Moderne alkymister

SPROGLIG TALT: Ligesom i middelalderens mørke laboratorier, så handler den olympiske guldfeber i dag om at finde den rette kemiske formel!

Vi vil have guld i disse olympiske tider! Guld! Det ville man også i middelalderen! Og man mente at kunne fremstille det ædle metal ud af uædle metaller, hvis det bare ville lykkes at finde den rette formel. Det var alkymisterne, der tog sig af forsøgene. Sproglig talt er ordet alkymi - eller alkemi - opstået som en blanding af arabisk og græsk og betyder blanding. »Al« er en grammatisk artikel på arabisk, mens »Chymeia« eller »chemeia« er græsk for blanding eller forvandling. Udgangspunktet for den middelalderlige videnskab alkymi var Aristoteles' filosofi. Aristoteles beskriver nemlig bevægelsen gennem stof til form. På baggrund af disse aristoteliske tanker mente man, at muligheden for at ændre et metal til et andet måtte være givet. Det var vist nok araberen Geber, der i det 8. århundrede bragte alkymien til Europa fra Ægypten, og dermed var en særdeles populær »idræt« bragt hertil. Gennem de næste århundreder bredte alkymien sig som en drøm om at gøre sig lykkelig. Tordnende rigdomme hobede sig op i fantasierne hos utallige fyrster, der som regel havde brug for masser af midler til deres krige. Der var i hundredvis af svindlere og plattenslagere, som tog sig betalt. Men ud af bestræbelserne på at forme det ædle metal, voksede måske også de første kim til en moderne kemisk videnskab. Man eksperimenterede i middelalderen blandt andet med universalmidlet De Vises Sten, og det kan man jo blive både klog af og fornøjet ved at læse om i H.C. Andersens »Valdemar Daa og hans Døtre«. Alkymi hørte altså til i den mørkeste middelalder. Det er sådan, vi forstår det. Men det er en stærkt forenklet antagelse, for alkymien er faktisk kommet stærkt på mode igen! I hvert fald har vi de seneste par uger på tv-skærmen kunnet følge, hvorledes man har forsøgt at lave guld down under. De Olympiske Lege er styret af den skinbarligste guldfeber. Og ligesom i middelalderens mørke laboratorier, så handler det i dag om at finde den rette kemiske formel! Det er ikke de såkaldte uædle metaller, man søger at ændre til guld, men kroppen og kroppens ydeevne, der skal omspindes til guld. Vor tids alkymi hedder nemlig doping. Og når folk vil have guld, er der ingen grænser for opfindsomhed. Nye former og nye formler findes frem i en stadig voksende flora af anabolske stereoider og andre livsfarlige produkter, der ikke lader sig spore i urin eller blod, og som kan forvandle muskelkraften til guldmedaljer, penge og prestige. Vor tids alkymister er en hær af fuldstændig amoralske, totalt kyniske læger og kemikere, der arbejder på højtryk for at finde netop De Vises Sten, der har den egenskab ikke at kunne afsløres i en dopingtest. De Olympiske Lege er ikke ingen spøg. Det er enorme interesser, der står på spil. Guldfeber! Derfor må kroppene føje sig ind i det kemiske Helvede. Sproglig talt er doping et engelsk udtryk, der betyder dette at indtage et stof for at fremme kroppens ydeevne. Ordet findes også i udsagnsordet dope - to dope/at dope - der betyder at indtage stoffet. Endelig kan dope optræde som et navneord i mere slangpræget form og der betyde opiumspræparater, altså heroin og lignende. Doping er formentlig kommet ind i idrætten for at blive. Prestigen, drømmen om magten og æren, guldfeberen, er stærkere end fornuften. Der vil også fremover blive afsløret i hundredvis af idrætsfolk. Nogle laboratorier arbejder hårdt for at skaffe afsløring og bevis. Andre arbejder hårdt for at fremskaffe midler, som ikke lader sig afsløre. Det er guldfeberens pris i en moderne mediealder. Middelalderens alkymi er over os igen. Ò Vor tids alkymister er en hær af fuldstændig amoralske, totalt kyniske læger og kemikere, der arbejder på højtryk for at finde netop De Vises Sten, der har den egenskab ikke at kunne afsløres i en dopingtest. Ó