Den, som endnu taler, er ikke død. Således citerer Eberhard Jüngel sin landsmand, digteren Gottfried Benn, fra dennes sidste bog. Citatet kom meget passende fra et essay i bogen med titlen Letzte Worte? (Sidste ord?).
I tirsdags blev han så selv tavs, Tübinger-professoren, der var én af sin generations mest berømte systematiske teologer, og det kalder på lige netop ord. Her skal man imidlertid holde sig det spørgsmålstegn for øje, som indgår i titlen ”Sidste ord?”. Pointen er nemlig, at det allersidste ord ikke sorterer under hverken mennesket eller døden, men under Gud. Og i modsætning til vores ord, lyder Guds evigt.
Den talende Gud er en levende Gud. Det var – sagt i al korthed – hvad Jüngel var optaget af at undersøge betydningen af i hele sit lange forfatterskab. Derfor kan det forekomme besynderligt, at gennembrudsbogen fra 1971 bar den lakoniske titel Tod (Død). Også i det syv år yngre monumentale hovedværk Gott als Geheimnis der Welt (Gud som verdens hemmelighed) spiller døden en vigtig rolle. Bogen drejer sig nemlig om forestillingen om Guds død, som i det 20. århundrede kom til at spille i central rolle i den europæiske teologi.
Jüngel troede ikke, at Gud var død, men i værket gjorde han op med en bestemt forestilling om Gud, som han så at sige mente havde været dødfødt, siden den i middelalderen gjorde sit indtog i teologien.
Det var forestillingen om Gud som én, der tronede i himlen i ensom majestæt, evigt upåvirkelig og ude af stand til at kunne lide. Den guds-opfattelse kaldte Jüngel ”teisme”, og det var teismen, som de store religionskritikere i det 19. århundrede havde gjort op med. De blev a-teister. Deri lå den kristne religionskritiks store berettigelse, og det blev udgangspunktet for Jüngels egen tænkning. Han bedrev så at sige teologi ”efter Guds død”.
At netop religionskritikken og dermed ateismen kom til at spille så stor en rolle for Eberhard Jüngel, er der mange gode forklaringer på, også biografiske. Barndomshjemmet i Magdeburg, som efter Anden Verdenskrig havnede i DDR, beskrev han selv som totalt kirkefremmed. Jüngel, som virkelig forstod at turnere en god anekdote, holdt af at fortælle, at han kun erindrede at have set sin far gå i kirke til sine børns konfirmationer. Her glædede faderen sig altid over præstens kritik af det politiske styre, for i det statsateistiske samfund var kirken måske den eneste institution, hvor den slags blev tolereret.
Barndomshjemmet blev også på paradoksal vis afgørende for Jüngels – opvæksten taget i betragtning – mærkelige valg af studieretning. Han begyndte nemlig at læse teologi for at ærgre sin far. Under studierne stiftede Jüngel bekendtskab med de forfattere, som kom til at præge både ham og periodens teologi i det hele taget. For eksempel den såkaldt ”dialektiske” teologi, som fik en dansk afart i Tidehverv. Hovedskikkelserne i denne teologi havde i 1920’erne været den tyske ekseget Rudolf Bultmann og den schweiziske teolog Karl Barth.
Vejene mellem disse teologiske mastodonter skiltes relativt tidligt, men Jüngels særkende som teolog var at forene deres vigtigste teologiske indsigter. Af Barth (som Jüngel studerede ved illegalt i et semester) lærte han, at teologien må tage udgangspunkt i Guds selvåbenbaring i Kristus. Ikke i kulturen, menneskets mere eller mindre esoteriske erfaringer eller lignende. Af Bultmann lærte han, at denne Guds selvåbenbaring også åbenbarer os for os selv. Der findes ingen teologi uden antropologi og forståelseslære (hermeneutik).
Også en dansk forbindelse kom til at sætte afgørende præg på Jüngels teologi. Han besøgte Danmark adskillige gange, både de teologiske fakulteter i Århus og København og Præstehøjskolen i Løgumkloster. Som ung professor besøgte Jüngel også Regensen, hvor han diskuterede med de teologistuderende og udfordrede alle i bordtennis. I Århus lærte han dogmatikprofessor Regin Prenter at kende, og som docent på Sprachenkonvikt i Østberlin inviterede han Prenter som gæsteforelæser. Emnet var en fortolkning af et skriftsted fra 1. Johannesbrev: ”Gud er kærlighed”.
Dette udsagn kunne ifølge Prenter kun forstås ved hjælp af det fra oldkirken overleverede dogme om Guds treenighed, og Prenters forelæsning plantede ifølge eget udsagn en kim i Jüngels tænkning, som skulle komme til udfoldelse i resten af hans forfatterskab.
Til trods for, at det betydningsfulde forfatterskab aldrig blev oversat, valfartede også danske teologistudenter til Tübingen, hvor Jüngel var professor i systematisk teologi i perioden 1969 til 2003. Her mødte de en lærer, der brændte for teologiens sag. Den sag var ifølge Jüngel et fælles anliggende mellem universitet og kirke. Det var endnu en overbevisning, som Jüngel holdt i hævd fra sine dialektisk-teologiske læremestre. Derfor blev han allerede i 1962 ordineret som præst, og rækken af lærde systematisk-teologiske værker blev med tiden suppleret af syv bind med de erfaringsmættede, indholdsrige og ofte overraskende prædikener, som folk kom fra nær og fjern for at høre.
Martin Ravn er er ph.d i systematisk teologi og sognepræst i Kokkedal, Sjælland.
Kilde: Den store danske.