendommen, ved han ikke.

Navnet Jean er fransk, men de fleste udtaler det fladt og dansk: ”Sjang”. Det gjorde hans skolekammerater også, da Jean Fischer var barn.

Jean Fischer ærgrede sig over navnet og ville hellere have heddet noget normalt. Som for eksempel Hans Petersen. Det var først senere i livet, at han forstod at sætte pris på sit franske navn, som han havde arvet efter en fjern forfader.

Hans far var skolelærer og ”meget kristen”, fortæller Jean Fischer. Den strenge kristendom fik betydning for opdragelsen.

”Min far blev mere og mere religiøs med tiden. Indre Mission var blevet for verdslig, mente nogle jyder i 1930'erne. Derfor skabte de sekten 'Det Gamle Budskab', som min far blev optaget af.

Det betød meget for min opdragelse, og der var nærmest ikke noget, der ikke var synd: Det var en synd at tage i biografen. Det var udelukket at tage til bal. Jeg måtte heller ikke ligge på græsplænen og slikke sol. Jeg blev altså nødt til at finde alternativer, og derfor begyndte jeg at høre meget klassisk musik - det måtte jeg godt.”

Da Jean Fischer flyttede hjemmefra, var han blevet godt og grundigt mæt af kristendommen.

”Da jeg nåede gymnasiet, var det mit livs opgave at udrydde religion, som var noget af det værste, der fandtes. Det lykkedes ganske vist ikke, og det var måske også lidt latterligt,” ler han.

Jean Fischer uddannede sig til skolelærer. Efter at have været lærer i 8 år drog han så til København, hvor han blev kultursociolog og marxist. Omkring 1978 droppede han marxismen, og senere har han fået et noget andet syn på religion.

Selvom faderens syndsfokuserede kristendom har præget ham, så var der alligevel kristne lyspunkter i opvæksten. Blandt andet i form af en nordjysk kvinde fra pinsebevægelsen, der passede Jean Fischer, da han var lille.

”Hun gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Hun var fra pinsebevægelsen, og sammen med en anden pinsekone sad hun tit og pjattede. Jeg var vant til, at kristendom og religion var alt andet end pjat. Hun var from, men hendes tro var noget helt andet, end jeg selv havde oplevet,” fortæller han.

I dag har han stadig stor sympati for pinsebevægelsen. Der er en oprigtighed i pinsefolks tilgang til kristendommen, en sund naivitet, tænker han.

Men Jean Fischer er stadig ikke sikker på, at han selv ville kunne tro på den måde.

”Der er selvfølgelig det udtryk, der hedder 'omvendelse'. Det brugte de i Det Gamle Budskab. De spurgte: 'Kender du Jesus?'. Til det svarede jeg altid udenom. Jeg tror ikke, jeg i dag ville kunne være del af pinsebevægelsen. Jeg har jo vænnet mig til at tænke filosofisk, sofistikeret og ateistisk. Den måde at tænke på kan man ikke bare lægge fra sig, når man har nået de 77 år.”

“Jeg har respekt for og forsvarer religion, og jeg mener, det er vigtigt. Jeg gider dog ikke gå i kirke. Det er kedeligt. Nogle gange, når jeg har det elendigt, så beder jeg til Gud. Men tror jeg på Gud? Det kan jeg ikke sige. Dels gør jeg, dels gør jeg ikke,” siger han.

Tekst til Julesøndag. Lukasevangeliet kapitel 1, vers 25-32