Prøv avisen

Mørket blev hyldet i Aarhus-kirke

Solbrud spiller musik, der tilhører genren black metal, der mange steder har fundet sataniske og anti-religiøse udtryk. Foto: Lars Aarø/Fokus

Vi hylder døden og mørket, skrev bandet Solbrud i går før koncert i Langenæskirken i Aarhus. Enkelte kirkegængere protesterede foran kirken

Uden for Langenæskirken i Aarhus står en mand med en gul bibel i den ene hånd og et snoet blæsehorn i den anden. Han vifter med armene, og taler højlydt, alvorligt og højtideligt til den flok koncertgæster, der står udenfor og venter på at komme ind.

“Jeg er kommet for at prædike, at Jesus er Herre! Kristus siger, at vi er lemmer på ét legeme, men Satan har været med til at skille menneskene ad og sætte jer derud,” siger han og peger på mængden.

De fleste af dem forsøger at ignorere ham, men en mand med mundskæg, lang hestehale og en sort t-shirt svarer ham:

“Djævelen findes jo ikke. Bibelen er bare en lortebog.”

Manden med Bibelen og hornet er her sammen med en veninde for at protestere mod, at heavy metal-bandet Solbrud denne mandag aften skal spille i Langenæskirken. Bandet spiller musik, der tilhører genren black metal, der mange steder har fundet sataniske og anti-religiøse udtryk.

Solbruds tekster indeholder dog hverken satanisme eller religionskritik, men det er underordet, mener mandens veninde, Maria, som ikke vil oplyse sit efternavn. Selve musikken og publikums påklædning udstråler nemlig satanisme, mener hun, og derfor hører det ikke til i en kirke.

Manden hedder Rasmus, men han vil heller af med sit efternavn. Vi må kalde ham “Yirmeyahu”, siger han, da vi spørger. Det betyder Jeremias på hebraisk. Han blæser tre gange i sit horn og citerer Johannes’ Åbenbaring, inden han og veninden forlader området, en halv time før koncerten går i gang.

Det er Aarhus Festuge, der står for arrangementet, der i flere medier har fået kritik på forhånd. I Kristeligt Dagblad har blandt andre sognepræsten Christian Roar Pedersen svært ved at forene undergenren black metals døds- og mørkedyrkelse med det budskab, en kirke skal forkynde.

Som svar på kritikken har Solbrud et par timer før koncerten på Facebook skrevet:

“Præsten synes, I skal blive væk - vi synes i skal komme i aften, når vi hylder døden og mørket!”

Mange valgte at lytte til den opfordring, og allerede inden dørene åbnede, var koncerten udsolgt. Blandt gæsterne er 67-årige Margrethe Bennike. Hun er inden koncerten nået frem til, at kirken er et fint sted at have metalkoncert.

“Først tænkte jeg, at det var da pokkers, at det skulle være i en kirke. Særligt med black metal, der har en speciel historie med blandt andet kirkeafbrændinger i Norge. Men så blev jeg enig med mig selv om, at black metal kan fungere her, fordi dets dyrkelse af død og mørke kan pege over på lyset som dets modsætning,” siger hun.

Inde i det nyrestaurerede kirkerum står publikum tæt i røg fra en røgmaskine og i lys fra et stort lysanlæg.

I bagenden er alteret og koret afspærret med gaffertape, og i et lokale ved siden af kan man købe øl og sodavand. Kirkerummet er minimalistisk indrettet med rå mursten, beton og klinkegulv. Bag scenen kan man se orgelpiber, og da bandet går på, begynder kirkeorglet at spille.

De fire unge mænd, alle med langt hår og iført sort t-shirt, slår nogle toner an, og så eksploderer musikken i en larm af aggressive trommeslag, guitar og skrig fra forsangeren. Han benytter en sangteknik, der hedder growling, der gør det nærmest umuligt for utrænede at høre, hvad han synger. Det lyder som den hæse mus, Frederik, fra tegnefilmen “Cirkeline”, hvis musen var meget mere vred og brølende.

Mellem numrene rækker flere af publikummerne en næve i vejret, hvor lillefingeren og pegefingeren stritter i vejret, så de forestiller horn.

Koncerten slutter efter lidt over en time. Udenfor reflekterer nogle af gæsterne over arrangementet.

“Jeg ville komme mere i kirke, hvis der altid var sådan et lysshow,” siger en mand til sine venner.

Andre kommenterer den akustik, der var i det nyrestaurerede kirkerum.

“Jeg synes, det fungerede rigtigt godt. Og jeg synes, at publikum opførte sig godt og viste respekt for, at det foregik i en kirke,” siger en kvinde ved navn Anne Westergaard, som også mener, at metalgenren i høj grad bør finde sted i kirkerne.

“Mørke og død er en del af livet, og derfor kan man ikke bare ignorere de sider. Det synes jeg i øvrigt heller ikke, at kirken gør. Det første, man møder, når man træder ind i et kirkerum, er jo typisk et kors - altså et torturinstrument. Det er da i høj grad dystert og har med døden at gøre”

Aarhus Festuge har flere kirkekoncerter de kommende dage. I dag tirsdag optræder popgruppen Liss i Skt. Johannes Kirke, og på fredag er der koncert med Den Sorte Skole i domkirken.

Manden med Bibelen og hornet er her sammen med en veninde for at protestere mod, at heavy metal-bandet Solbrud denne mandag aften skal spille i Langenæskirken. Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø/Fokus