Jeg lå i min seng en aften i Tegucigalpa i Honduras og kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte på de unge piger, der gik rundt på byens gader og solgte sig selv. Nogle af dem blev afleveret på gaden af deres forældre. Vi var en gruppe, der havde været ude i byen med en præst og dele mad ud og tale med de fattige. Bagefter havde vi delt vores tanker og bedt sammen.
Senere lå jeg og tænkte på, at hvis jeg var født i Honduras, kunne det have været mig, der gik derude. Det var hjerteknusende, og jeg kunne ikke gøre andet end at ty til Gud. Jeg er ikke i tvivl om, at Gud græder med os over uretfærdigheden, og at han er lige så meget hos de kvinder på gaden, som han er hos mig. Jeg fik dagligt knust mit hjerte i Honduras, og det mindede mig om, hvor dyrebart livet og troen er. Hver morgen og hver dag er en gave fra Gud.
Jeg var i Honduras i sommer sammen med syv andre unge fra Metodistkirken på en rejse, som jeg var koordinator på. Vi brugte en uge på at besøge mennesker, som arbejder blandt mennesker, der lider under fattigdom og korruption. Derefter arbejdede vi to uger på et kristent børnehjem kaldet Renacér. Børnene er vokset op med forældre, der er misbrugere eller har svigtet dem på alle planer. På børnehjemmet får de den kærlighed og disciplin, som hører til et kristent liv med en fast åndelig praksis. De lærer, hvad der er rigtigt og forkert, og det kristne budskab og fællesskab giver dem et håb. De voksne på børnehjemmet stod ved deres tro og handlede på den. Det var meget inspirerende og betød, at jeg efter min rejse er blevet endnu bedre til at tale åbent om min tro.
Jeg er vokset op med forældre, som har en stærk åndelig praksis, og i mit barndomshjem sang eller bad vi før måltiderne, vi læste i Bibelen, vi var spejdere og sang i korene og gik til gudstjeneste hver søndag. Min slægt har været medlem af Metodistkirken i generationer, og mine forældre og bedstefædre og flere andre i familien var præster. I skolen og i byen var jeg kendt som præstens datter og fik mange spørgsmål og kritiske kommentarer. I kirken var der mange, der forventede, at jeg skulle være præst, og mente, at jeg havde et kald til præstegerningen. Men jeg var sikker på, at jeg skulle noget andet. Da jeg var blevet student, planlagde jeg at flytte til København og læse til lærer og sideløbende søge ind på Skuespillerskolen.
Inden jeg rejste, besøgte jeg min bedstefar og fortalte ham om mine planer. Han sagde, at jeg skulle huske at have Gud med i min beslutning, og jeg sagde, at det mente jeg nok, at jeg havde. Men min bedstefar troede ikke, at det var, hvad Gud ville med mig. Det grinede vi lidt ad. Så rejste jeg til København og gjorde som planlagt. Men ret hurtigt fik jeg nogle oplevelser, som ledte frem til, at jeg en dag – midt på Sølvgade på vej til Netto – vidste, at jeg skulle være præst.
Jeg gjorde alligevel min uddannelse færdig og arbejdede nogle år som lærer. Jeg havde det virkelig godt med børn, forældre og kolleger, men mærkede også en åndelig uro. Jeg kunne mærke, at Gud havde en anden vej for mig. Så jeg gik i gang med en bachelor i kristendom, kultur og kommunikation og bad Metodistkirken om at blive godkendt som kandidat til tjeneste som ældste.
Da jeg blev godkendt og sagde ja til at følge mit kald, var det en stor beslutning. Og det er en beslutning, jeg skal tage hver eneste dag. Det er ligesom i et ægteskab: Relationen til Gud skal plejes og holdes ved lige. Det gør jeg ved at bede, læse i Bibelen og dele troen med andre. Som præst kan man kun klare arbejdet, hvis man bevarer en brændende tro i hjertet, og det kommer ikke af sig selv. Det vidste jeg godt, før jeg rejste til Honduras, men alligevel var det nødvendigt at rejse til et land, hvor jeg blev konfronteret helt håndgribeligt med verdens ondskab og uretfærdighed.
Hvad har udfordret din tro?
At leve i et sekulariseret land og et sekulariseret samfund, hvor jeg har skullet forsvare og forklare, at jeg er kristen. Jeg har skullet stå på mål for troen og kirken og svare på de knuste hjerters spørgsmål: Hvis Gud er god, hvorfor er der så ondskab i verden? Især som teenager syntes jeg, at det var hårdt at skulle forsvare min tro, og jeg forstod ikke, at det skulle være så hårdt at være kristen. Jeg møder stadig mange, som stiller kritiske og nysgerrige spørgsmål, når de hører, hvad jeg laver. Det glæder mig, at folk har en åndelig længsel, men det kan stadig udfordre mig, at der er så lidt plads til religion i det offentlige rum.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At bede hver dag og tage mig tid til at være sammen med Gud. Der er så mange ting, som kan flytte fokus fra Gud, og dem skal man fjerne for at skabe tid til at bede, læse i Bibelen og dele troen med andre. Min far har lært mig, at man skal have en åndelig praksis hver dag, hver uge og hvert år – at bede eller læse i Bibelen hver dag, gå i kirke eller i cellegruppe hver uge og gøre noget ekstraordinært hvert år som for eksempel at tage på retræte. Det råd følger jeg for at holde min tro levende.