”For 500 år siden skete der noget forunderligt. Vi taler stadig om det og vil formentlig gøre det til dagenes ende.”
Sådan indledte Københavns Stifts biskop, Peter Skov-Jakobsen, sin prædiken i Vor Frue Kirke i går. Hvad der præcis skete for 500 år siden, fandt han det ikke nødvendigt at nævne. Efter et helt år med stor jubilæumsfejring i hele landet var ingen af de mange fremmødte formentlig i tvivl om, at biskoppen henviste til Martin Luthers 95 teser, som den 31. oktober 1517 blev indledningen på Reformationen. Dermed blev menneskeheden ifølge Peter Skov-Jakobsen igen knyttet til traditionerne fra Jerusalem, Korinth og Rom.
”Det var, som om at det, der havde været engang, og som i løbet af årene var blevet støvet og tildækket, igen stod frem i sin værdighed. Guds ord, de urgamle fortællinger, blev igen lagt på bordet, og menneskene fornemmede, at ’skriften er evig og i sig rummer enhver tid, ethvert slægtled og ethvert menneske’,” sagde han, idet han citerede den jødiske filosof Martin Buber, som levede 1878-1965.
Herfra ophørte det historiske tilbageblik, og der blev i stedet stillet skarpt på nutiden. Gudstjenesten havde nemlig fokus på Reformationen som en bevægelse, der fortsat udfolder sig blandt mennesker i dag. Det kom til udtryk med valget af musik fra nyere danske komponister som Bo Gunge og John Frandsen.
Markeringen af reformationsjubilæet fandt først og fremmest sit udtryk gennem de mange Luther-salmer, der blev sunget. Heriblandt var den nye salme fra Kirkesangbogen ”Herre vi tror” fra 2015, som er skrevet af salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen.
Salmen var blevet uddelt på papir til kirkegængerne, og allerede inden gudstjenestens start måtte kirkesangerne lave flere kopier, da de 200, de havde, ikke rakte til det store fremmøde.
I sin prædiken talte Peter Skov-Jakobsen ud fra saligprisningerne og om, hvordan mennesker i dag har brug for Guds ånd for at blive forvandlet til lyttende, medfølende og eftertænksomme mennesker. Det var ifølge ham ikke nok bare at leve op til en moralsk forventning fra samfundet.
”I ethvert sekulært samfund findes der et stærkt moralsk tryk, der ofte fornemmes som iltfortærende, fordi vi overlader hinanden til at blive vores egen succes. Vi giver hinanden frihed til at vælge. Men Gud nåde og trøste den, der ikke står ved sine valg, og som ikke får en succes af det. Vi oplyser hinanden om, hvordan man bør indrette sit liv. Hvis ikke vi har fulgt forskrifterne, må man ikke undres, hvis man hører de andres hånlatter og møder deres ligegyldighed. ’Du kunne jo bare have valgt rigtigt’, lyder det mod os. Moralens fornedrende tryk er over os,” sagde han og tilføjede, at Luther netop forstod dette.
”Luther vidste om nogen, at man aldrig skal overgive sig til moralen og sine egne domme. Gør man det, kan det ende med, at man i virkeligheden skjuler sig for sit medmenneske og for Gud, og derfor beder han om næstekærligheden.”
Gudstjenesten sluttede med altergang og en mindre reception.