Prøv avisen

Moderne lovsang udfordrer de gamle salmer

Tegning: Peter M. Jensen

Frikirker og valgmenigheder summer af inderlig rytmisk pop. Men den genre bliver aldrig gangbar i folkekirken, da den mangler poetisk og sproglig kvalitet, siger iagttagere, der efterlyser øget fokus på at udvikle kirkemusikken

”Jesus, jeg har brug for dig. Hjælpeløs - du redder mig.” Sådan begynder et vers i en af de talrige rytmiske lovsange, som Arvid Asmussen selv har skrevet tekst og musik til. Siden 2008 har han været ansat som lovsangsleder i Aarhus Valgmenighed, der hver søndag samler 600 kirkegængere. Her er orgel skiftet ud med trommer, bas og klaver, hvilket også er kendetegnende for en lang række af landets frikirker. I Aarhus Valgmenighed spiller både den rytmiske lovsang og de traditionelle salmer en stor rolle i gudstjenesten.

”Vi har brug for både salmer og nyere lovsange i kirken. De to genrer siger tilsammen noget meget fint om, hvem Gud er. Salmerne er en genre, som afviger fra tidens populærmusikalske udtryk, og på den måde minder de os om, at Gud er anderledes end os. Han er hellig, han kan ikke rummes i tid og sted og er større, end jeg kan fatte. Omvendt er der noget ved den nyere, rytmiske lovsang, der vil det modsatte. Nemlig minde os om, at Gud er nær i det liv, vi lever til daglig. Jeg skal ikke ind i en tidslomme, men jeg kan bruge det sprog, jeg taler til hverdag, og knytte an til en musikstil, jeg kender,” siger Arvid Asmussen og sætter endnu en skelnen op, som underbygger hans pointe om, at både salmer og lovsange er væsentlige udtryksformer.

”Mange salmer er forkyndende; de sætter ord på, hvem Gud er. Mit syngende subjekt er ikke nødvendigvis sat på spil, salmen beskriver Gud eller en bibelsk fortælling i et poetisk sprog. Lovsangen har et populærmusikalsk udtryk, hvor jeget ofte er sat i centrum, og hvor der tit er mange gentagelser. Det er med til at skabe et rum for, at jeg som menneske kan udtrykke min længsel, tro og tvivl samt min kærlighed og klage til Gud.”

Den rytmiske lovsang blev født i 1960'ernes og 1970'ernes USA og udsprang af den evangelikale hippiebevægelse ”The Jesus People Movement”. Orgel og formel salmesang blev erstattet af lettere toner og simple vers inspireret af popkulturen.

I den californiske pinsekirke Calvary Chapel blev rytmisk lovsang for alvor stort og tiltrak mange unge mennesker. Herfra spredte det sig til resten af USA og videre til andre kontinenter. I løbet af 1980'erne og 1990'erne kom den rytmiske lovsang til Danmark, hvor særligt frikirkerne og valgmenighederne har taget det nye musikalske udtryk til sig.

Vært på DR's radioprogram ”Mennesker og tro” på P1 Anders Laugesen er ikke begejstret for tanken om, at den moderne, rytmiske lovsang skulle vinde indpas i folkekirkens almindelige højmesse.

”Mange moderne lovsange mangler simpelthen sproglig og poetisk kvalitet, og de fordrer en inderlighed, som ikke er naturlig for alle,” siger Anders Laugesen og fremhæver salmedigteren og organisten Thomas Laubs kirkesangsreform i 1880'erne.

Laub gjorde dengang opmærksom på det problematiske ved, at en iørefaldende melodi kan virke forførende og stå i vejen for ordet og salmeteksten.

”Diskussionen om salmer eller moderne lovsang afspejler dele af denne gamle diskussion om, hvilken plads melodien skulle indtage i kirkesangen. Skulle den understøtte ordet, der forkyndtes, eller bevæge sindet,” forklarer Anders Laugesen og siger med smil i stemmen, at Laub ville vende sig i sin grav over de moderne, inderlige lovsange.

Og netop fordringen om inderlighed i kombination med lovsangenes manglende poetiske kraft er et stort problem, når de moderne, rytmiske lovsange bringes ind i vores brede folkekirke, mener Anders Laugesen.

”Hvis vi vil have en folkekirke, hvor der er plads til alle, skal der naturligvis ske en musikalske fornyelse, men efter min mening bør den ikke komme gennem den moderne, rytmiske lovsang. Vi er derfor nødt til at finde andre moderne musikalske udtryk kombineret med poetiske salmetekster skrevet i et nutidigt sprog. Den rytmiske lovsangstradition har uden tvivl en stor kvalitet for mange, men jeg mener, at den fungerer bedst i menigheder, hvor kirkegængerne deler en større grad af inderlighed, end man normalt møder i folkekirken,” siger Anders Laugesen, der mener, at det er helt afgørende for folkekirkens fremtid, at der investeres i at udvikle ny kirkemusik, der er folkelig, har musikalsk og poetisk kvalitet og en samtidig klang og tekst.

