Modstandsmand: I KFUM behøvede man ikke være bange for stikkere

I slutningen af Anden Verdenskrig kom Egon Overbye med i modstandsgruppen Kirkens Front, som gav ham til opgave at bevogte Statens Museum for Kunst under befrielsen. Vi vidste, at krigen ville ende, men ingen vidste hvordan, siger han

I en gammel gæstebog har Egon Overbye en hilsen fra vennen Svend Erik Poulsen, der også var med i modstandsgruppen Kirkens Front. ”Lad denne aften blive os et minde om, at et sammenhold og et kammeratskab kan udføre det, vi inderst inde længes efter her iblandt menneskene på denne jord,” skriver vennen på datoen præcis et år efter befrielsen. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
I en gammel gæstebog har Egon Overbye en hilsen fra vennen Svend Erik Poulsen, der også var med i modstandsgruppen Kirkens Front. ”Lad denne aften blive os et minde om, at et sammenhold og et kammeratskab kan udføre det, vi inderst inde længes efter her iblandt menneskene på denne jord,” skriver vennen på datoen præcis et år efter befrielsen. – Foto: Julie Meldhede Kristensen. Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Om aftenen den 4. maj 1945 ankom en nervøs Egon Overbye til Statens Museum for Kunst i København. Kort forinden havde han siddet hjemme hos sine svigerforældre og hørt radio, da nyhedsoplæseren meddelte, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. For mange danskere betød den besked, at mørklægningsgardiner skulle hives ned, og at krigens afslutning skulle fejres. Men for 21-årige Egon Overbye betød det, at hans engagement i modstandsgruppen Kirkens Front nu blev alvor.

Sammen med mange andre fra den kirkelige modstandsbevægelse mødte han op ved det københavnske kunstmuseum med det formål at beskytte dets genstande. At han var nervøs skyldtes, at han ikke vidste, hvad der præcis ville komme til at foregå på museet. Og nerverne blev ikke just dulmet, da det viste sig, at de våben, han og gruppen var blevet lovet, ikke var der. Alt de fik var én pistol til deling.

”For det første var det jo ikke rart at komme og opdage, at der ikke var nogen våben. Og for det andet viste det sig, at der ikke var nogen af os, der nogensinde havde prøvet at affyre et våben. Så vi blev enige om at gå ned i museets kælder, hvor alle fik lov til at affyre ét skud hver. Så havde vi da i det mindste prøvet at skyde,” fortæller Egon Overbye.

I dag glæder den nu 95-årige tidligere modstandsmand sig over, at skuddet i kælderen blev det første og eneste, han kom til at affyre tilbage i 1945.

”Befrielsen kom jo til at foregå meget fredeligt. Men det var der ingen af os, der havde forestillet os dengang.”

På sit værelse på Plejecenter Solhøj i sydsjællandske Mern, hvor han netop er flyttet ind, har Egon Overbye fundet forskellige bøger og mapper frem. I dem ligger der gamle fotografier fra hans ungdom samt tekster og den frihedssang, der blev delt ud under befrielsen. Og så ligger der en udrevet artikel fra en nogle uger gammel udgave af Kristeligt Dagblad. Den handler netop om det arbejde, Egon Overbye selv var med til at udføre for Kirkens Front.

Hidtil har man kun vidst meget lidt om den kirkelige modstandsgruppe, der blandt andet fungerede som vagttjeneste for præster og universitetsforskere under besættelsen. Men de seneste år har nogle vagter på Statens Museum for Kunst arbejdet på at finde ud af mere om de 300 medlemmer, der blev sat til at bevogte syv af Københavns store museer under Anden Verdenskrig. Og da Egon Overbye læste om den kirkelige modstandsgruppe i Kristeligt Dagblad, tænkte han, at han hellere måtte dele, hvad han selv vidste.

Ligesom mange andre blev Egon Overbye involveret i Kirkens Fronts arbejde gennem den kirkelige børne- og ungdomsorganisation KFUM i København. Da tyskerne besatte Danmark, oplevede han, hvordan der i KFUM var en bred modstand mod tyskerne og den danske samarbejdspolitik. Ligesom flere af de andre kom han i Kastelskirken hos præsten Gunnar Engberg, som også var formand for KFUM’s centralforening, og som i sine prædikener ikke skjulte sin kritik af tyskerne og den danske regering. Generelt var tonen hård i dele af det kirkelige miljø.

”Jeg ved, at det er blevet sagt, at folk i Kirkens Front påtog sig mere ’rolige’ opgaver under besættelsen, da de ikke ville slå nogen ihjel. Og det er der jo selvfølgelig generelt ikke mange, der vil. Men jeg vil alligevel sige, at det hos nogle virkede lige modsat,” siger Egon Overbye, der ligesom flere andre fra KFUM meldte sig ind i det nationaltsindede parti Dansk Samling, der også var imod samarbejdspolitikken.

Under krigen boede Egon Overbye ved Nyboder og arbejdede som maskinarbejder i Søminevæsenet, hvor han hjalp en lærling med at uddele det illegale blad ”Folk og Frihed”. I slutningen af krigen blev han sammen med nogle venner fra KFUM enige om, at de gerne ville deltage i arbejdet i forbindelse med Danmarks befrielse.

”Der var ingen tvivl om, hvilken vej det gik for tyskerne, men ingen anede, hvordan befrielsen ville foregå. Der var hundredetusinder tyske soldater i landet, og der var ingen, der drømte om, at de bare forsvandt fra den ene dag til den anden. Så vi var nødt til at indstille os på, at der ville blive kamp,” siger han og tilføjer, at han aldrig tvivlede på, om han skulle blande sig i arbejdet: ”Det var min pligt. Sådan var det bare.”

