To teologer anmelder Høsterkøbs bud på fremtidens folkekirke – og de er ikke enige

To teologer anmelder Høsterkøb Menighedsråds omdiskuterede udgivelse, hvor man fortæller om succesen med kirke for kulturkristne, blandt andet ved at spille popmusik i højmessen

Ane Øland Bækgaard finder Høsterkøb-bogen særdeles relevant, mens Morten Fester Thaysen ikke mener, at pamfletten er noget seriøst bud på folkekirkens fremtid.
Ane Øland Bækgaard finder Høsterkøb-bogen særdeles relevant, mens Morten Fester Thaysen ikke mener, at pamfletten er noget seriøst bud på folkekirkens fremtid. .

Modigt og relevant bud på at skabe folkekirke for hele folket

Ane Øland Bækgaard er sognepræst i Ishøj-Torslunde Pastorat på Sjælland.

En lille bog om erfaringer fra Høsterkøb Kirke dumpede ned i min postkasse forleden, samme dag som jeg skulle fremlægge Ishøj Kirkers gudstjeneste-visionsarbejde for præstekolleger i Høje Taastrup Provsti på Sjælland. Selvom Ishøj og Høsterkøb Sogne og vores gudstjenesteliv er forskellige, har vores visionsarbejde en masse til fælles. Idéen om at sende sådan en erfaringsnær bog ud med bud på fremtidens folkekirke finder jeg både modig og relevant.

Bogen er en lille pamflet udsendt fra Høsterkøb Menighedsråd til præster og menighedsråd i hele Danmark. Bogen indeholder fakta om folkekirken, Høsterkøbs bud på folkekirkens udfordring og tekstens vægtigste del: Hvordan de i Høsterkøb har arbejdet med at forny kirken. Herudover får vi eksempler fra menigheden på, hvordan enkelte personers forhold til kirken er nu.

Bogens pointe er klar: Høsterkøb vil vise resten af folkekirken et bud på fremtidens folkekirke. Selvom man pointerer, at bogen blot er et bud, så bobler den indimellem rigeligt over af egen begejstring over at have fundet de vise sten.

Alligevel er bogens budskab yderst relevant. Høsterkøb er et eksempel på, at det kan lykkes at skabe kirkeliv i en kirke, som ellers var på vej mod lukning. En af bogens pointer er, at kirkens liv nu sker i samskabelse mellem præst, personale, menighed og menighedsråd. Den pointe er central: Uanset hvordan en kirke ønsker at fremstå, er det afgørende, at den ikke kun formes af præsten, men at det sker i dialog mellem præst, personale og menighed.

Det har særdeles positiv effekt, at vi som kirke taler ind i vores konkrete menighed med den kristne forkyndelse, som stadig har relevans for mennesker. Høsterkøbs bog er et bud på, hvordan den dialog kan se ud – og sådan gør vi også i Ishøj og sikkert mange andre kirker: Vi går systematisk i dialog med den lokale menighed om sammen at forme vores kirke.

Præsten i Høsterkøb, Annemette Norsker, siger i bogen: ”Først og fremmest har jeg spurgt og lyttet: Hvilken slags kirke ville I komme i? Jeg kunne jo ikke spørge dem i kirken, for den var tom, så jeg gik ud dér, hvor folk er”.

Præsten refererer til, at Jesus gjorde det samme. Han lyttede til menneskerne omkring ham. Og det er netop det, Høsterkøb (og vi i Ishøj) har gjort – både når det gælder indhold og form.

Bliver kristendommen og kirken så en bland selv slikbutik, hvor man kan tage det i kristendommen og kirken, som passer til mig? Ja, på en måde er kirken det. Vi lever i en tid, hvor kirken er en trosretning blandt mange, og vi skal kommunikere, at kristendommen er relevant for vores liv som mennesker. Hvad mennesker tror på, og hvor ofte de kommer til kirken, er en sag mellem Gud og dem. Som kirke skal vi række verdens bedste budskab ud til så mange forskellige mennesker som muligt, og det gør vi bedst i dialog med dem, vi er kirke for. Det kristne budskab skal forkyndes, og det kan, som Annemette Norsker siger, både ske til toner af Bach og Bowie.

I Ishøj har vi lavet et lignende visionsarbejde, dog ikke omkring højmessen, men omkring særgudstjenester. Hos os har det tidoblet antallet af kirkegængere til gudstjenester. Som en ekstra gevinst har det styrket den klassiske højmesse, hvor kirketallet også er steget. Vi har altså arbejdet med både det klassiske og det nye. Der er ikke tale om et enten eller. Og menighedsrådets vilje til at favne bredt har været afgørende. For det har en pris, når man vælge noget nyt til, og den skal man være villig til at betale.

