Modigt menighedsråd har sat Faaborg på det kirkelige landkort

En levende kirke må aldrig gå i stå, mener menighedsrådsformanden fra Helligåndskirken i Faaborg. En udstilling af omdiskuteret Lyngvild-kirkekunst og en dristig henvendelse til Nationalmuseet har fået masser af opmærksomhed

Jim Lyngvilds fotoudstilling har over sommeren tiltrukket mellem 1000 og 1500 mennesker dagligt til Helligåndskirken i Faaborg. Til højre for Jesus ses menighedsrådsformand Thomas Patrick Ingemannsen og over ham næstformand Lars Dibbern. De blev spurgt, om de ville stå model til Jim Lyngvilds arbejde – Foto: Jim Lyngvild.
Jim Lyngvilds fotoudstilling har over sommeren tiltrukket mellem 1000 og 1500 mennesker dagligt til Helligåndskirken i Faaborg. Til højre for Jesus ses menighedsrådsformand Thomas Patrick Ingemannsen og over ham næstformand Lars Dibbern. De blev spurgt, om de ville stå model til Jim Lyngvilds arbejde – Foto: Jim Lyngvild.

De fleste menighedsrådsmedlemmer i landet vil vide, at det at lave en kommunikationsstrategi og så at føre den ud i livet, er to vidt forskellige ting. Det ene væsentligt nemmere end det andet.

Men en kirke, som i den grad har formået at få sit budskaber ud over rampen, er Helligåndskirken i Faaborg på Fyn. De seneste måneder har kirken trukket adskillige overskrifter i landets medier. Først var det på grund af en omdiskuteret fotoudstilling af designeren Jim Lyngvild, som fortsat tiltrækker mellem 1000 og 1500 besøgende i kirken hver dag. Og i denne uge satte menighedsrådsformand Thomas Patrick Ingemannsen så igen dagsordenen i flere medier med sin udmelding om, at kirken nu vil have en 500 år gammel altertavle udleveret fra Nationalmuseet.

Men hvem kan tage æren for al den opmærksomhed? Det har Kristeligt Dagblad forsøgt at finde svaret på ved at stikke en finger i den sydfynske muld.

Thomas Patrick Ingemannsen skal have en stor del af æren for, at menighedsrådet har sat Faaborg og Helligåndskirken på landkortet, mener næstformand Lars Dibbern.

”Jeg holder meget af Thomas som formand. Han er mere offentlig end den tidligere. Der kommer i hvert fald mere ud i pressen i forhold til førhen. Måske er han også mere opsøgende. Når jeg snakker med ham, oplever jeg, at han har lyst til at sætte Helligåndskirken på landkortet. Han vil profilere kirken, det er sådan han arbejder,” siger Lars Dibbern, som i øvrigt selv er med på et af Jim Lyngvilds billeder.

Det er 31-årige Thomas Patrick Ingemannsen også. Han blev formand for rådet for et halvt år siden, da han overtog posten fra Erik Buch, som har siddet i rådet i snart 28 år. 79-årige Erik Buch stopper selv i menighedsrådet ved valget til september, og han har oplevet Thomas Patrick Ingemannsen som en energisk og entreprenant ung herre, der også til tider kan være lidt hurtigere med sine udmeldinger, end resten af rådet har været vant til. Det gælder for eksempel budskabet om overdragelsen af altertavlen.

”For tre år siden, da vi startede på denne periode, kom der fire nye medlemmer ind i rådet – vi er 10 i alt – og de var noget yngre end os, der sad i forvejen. De har en anden tilgang, end os gamle. Og man må sige, der har været lidt uenighed om, hvordan vi skal gøre tingene. Men det er bare fremmende for debatten,” siger Erik Buch, som har svært ved at se, hvordan Faaborgtavlen, der i dag står på Nationalmuseet, skal passe ind i planerne for den 19 millioner kroner dyre renovering, som kirken står over for.

”Jeg er positiv over for idéen. Efter alle disse år, hvor jeg har været med, er det blevet diskuteret fra tid til anden. Men det rejser jo nogle problemer i forhold til den renovering, vi står over for. Tavlen skal passe ind i det projekt, vi allerede har fået godkendt, så jeg tror, løbet er kørt. Og så tror jeg heller ikke, Nationalmuseet vil være med til det,” siger Erik Buch.

Hvis han skal sætte ord på den største udfordring, Helligåndskirken i Faaborg har, så er det at nå ud til et yngre publikum. Det føler han ikke, at han er lykkedes med i sin tid som formand. Det har været svært at finde den gyldne vej, som han siger. Men han tror, at de inititativer, menighedsrådet har sat i søen alt i alt, har givet flere gæster på kirkebænken.

Den seneste tids opmærksomhed har ifølge kirkens sognepræst, Lene Matthies, i hvert fald vækket modet til at turde gøre sig bemærket. Hun beskriver en by, hvor der siden Jim Lyngvilds indtog nu bliver diskuteret lokal kirkekunst på værtshusene. Det er fedt, synes hun.

”Der har været lidt tornerosesøvn over Faaborg. Vi har en flot kirke med god musik og gode tiltag. Men den har fremtrådt lidt støvet og har måske ikke appelleret så bredt,” siger hun.

Da Helligåndskirkens klokketårn blev rennoveret for otte år siden, blev kirken pludselig attraktiv som besøgssted og kan ifølge sognepræsten have været med til at give menighedsrådet og præsterne blod på tanden til at turde mere. Jim Lyngvild-udstillingen har været et projekt i tråd med den ånd, mener hun.

”Så kan man jo sige og mene, hvad man vil om billederne. Mange museumsmennesker, der har forstand på kunst, har jo ikke været begejstrede. Men hele sommeren har det givet anledning til at komme forbi kirken. Vi har haft både børn og unge, som har spurgt ind til billederne og har haft gode diskussioner. Både for og imod. De fleste er meget positive. Udstillingen er meget folkelig, og det skulle den også være,” siger hun.

Lene Matthies håber også ligesom menighedsrådsformanden, at Faaborgtavlen nu kan ”vende hjem” til Helligåndskirken. Og at Nationalmuseet her i avisen har udtryk en udpræget skepsis over for idéen om at sende Faaborgalteret til Sydfyn holder ikke hende eller Thomas Patrick Ingemannsen fra at blive ved med at prøve på at gøre drømmen til virkelighed:

”Jeg ønsker bare at fortælle historien om den kristne tro og forkynde det kristne budskab. Som menighedsråd skal vi understøtte præsternes forkyndelse ved at give ordentlige rammer for det. Det er jo blandt andet derfor, jeg gerne vil have vores gamle altertavle tilbage. Jeg vil gerne have et kirkerum, hvor historien fylder,” siger Thomas Patrick Ingemannsen.

”Kirken kan fortælle os, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Man kan forkynde på mange forskellige måder, og hvis vi skal ramme nogle, der er yngre, altså under 40 år, og også helt unge, under 20 år, så skal vi fortælle de kristne budskaber på en anden måde, end vi har gjort hidtil. Og det gør man for eksempel ved hjælp af Jim Lyngvilds billeder eller en altertavle, der fortæller vores historie. Vi er en levende kirke, det har vi altid været. Og en levende kirke må aldrig gå i stå.”