I sin fængselscelle på Cypern bad morderen, tyven og voldsmanden Tony Anthony sit livs første bøn:
– Kære Gud, slå mig ihjel, hviskede han og ventede.
Der skete ikke noget, og han tilføjede:
– Jeg fortjener ikke at leve, og jeg er ikke stærk nok til at begå selvmord. Så jeg beder dig: Riv mig ud af denne verden. Dræb mig.
Gud svarede. Han sagde nej.
Sådan fortolker engelske Tony Anthony situationen i dag, nitten år senere.
– Gud må have sagt nej, for jeg lever endnu, siger han. Men Tony bad også en anden bøn samme aften i fængselscellen: at Gud, hvis han fandtes, måtte tilgive de synder, som Tony i første omgang ikke kunne tilgive sig selv. Gud sagde ja, mener Tony. Og tilgivelsen havde en helbredende virkning, ligesom i teksten fra Markusevangeliet, som læses op i kirken i morgen, siger han.
– Jeg blev helbredt i mit hjerte, sjæl og sind. Hvis jeg stadig sad i den fængselscelle i dag, ville jeg alligevel føle mig fri, siger han.
Tony Anthony fortæller, at han ingen kontakt havde til sin samvittighed, da han sad i fængsel. Før den dag, han bad om tilgivelse, følte han ingen anger. Det var han trænet til ikke at gøre.
Tonys far er italiensk, hans mor kinesisk, og han voksede op i England. Men som fireårig, blev han sat på et fly til Kina for at bo hos sin morfar, der var kungfumester med kampsportshemmeligheder, som gik hundreder af år tilbage. De hemmeligheder skulle overdrages til den lille dreng, hvis skæbne det var at blive en stor kriger, fortalte han blandt andet i den selvbiografiske bog "Vilddyr", som udkom på dansk i 2005, og på en række møder rundt omkring i Danmark i sidste måned.
Hver morgen blev lille Tony vækket med slag fra en bambusstok, indtil han lærte sig at springe op fra sengen og stille sig i korrekt kampposition, før morfaren kunne nå at slå ham.
Barndommen blev en lang kamp for at opnå morfaderens accept, og Tony trænede hver dag, indtil han vitterlig blev en af verdens bedste til kungfu. Som teenager deltog han i verdensmesterskaberne og vandt flere medaljer.
Morfaderen mistede efterhånden sit greb i drengen, og Tony flyttede til Europa. Her blev han forelsket i en svensk pige ved navn Ayia og endda forlovet. Han var lykkelig, men på et øjeblik ændredes alt. Pigen døde i et biluheld.
Tonys reaktion var først at slå manden, der overdrog den sørgelige nyhed, for derefter at flygte ud i byen, hvor han mødte en fremmed mand, som han nær nær havde slået ihjel.
Snart eskalerede det. Han begyndte at indkassere penge for en gambler, og det job blev ofte blodigt.
– Det blev næsten altid voldeligt. Også fordi jeg hadede alle mennesker. Inklusiv mig selv, siger Tony Anthony.
Senere fik han arbejde som bodyguard for en rigmand i Mellemøsten, der ved flere lejligheder blev forsøgt myrdet. Tony Anthony havde tilladelse til at bære våben og bruge det i selvforsvar, men hans opgave var at forsvare sin chef, ikke at dræbe.
– Jeg kunne se dem, jeg skød, og jeg kunne se deres ben, arme og skuldre. Dér kunne jeg have sigtet, men det gjorde jeg ikke. Jeg sigtede efter brystet. Når du er i den situation, føler du, at du har ret til at beskytte dig selv. De var kriminelle, men jeg havde ikke behøvet at gøre det, konstaterer han.
– Jeg har slået folk ihjel, jeg har begået røveri, løjet og stjålet. Jeg har gjort forfærdelige ting, okay? Og dengang var jeg ligeglad, om det var "rigtigt" eller "forkert". Min samvittighed voldte mig aldrig problemer, fordi jeg var så omsluttet af mørke, siger Tony Anthony. Han taler ikke tøvende om det, han har gjort, for han har fortalt sin historie mange gange og for mange mennesker.
Tony kom i fængsel, fordi han blev fanget i at stjæle. Dommen lød på tre år, og bag tremmerne var han omgivet af voldsmænd, politiske fanger og sindssyge. Et halvt år inde i afsoningen søgte en præst ved navn Michael Wright om besøgstilladelse, hvilket Tony indvilligede i, fordi man kunne købe Coca Cola i besøgsrummet. Og han fik jo ikke andre besøgende. Efter fem besøg blev de venner, og den tredje maj 1990 vovede Michael Wright at tale alvorsord. Tony husker det tydeligt og genfortæller:
– Han sagde: Vær villig til at holde op med de forkerte ting i dit liv, og sig undskyld til Jesus. Og for det andet: Overgiv dig til Jesus. Det er svært, sagde han, fordi du har et hul i dit liv, Tony. Det er et Gudsformet hul, og vi prøver alle at udfylde det hul. De fleste af os med penge, nogle med alkohol eller stoffer, men intet giver ægte glæde. Du har forsøgt at udfylde livet med dine verdensmesterskaber i kungfu, sex, stoffer, vold, og vrede. Men du har aldrig prøvet Jesus Kristus.
Tony Anthony var buddhist og ikke interesseret i en anden mands religion. Men ordene bed sig fast, og tilbage i fængselscellen kørte hans tanker rundt, mens hans øjne fæstnede sig på tremmerne for vinduet. De formede små kors.
– Og jeg tænkte, at det her er noget pjat. Jeg vil ikke tro på en usynlig Gud. Jeg tror ikke på noget, jeg ikke kan se.
Så kom han i tanker om sin forlovede, Aiya, der døde i et biluheld. Hun havde elsket Tony uden nogensinde at se ham, for hun var blind. Han så på korsene i vinduet og tænkte:
– I det mindste kan jeg se korset. Jeg kan ikke se Gud, men Aiya kunne heller ikke se mig. Måske er det muligt at tro på Gud uden at bruge mine øjne. Måske skal jeg bruge noget andet, måske skal jeg bruge tro.
Tony lukkede øjnene og bad til Gud.
– Da jeg vågnende næste dag, følte jeg mig mere fri end vagterne på vej hjem, mere fri end turisterne på vej til Grækenland, sikkert mere fri end dig, der læser avisen lige nu. Sådan føltes det hver dag, indtil jeg blev løsladt, og sådan føles det stadig, siger Tony Anthony.
I dag er han gift, bosat i England og leder "Avanti Ministries", et netværk af kristne missionærer, der blandt andet rejser rundt til skoler og fængsler for at fortælle om den indre helbredelse, som tro på Guds tilgivelse kan give ifølge Tony Anthony.
– Jeg føler stadig stor skam over de ting, jeg har gjort i mit liv. Men jeg indser, at jeg er fuldstændig tilgivet, for Gud har kraften til at tilgive. Og det er min redning. Den sandeste form for helbredelse, et menneske kan modtage, er ikke fysisk, men indvendig. I hjertet.
OBS: Det har senere vist sig, at større dele af Tony Anthonys bog "Taming the Tiger" er usande.
Artiklen er senest opdateret den 1. november 2019.