I KFUM’s lokaler behøvede man ifølge Egon Overbye ikke være nervøs for, om nogen stak en, når man talte om at deltage i modstandsarbejdet. Og han og to venner fik hurtigt kontakt til Kirkens Front.

”Vi fik at vide, at vi skulle beskytte nogle kulturinstitutioner, og at det for netop vores vedkommende gjaldt Statens Museum for Kunst. Så fik vi at vide, at vi skulle have noget våbentræning,” fortæller Egon Overbye og tilføjer, at frygten var, at museernes genstande enten ville blive stjålet eller ødelagt af tyskervenlige danskere i vrede over krigens udfald.

Våbentræningen kom til at foregå i den ene af vennernes lejlighed i Nyboder. Her fik de først besøg af en mand forklædt som murersvend, der gemte en hjemmelavet maskinpistol i en spand med en gulvklud over. Den næste gang havde manden gemt geværet ved at binde det fast til sit ene ben.

De tre venner skulle ligge på gulvet i lejligheden og øve sig i at tage sigte og skille geværet ad og samle det igen. Naboen, der selv arbejdede i militæret, opdagede hurtigt, hvad der skete inde ved siden af, men vennerne behøvede ifølge Egon Overbye ikke frygte, at nogen i opgangen ville anmelde dem.

”Vi vidste samtidig godt, at der var modstandsfolk, der blev taget. Og vi vidste også, at det at blive taget betød, at man skulle forhøres. Så vi havde den aftale, som alle i modstandsbevægelsen havde dengang, at hvis vi blev taget af tyskerne, skulle vi prøve at holde tæt i 24 timer, så vores kammerater kunne nå væk,” siger han.

For at beskytte modstandsgruppens medlemmer var det samtidig vigtigt, at man vidste så lidt så muligt. Egon Overbye ved derfor ikke, hvem der ledte Kirkens Front, eller hvilke museer udover Statens Museum for Kunst, der skulle beskyttes af gruppen. Han havde dog venner fra KFUM, som Kirkens Front havde sendt af sted til Rosenborg og Nationalmuseet.

Natten mellem den 4. og 5. maj fik Egon Overbye og de andre på Statens Museum for Kunst ikke meget søvn.

”Den nat var ikke hyggelig, for vi vidste jo ikke, hvad der foregik. Og vi anede ikke, hvad der skulle ske,” siger han.

Om morgenen den 5. maj blev han sat til at stå vagt ved direktørens kontor på første sal. Der kom også våben til alle medlemmer af gruppen – geværer, som de ikke kendte noget til.

”Vores våbentræning havde været med maskingpistoler, så det var det, vi havde regnet med at få. Men i stedet kom der gamle geværer. Vi måtte ikke gå nogen steder uden dem, og de skulle være ladt. Men vi måtte aldrig skyde med dem, og vi kom heldigvis heller aldrig til det,” siger han og griner.

”Man kan være lykkelig for, at det gik som det gik, for det var ikke særlig godt planlagt noget af det.”

Mens der om morgenen kunne høres skud i gaderne, forsøgte ingen at trænge ind i museet. Og efter et par dage fik modstandsgruppen at vide, at de kunne tage hjem. Egon Overbye fortsatte dog arbejdet for Kirkens Front lidt endnu. Gruppen manglede frivillige i en udrykningskolonne, der havde til opgave at hente folk, der skulle til afhøring. Han husker særligt, hvordan han var med til at hente en kvinde i et af tyskernes tidligere hovedkvarterer i København.

”Vi vidste ikke, hvad hun havde gjort, men da vi kom, stod der mange voksne og børn udenfor. Hun sad i sofaen i en lejlighed, hvor alting var blevet smadret. Vi sagde, at ’nu får De en cigaret. Tag og slap af. Vi skal nok sørge for, at De kommer godt herfra.’ Da vi gik ud, stod folk og hujede, mens vi prøvede at holde dem tilbage. Jeg vil sige, at vi, der kom der fra Kirkens Front, prøvede at behandle folk ordentligt. Det var ikke alle, der gjorde det,” siger han.

Modstandsarbejdet sluttede kort efter, og som noget af det sidste blev Egon Overbye og de andre medlemmer sat til at tage imod den britiske feltmarskal Montgomery på Amager Landevej iført uniform og med våben.

”Man havde spredt tulipaner ud over vejen inden. Der stod vi længe, og så så vi ham køre forbi i vognen. Bagefter fik vi at vide, at der ikke var mere at lave for os. Så jeg måtte hjem og finde mig et arbejde,” siger han.

Gennem KFUM holdt Egon Overbye kontakten til mange af de tidligere modstandsfolk. Han tager en større bog fra bordet foran sig. Det er en gæstebog, som dukkede op under den afsluttede flytning fra hjemmet i Præstø. Han læser en hilsen op fra vennen Svend Erik Poulsen, der blev skrevet den 4. maj 1946:

”Denne dato lyder så herlig og frisk i vores øren. Den minder os om Danmarks ungdom. Vi tænker tilbage på alle de spændende og dog herlige dage for et år siden. Vi satte vores liv ind, og vi vandt. Vi vandt vor frihed. Lad denne aften blive os et minde om, at et sammenhold og et kammeratskab kan udføre det, vi inderst inde længes efter her iblandt menneskene på denne jord. Lad os være enige om, at denne aften må blive en årligt tilbagevendende begivenhed, som kan styrke det kammeratskab, der begyndte de begivenhedsrige dage i 1945.”