To mødre om dåb: Man kunne godt løsne lidt op på sproget i ritualet

Hvordan undgår man, at fravalg af dåb kommer til at handle om barnets evige fordømmelse?

Dåben er ikke det, der adskiller os fra andre i at blive Guds børn, selvom det er det, man siger højt i ritualet. Det mener to mødre, der har valgt at lade deres børn døbe
Dåben er ikke det, der adskiller os fra andre i at blive Guds børn, selvom det er det, man siger højt i ritualet. Det mener to mødre, der har valgt at lade deres børn døbe . Foto: Bjarke ørsted/Ritzau Scanpix.

Hvordan inviterer man som præst en nyfødt til at blive Guds barn, uden at det bliver et spørgsmål om, at barnet fortabes til evig fordømmelse, hvis forældrene siger nej tak?

Spørgsmålet presser sig også på i folkekirkens liturgidebat, hvor dåben i flere år har været et af de store debatemner. En udfordring er det for nogle teologer og præster at tale om, hvorvidt et barn, der er skabt af Gud, kan gå fortabt, hvis ikke det døbes til at tilhøre Kristus.

Det er en diskussion om kristendommens syn på arvesynden. Om hvem der bliver frelst, og hvem der går fortabt. Hvis nogen overhovedet. Men selvom problemet kan fylde i et evighedsperspektiv, fylder det ikke så meget i hverdagen i folkekirken.

Hver mandag er der babyrytmik og salmesang i Farum sogn, hvor barslende mødre og fædre kan besøge kirken og synge både Grundtvigs salmer og Mariehønen Evigglad – uden at skulle tage stilling til arvesynd eller frelse og fortabelse.

For tiden holdes arrangementet online, og Kristeligt Dagblad har mødt nogle af deltagerne. En af dem er Tine Kranker, der bor i Værløse og har sin datter Marie på fire måneder med. Datteren skal døbes den 6. marts, og i den forbindelse har Tine Kranker og hendes mand mødt præsten i Kirke Værløse, som de har gennemgået ritualet med.

Tine Kranker vil have datteren Marie døbt. Hun synes at reciteringen af trosbekendelsen er lidt voldsom, fordi man skal stå og forsage ondskaben med et lille barn i hænderne. - Privatfoto.
Tine Kranker vil have datteren Marie døbt. Hun synes at reciteringen af trosbekendelsen er lidt voldsom, fordi man skal stå og forsage ondskaben med et lille barn i hænderne. - Privatfoto.

“Jeg har hørt ritualet en del gange før, fordi jeg har sunget i kirkekor i mange år. Og en del af det er jo bare, at man siger trosbekendelsen, som er brudt ned, hvor man siger ‘ja’ fem gange. Den del er i og for sig fin, som den er. Men jeg synes da, at passagen, hvor man forsager ondskaben er lidt voldsom. Det bliver lidt mørkt og tungt i forhold til, at man står der med en lille baby i hænderne,” siger Tine Kranker.

Hvad tænker du om sætningen, “den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn”?

“Den studser jeg ikke over. Jeg kan godt se, hvordan man læser det ind i den sætning, at barnet først er ‘rent,’ eller hvad man siger, når det er blevet døbt. Men for mig fylder den del nok ikke så meget. Dåben er ikke et afgørende skæringspunkt, og jeg tænker ikke børn som mindre værd, bare fordi de ikke er døbt,” siger hun.

Tine Kranker vil have sit barn døbt, dels fordi hun opfatter sig selv som kristen, men også fordi det er en stærk tradition i hendes familie. Dåbskjolen, som datteren skal døbes i, er syet af Tine Krankers oldemor, og både hun, hendes mor og hendes mormor blev døbt i den.

“Jeg ved ikke, om jeg synes, man skal ændre alt for meget i ritualet. Der er en kontinuitet over, at det er de samme ord, der bliver sagt over os alle sammen. Ellers kan man jo sige, at hver tidsalder skal have sine egne ritualer,” siger Tine Kranker, der dog alligevel ikke vil have noget imod, hvis der blev løsnet lidt op.

“Sprogligt gør det ikke noget, hvis man kunne sige nogle af tingene på en lidt anden måde. Men det er en hårfin balance mellem at balancere traditioner og at indgå i en kontekst, hvor man bruger et moderne sprog, så man forstår, hvad der bliver sagt,” siger Tine Kranker.

En anden mor, som går til babyrytmik i Farum Sogn, er Ida Katrine Skaarup på 33 år. Hendes datter, Lilly, er 10 måneder gammel og blev døbt i slutningen af august, og bortset fra at de salmer, som hun havde udvalgt, ikke blev sunget ved gudstjenesten, var det en god oplevelse. Alligevel er der et par ting, hun gerne ville have haft anderledes.

“Jeg oplevede den del med trosbekendelsen som en lille smule akavet og lidt fjollet. Måske er det fordi, at det føles som lidt ude af denne verden. Eller også er det bare fordi, man skal gentage sit ’ja’ så mange gange for at komme frem til den del, som egentlig er kernen for mange: Hvad barnet skal hedde,” siger hun.

Ida Katrine Skaarup og hendes mand, Ulrich Skaarup, fik i august deres datter, Lilly, døbt i den lokale kirke. For dem er dåben en gave, som barnet kan tage med sig ind i livet. Men altså ikke det, der gør forskellen for, om man er Guds barn eller ej. - Privatfoto.
Ida Katrine Skaarup og hendes mand, Ulrich Skaarup, fik i august deres datter, Lilly, døbt i den lokale kirke. For dem er dåben en gave, som barnet kan tage med sig ind i livet. Men altså ikke det, der gør forskellen for, om man er Guds barn eller ej. - Privatfoto.

“Jeg ved godt, det ikke er pointen med dåben. Men navngivningen er nok grunden til, at mange vælger dåben. Den opremsning i trosbekendelsen føles lidt lang, og man siger jo bare ‘ja’ og ‘ja’ og glemmer at fokusere på, hvad det er, man tager stilling til.”

Det er blevet diskuteret meget, hvad dåbens betydning er, og om den er en adgang til at blive Guds barn. Hvad betød Lillys dåb for dig?

“Jeg opfatter dåben som en adgang til kirken og til at blive en del af den kristne tro. Jeg ser ikke sådan på det, at Lilly ikke var Guds barn, før hun blev døbt. Det var hun vel fra fødslen,” siger Ida Katrine Skaarup.

“Men dåben betyder rigtig meget. Det betyder noget, at man giver sit barn troen og kirken og muligheden for at tage det med sig ind i livet. Hvis man døber sit barn, giver man det en gave, som det kan vælge fra senere i livet. Nogle har det måske omvendt og ser det sådan, at barnet selv skal kunne vælge det til, når det bliver voksent. Men det gør jeg ikke.”

Ida Katrine Skaarup ser dåben som “en smuk højtidelig tradition, der er vigtig at bevare”, selvom den på nogle punkter kunne tåle at blive lidt mere jordnær. Især i de lidt gammeldags formuleringer i bønnerne. Alligevel har hun også oplevet at være til en barnedåb, hvor det blev lidt for fladt for hendes smag.

”Det var en dåb for nogen, hvor det ikke var en særlig vigtig tradition, så præsten havde gjort meget ud af at holde det helt nede på jorden. Dér havde man en følelse af, at vi lige så godt kunne være i et forsamlingshus som i en kirke. Det skyldtes nok præstens forsøg på at være inkluderende. Men jeg er alligevel glad for, at Lillys dåb var mere højtidelig.”