”Mit grundsynspunkt er, at salmesangen ud over sakramenterne er det vigtigste element i gudstjenesten. Den er med til at skabe fællesskab, og når den løfter sig, giver det et sus. Derfor må vi ikke lade tilfældigheder afgøre kirkesangens fremtid. Det er et felt, der skal ofres opmærksomhed på og sættes penge af til,” lyder meldingen klart fra Anders Laugesen.

Morten Skovsted er sognepræst i Hjortshøj-Egå ved Aarhus og stiftede i 2011 salmenetværket ”Syng nyt”. I en årrække lavede han en alternativ højmesse, Frirum, en gang om måneden, hvor han sammen med en gruppe frivillige blandt andet eksperimenterede med lovsangsgenren. Han mener som Anders Laugesen, at folkekirken må tage det alvorligt, at mange danskere har svært ved at relatere til de gamle salmer.

”Det kan godt være, at vi er en flok præster, menighedsrådsmedlemmer og organister, der holder vældigt meget af salmebogen, men min erfaring er, at dåbsgæsterne, der udgør en relativt stor procentdel af menigheden, får sværere og sværere ved at forholde sig til mange af de gamle salmer. Jeg har set en udvikling, der er gået fra spagfærdig sang til læber, der kun høfligt bevæger sig, og så til nu, hvor mange af dåbsgæsterne knap åbner salmebogen. Det smerter mig, at salmesangen, der netop skulle konstituere fællesskab, i højere grad kommer til at udstille mangel herpå,” siger Morten Skovsted, der har været sognepræst i Hjortshøj-Egå siden 1996.

Han har det indtryk, at valgmenigheder og frikirker trækker mere i de unge end folkekirkens traditionelle højmesse.

”En del af forklaringen på, hvorfor de unge søger frikirkerne og valgmenighederne, er, at de præsenterer dem for musik, der taler til følelserne og kroppen. Det, man kan kalde patos. I folkekirken er man vældig glade for at tale til logos, forstået på den måde, at ordet og det akademiske er i centrum,” siger Morten Skovsted.

Han har en oplevelse af, at man i folkekirken er unødigt bange for at tale til kirkegængernes følelser.

”Jeg fornemmer, at mange i folkekirken er skeptiske over for hengivelsen i lovsangen. Det er en skam, for på den måde kan man komme til at skylle barnet ud med badevandet. Salmer må gerne tale til vores følelser,” siger han og fremhæver, at problemet opstår, hvis kvaliteten er for dårlig.

Og det er den i mange af de nyere lovsange, mener han.

”Et andet problem er, at mange af disse sange oversættes fra amerikansk. Når man så synger 'Jesus, jeg elsker dig, og du er min ven', kan det nemt blive både udansk og lidt vammelt.”

Morten Skovsted mener, at tiden er løbet fra at have en enkelt fællesnævner, når det gælder kirkemusik. Vil man fastholde en samlende højmesse, må man variere det musikalske udtryk.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi satte os selv lidt mere på spil som præster og menighedsråd, når det gælder kirkemusik. Det er altså bedre at blive dømt for angrebsfejl end nøl i denne sammenhæng. Vi må prøve os frem, ikke nødvendigvis med lovsange, men først og fremmest med åbenhed og alsidighed. Hvis vi ikke kommer på banen, risikerer vi at tabe den yngre generation til frikirkerne. Det er problematisk, også fordi de her ofte mødes af en teologi, der er meget lidt folkekirkelig,” mener Morten Skovsted.

”Jesus, helten over alle, kærlighed har reddet os,” lyder omkvædet i Arvid Asmussens lovsang ”Jesus, jeg har brug for dig”. Arvid Asmussen er også optaget af at give plads til forskellige genrer i Aarhus Valgmenighed.

”Diskussionen om salmer versus nyere lovsange kan nemt blive lidt afsporet. Det er ikke ,fordi jeg tror, at Gud er ligeglad med, hvordan vi tilbeder ham. Vi ser eksempelvis i Det Gamle Testamente, at han giver konkrete anvisninger for, hvordan templet skal se ud. Men jeg tror ikke, han er så optaget af, om det er salmer eller nyere lovsange, men af, om vi er mennesker, der vil lytte til og være sammen med ham,” siger Arvid Asmussen og opfordrer til at dyrke egne musikalske præferencer, når det gælder kirkemusik.

”Også lade være med at skyde andres ned.”