Prøv avisen

I Aarhus Domkirke sætter de nye ord på gudstjenesten

Præst Christina Laursen har selv skrevet den nye trosbekendelse, som hun her øver sig på i selskab med Christian Vuust fra Den Danske Salmeduo på saxofon samt dansekompagniet Don Gnu. Foto: Lars Aarø/Fokus

Befri Gudstjenesten er et samarbejde mellem Aarhus Domkirke og Teatret Svalegangen, hvor form og indhold er gentænkt ud fra ønsket om at gøre troen mere meningsfuld og inkluderende

Sognepræst Christina Laursen prøver at huske ordene udenad. Imens spiller Christian Vuust fra Den Danske Salmeduo melodistumper fra trosbekendelsen.

De skiftes til at tage rummet. Ord. Toner. Som om de snakker sammen og skiftes til at sige noget. Saxofonen afslører, at det er trosbekendelsen, vi lytter til. Men ordene er nye:

”Vi er ikke alene,” siger Christina Laursen som det første, inden saxofonen igen tager over.

”Vi tror, at vores eksistens er mening, og at hver enkelt skabning er en uvurderlig del af et kæmpe hele,” fortsætter hun.

Lige nu øver de sig. Men den 18. februar er Aarhus Domkirke fyldt med mennesker, der har købt billet til arrangementet med titlen ”Befri Gudstjenesten”, som er blevet til i et samarbejde mellem domkirken og Teatret Svalegangen og gentages syv aftener. Samarbejdet er et forsøg på at tænke nyt. På at sprænge liturgiens rammer og få farver, liv og mere sanselighed ind i kirkerummet.

Med Christina Laursen som den gennemgående præst, der byder velkommen, forretter sit eget nye nadverritual, bekender sin nye trosbekendelse og ellers overlader prædikestolen til en ny debattør hver aften. Blandt disse Sherin Khankan, Emma Holten og Steen Hildebrandt. Og derudover fyldes kirkerummet af både rapperen Per Vers, to dansere og et imponerende gospelkor.

”Selvfølgelig vil der være kritiske røster, der kalder vores bud på en moderne gudstjeneste for gøgl og pop. Og jeg oplever da også selv en stor ærefrygt i forhold til at gå ind og pille ved gudstjenestens form og den velkendte ordlyd i både trosbekendelsen og nadveren. Men modet til fornyelse er helt vildt vigtig, for tro er liv, og stillestående vand forplumrer. Så jeg mener det helt alvorligt, når jeg forsøger at sætte nye ord på vores tro. Og måske er mine ord ikke de rigtige, men håbet er, at de kan blive startskuddet til en snak om, hvad det egentlig er, vi tror på og mødes om,” siger Christina Laursen.

Til daglig arbejder hun som sognepræst i Løget Kirke ved Vejle. Men siden januar har Christina Laursen haft orlov fra hverdagen for at være med til at skabe den blanding af teaterforestilling og gudstjeneste, som ikke kun er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, men også markerer 500-året for Reformationen.

”Der er mange moderne mennesker, der føler sig fremmede over for den gudstjeneste, de normalt møder i kirken. Hvor mange af ordene i for eksempel trosbekendelsen bliver til uforståelige remser, som vi bare siger, men som ikke giver mening for os. Og hvor begreber som synd, skyld og skam kan være dem, der står tilbage. I stedet for at pege på Kristus forsøger jeg at pege på det, han pegede på: fællesskabet og kærligheden,” siger Christina Laursen, der derfor også har ændret ved selve nadverens ordlyd.

”Højmessens nadverritual præsenteres som noget af det fineste, folkekirken har at byde på. Men mange oplever nadveren som fremmedgørende og uforståelig, og så er ritualet jo hverken fællesskabende eller meningsfyldt. Min tanke er, at hvis et ritual er enkelt og stærkt, så kan det forklare sig selv. Jeg har forsøgt at ændre nadveren fra at være et offermåltid til at være et fællesskabende måltid, hvor det handler om, at vi alle er en del af den samme kærlighed, at vi er hinandens verden. Når vi deler brødet, nedbrydes alle grænser, og vi bliver til et ’vi’.” fortæller Christina Laursen.

Mens hun øver sig på den nye trosbekendelse tilsat saxofon, står teatrets direktør, Per Smedegaard, og kommenterer samspillet. Han er instruktør på ”Befri Gudstjenesten” og var med til at udvikle idéen og hele konceptet sammen med domprovst Poul Henning Bartholin.

”Hvis gudstjenesten i virkeligheden er tænkt som det, der bygger bro mellem Gud og menneske, så skal der altså gøres noget ved den bro. For godt nok er jeg medlem af folkekirken og går i kirke juleaften, men hverken trosbekendelsen eller mange af de andre ord giver ret meget mening for mig i den tid, jeg lever i. Så derfor er det oplagt at skabe det her samarbejde, hvor teatret kan fungere som en slags værktøj for folkekirken til at prøve nogle ting af for at gøre gudstjenesten mere vedkommende,” siger Per Smedegaard, der derfor også har diskuteret med præst og domprovst, hvordan man bedst betegner de fremmødte ved en gudstjeneste.

”Jeg blev ved med at kalde dem publikum. Præcis som ved en teaterforestilling. Poul Henning blev ved med at sige deltagere, og det gik op for mig, at det var, fordi jeg ikke selv oplevede deltagelsen eller interaktionen, når jeg var til højmesse. Jeg har ikke nogen vision om at reformere højmessen eller en tro på, at jeg er den rette til at finde et nyt format til den. Men forhåbentlig kan ”Befri Gudstjenesten” pege på nye veje og i hvert fald skabe refleksion. Og det er vel i virkeligheden både teatrets og kirkens vigtigste opgave,” siger Per Smedegaard.

Samarbejdet er et forsøg på at tænke nyt. På at sprænge liturgiens rammer og få farver, liv og mere sanselighed ind i kirkerummet. Foto: Lars Aarø/Fokus
Den 18. februar er Aarhus Domkirke fyldt med mennesker, der har købt billet til arrangementet med titlen ”Befri Gudstjenesten". Forestillingen gentages syv gange. Foto: Lars Aarø/Fokus
Siden januar har Christina Laursen haft orlov fra hverdagen for at være med til at skabe den blanding af teaterforestilling og gudstjeneste, som ikke kun er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, men også markerer 500-året for Reformationen. Foto: Lars Aarø/Fokus