Jeg finder Høsterkøb-bogen særdeles relevant. Den er et indspark i debatten om gudstjenestens fornyelse, autorisation og frihed i højmessen og om folkekirkens forsatte legalitet og udvikling, og den understreger vigtigheden af kirkens kommunikation. Forhåbentlig vil den inspirere mange sogne til at forholde sig åbent til, hvordan man kan diskutere, hvordan de selv vil være kirke. Lokalt skal vi forme vores kirke og kommunikation, så kristendommens relevante og livsbekræftende budskab høres af flest muligt. Så kan vores folkekirke være for hele folket, og ikke kun for de få.

Pamfletten er ikke noget seriøst bud på folkekirkens fremtid

Morten Fester Thaysen er sognepræst i Varde Sogn i Vestjylland.

Folkekirkens udfordring består i en ”dræbende mangel på interesse og resonans”. Således kridter Høsterkøb Menighedsråd banen op i en pamflet, som vil være et se- riøst bud på, hvordan man redder folkekirken.

Redningen er, at resten af folkekirken ligesom i Høsterkøb får en erkendelse af at have et ansvar for ”at bidrage til hele samfundet i form af et nutidigt og samfundsrelevant produkt”. I det hele taget omtales kirken i Høsterkøb i en erhvervsmetaforik, hvor kirken skal skabe et produkt, bevise sin relevans og ikke mindst kunne aflæse dette på bundlinjen i form af flere kirkegængere. I Høsterkøb er kirkegangen blevet seksdoblet, fortælles det.

Høsterkøb Menighedsråd har ret i, at kirken skal forny sig. I en luthersk kirke er Reformationen ikke bare noget, der skete engang, men noget der sker i dag og skal ske i morgen. I Høsterkøb begynder Reformationen med, at præsten lærer sit sogn at kende og tilpasser sit arbejde med gudstjenesten efter det. I Høsterkøb har man tilsyneladende ikke opdaget, at sognepræster i Danmark har gjort det samme i generationer.

Lokalt i Høsterkøb har det dog ført til, at sognepræst Annemette Norsker og menighedsråd har skåret de fleste aktiviteter væk. Tilbage er der kun en årlig landsbyfest og præstens diskussionsklub en gang om måneden. Præsten sørger dog for at velsigne det lokale fodboldhold før og efter en afgørende kamp. Det afgørende er imidlertid, at hun har større succes med at satse stort på højmessen.

Umiddelbart lyder det befriende. Læser man, hvad de forstår ved en højmesse i Høsterkøb, blafrer svarene dog i vinden. Ikke engang sognepræst Annemette Norsker kan komme med et bedre bud på højmessen end, at ”du skal føle et fællesskab, første gang, du kommer i kirken. Vi er her sammen, og vi åbner for de nye sammen uden at være anmassende”.

Gudstjenesteligt set er spørgsmålet bare, om et sådan fællesskab kan være en pointe i sig selv. Hvad er man fælles om? Er man fælles om, at man godt kan lide hinanden? Er man fælles om, at man synes, at præsten er fantastisk? Tilsyneladende er det netop tilfældet i Høsterkøb. Hvor en traditionel grundtvigsk formulering af gudstjenesten vil være, at den er et fællesskab, hvori Kristus er lyslevende tilstede, er det i Høsterkøb præsten, der er lyslevende tilstede. Præstens er blevet det glædelige budskab. Af menighedsråd og fire interviewede kirkegængere fremhæves hun og ikke Kristus som den, der har skabt kirken. Ja, menighedsrådsformanden skriver ligefrem, at ”uden hende ville der ikke være nogen kirke eller noget at skrive om”. Et bud på folkekirkens relevans i fremtiden må derfor være, at landets sognepræster må blive Annemette Norsker.

Annemette Norskers store bedrift er, at hun har tilpasset liturgien til sognets mennesker. Sagen er bare, at der ikke er noget revolutionerende i det. Ikke andet end, at der er skåret ned på nogle salmer og korsvar, og gudstjenesten er flyttet til om eftermiddagen. Det store er musikken, får vi at vide. Der spilles noget genkendeligt som Bob Dylan, Beatles, Simon & Garfunkel. Genkendeligheden må gælde et bestemt alderssegment. En række interviewede kirkegængere er da også erhvervsaktive mennesker på cirka 50 år. Det samme er menighedsrådet og præsten. Det er altså en meget homogen gruppe, der i pamfletten udtaler sig. Gad vide, hvad den unge eller arbejdsløse i Høsterkøb vil sige?

Pamfletten er derfor ikke noget seriøst bud på folkekirkens fremtid. Dertil er svarene for anekdotiske og ureflekterede. Pamfletten er snarere Høsterkøbs menighedsråds hyldest til sig selv og deres sognepræst. Hyldesten bliver til tider helt Monty Pythonsk, når vi får at vide, at andre kirker forsøger at sælge kirken med overskriften: ”Sild og Samvær”. I de kirker er præsten en fordømmende autoritet, der på prædikestolen ”kaster om sig med trusler om helvede-sild og straf”. Sådan en ”Sild og Samvær”-gudstjeneste med helvede-sild, der fyger gennem luften, tror jeg faktisk vil tiltrække endnu flere kirkegængere end i Høsterkøb.