Sognepræst: Morgenandagten får mig til at leve i teksterne

Efter at sognepræst Steffen Ring-gaard Andresen er begyndt at stå for Morgenandagten i Københavns Domkirke, har han fået øjnene op for sammenhænge ved en lang række bibeltekster. Han er tilrettelægger for andagten og udvælger, hvilke tekster der skal læses

”Der er en særlig stemning om morgenen i kirken. Det er et øjeblik, hvor vi bliver trukket ud af hverdagens trummerum og kommer ind i et andet univers,” siger Sognepræst Steffen Ringgaard Andresen.
”Der er en særlig stemning om morgenen i kirken. Det er et øjeblik, hvor vi bliver trukket ud af hverdagens trummerum og kommer ind i et andet univers,” siger Sognepræst Steffen Ringgaard Andresen. .

Sognepræst Steffen Ringgaard Andresen plejer at ankomme tidligt i Københavns Domkirke på de morgenener, hvor han skal holde den radiotransmitterede morgenandagt. I kirkens præsteværelse åbner han døren ud til kirkerummet, så han kan høre koret og organisten øve morgenens musik, mens han selv får præstenkjolen på. Alt imens rumsterer kirketjeneren rundt og tænder lys og får rullet kameraet ind, så andagten kan sendes ud til seerne på DR 2. Stille og roligt begynder de få tilhørere – sjældent mere end 10-15 stykker og ofte de samme personer – at finde en plads i kirken på nogle stole foran alteret.

”Der er en særlig stemning om morgenen i kirken. Det er et øjeblik, hvor vi bliver trukket ud af hverdagens trummerum og kommer ind i et andet univers,” siger han.

Steffen Ringgaard Andresen er en af de fem præster, der på skift holder Morgenandagten i domkirken. Og de uger, hvor det er ham, der står for den, optager den en god del af hans morgen og formiddag. Inden andagten sætter han sig og læser alle tekster igennem. Og når andagten er færdig, sætter han sig igen ved skrivebordet for at forberede næste dags tekster og bønner.

Hvad får du ud af at holde andagterne?

”Først og fremmest lever jeg i teksterne på en helt særlig måde de morgener. Siden jeg er begyndt at holde andagterne, er jeg vokset ind i et større bibelsk tekstkorpus. Jeg har selvfølgelig altid læst i Bibelen, men har mest haft fokus på de evangelietekster, der prædikes over om søndagen. Ved andagterne læser vi et langt bredere felt af tekster. Det har været spændende, og der er sammenhænge, der er gået op for mig, som jeg kun anede før,” siger han.

Steffen Ringgaard Andresen er tilrettelægger for andagten, hvilket betyder, at det er ham, der udvælger teksterne og salmerne, mens organisten vælger musikken. Morgenandagten har eksisteret i omkring 90 år, og der findes allerede et igennem mange år overlevet oplæg til både tekstlæsninger, bønner og musik. Men teksterne og salmerne trænger hele tiden til justeringer.

”Nogle bibeltekster er simpelthen for hårde til at stå alene. Jeg har for eksempel fjernet tekster, der fortæller, at det er bedre at lemlæste sig selv for at komme ind i Himmeriget end at komme helskindet i Helvede, eller som fordømmer skilsmisse. Det er tekster, der ikke har godt af at stå ukommenteret. Og nogle af de formulerede bønner kan være lige vel arkaiske til min smag,” siger han.

Hvordan sætter du dit eget præg på Morgenandagten?

”En af Morgenandagtens styrker er, at den er kort, knap og primært består af oplæsning. Derfor er det især i stemmeføringen, man vil kunne høre forskellen på os præster,” siger han.

Præsterne har dog mulighed for selv at formulere bønner og vælge de afsluttende bibelcitater, der læses op, og dermed sætte deres præg på andagten. Steffen Ringgaard Andresen forklarer, at han for eksempel nogle dage benytter en samling lyriske bønner, han har fået digteren Helle S. Søtrup til at skrive netop til Morgenandagten. Dem er han, så vidt han ved, den eneste af præsterne, der benytter.

”Man vil formentlig kunne høre, at vi præster er forskellige menneskelige og teologiske gemytter,” siger han.