Hjemløse serverer mad i mørke

De andre sanser bliver skærpede, når man ikke kan se, siger leder af institution, der serverer mad i mørke under Himmelske Dage

Der spises i mørke, mens hjemløse taler. Billedet er taget gennem natkikkert i det sorte rum.
Der spises i mørke, mens hjemløse taler. Billedet er taget gennem natkikkert i det sorte rum.

Omtrent 30 gæster blev i dag ledt ind i næsten fuldstændigt mørkt lokale i Herning midtby. Lidt dæmpet belysning gav dem mulighed for at finde deres pladser, hvor en tapasanretning var serveret for dem.

Så blev lyset slukket og ud af mørket kunne man høre en stemme fra en beboer på institutionen Møltrup Optagelseshjem for hjemløse og andre udsatte mænd.

”Det, jeg har manglet i mit liv, er respekt. På Møltrup har jeg fået respekt. Her møder jeg ikke sagsbehandlere, men medmennesker, der er på min side, når jeg kan blive overvældet af det bureaukrati, der kræves for at opbygge et liv igen,” sagde han fra hjørnet af lokalet.

Det var første udgave af arrangementet Møltrup Mørke Middag, der finder sted flere gange hver dag under Himmelske Dage. Her har beboerne på Møltrup Optagelseshjem lidt uden for Herning lavet maden, som mod en entré på 135 kroner kan nydes i fuldstændig mørke.

Meningen med det er, at de andre sanser bliver skærpet, når man spiser i mørke, siger institutionens forstander Ebbe Larsen.

”Vi tror, at det kan give en anden oplevelse, end hvis man bare indtager et måltid på en traditionel måde. Med arrangementerne vil vi gerne sætte vores beboere i kontakt med deltagerne på Himmelske Dage. Vi tror, at det betyder meget for dem, at de ikke bliver set som hjemløse, men som medmennesker, der kan blive anerkendt for at have tilberedt et måltid,” siger han.

Møltrup Optagelseshjem bygger på kristne værdier, lød det desuden fra en af stemmerne i mørket.

”Vi ser os selv som en del af folkekirkens diakonale arbejde. Og hvis du ikke har nået at folde dine hænder og takke for maden, inden du satte tænderne i den, kan du stadig nå det,” sagde han, hvorefter gæsterne begyndte at synge et bordvers.