Prøv avisen

Munk: Vi er til tider alene, men aldrig ensomme

Her ses broder Bob, der er franciskanermunk og sognepræst i Roskilde. Foto: Hans Christian Jacobsen

Franciskanermunken Robert G. Showers sætter hver måned tid af til at være alene med Gud. Det er nødvendigt, forklarer han

Solen har knap nok fundet vej op over horisonten. Morgendisen ligger stadig som en tyk dyne over retrætecentret i Kokkedal. Brødre og søstre er samlet til en dag i stilhed og bøn, og blandt dem sidder franciskanermunken Robert G. Showers - broder Bob. Efter morgenmessen hos Sankt Josefs Søstrene går broder Bob en tur alene i flere timer, mens han beder.

Med beslutningen om at blive franciskanermunk valgte broder Bob et liv i kloster med franciskanerbrødrene som sin nærmeste familie. Én gang om måneden søger han dog at være helt alene sammen med Gud.

Det ligger som en væsentlig del af kristendommen at søge ensomheden ved at finde tid til at være alene med Gud. Antonius, som er den første kristne eneboer, vi kender til, drog ud i ørkenen for at leve alene i askese. Det var nødvendigt for at komme tæt på Gud, forklarer broder Bob.

"Venskaber er svære, fordi de skal plejes, og man skal bruge tid på dem. Det gjaldt også for Antonius venskab med Gud. Han siger selv, at han sommetider var ensom, for han følte sig ensom, når han blev mere bevidst om, hvilken længsel han havde. Men ensomheden førte til, at længslen gik i opfyldelse. Han følte sig nærmere og nærmere Gud," siger broder Bob.

Antonius brugte sin tid intensivt med denne ene ven i mange år - indtil der kom andre til ham. Herefter dannede han de fællesskaber, der blev til munkeordenen og de første klostre.

Alene med Gud
Ligesom for Antonius er det er også vigtigt for broder Bob at finde tid til at være alene med Gud. Han har ikke behov for at være alene i flere år. Men det er vigtigt, at han fra tid til anden trækker sig tilbage én dag med Gud.

"Hvis der går et par måneder, uden jeg siger, nu tager jeg en hel dag ud, og det er kun dig og mig Gud, der skal tale om alle disse ting, så bliver listen så lang, at jeg glemmer noget," forklarer han.

Ensomheden er for broder Bob en længsel efter at være sammen med nogen. Det er en længsel, som ikke går i opfyldelse. Og den længsel oplever broder Bob ikke, fordi han altid føler Guds kærlighed.

"Intet kan overbevise mig om noget andet, end at jeg er højt elsket af Gud. I de mørkeste øjeblikke kan jeg komme til at tænke, han spilder sin tid på mig. Hvis Gud var klog, ville han finde en anden ven, og glemme mig. Men det er som om, jeg aldrig er i stand til at tvivle på, at han elsker mig," fortæller broder Bob.

Brødrene er min familie
Det er i dag 36 år siden, at broder Bob var på retræte første gang i byen Oconomowoc i Wisconsin, USA. Her delte han værelse med en anden dreng, og de to sad oppe hele natten, fordi de var opslugt af det væsentligste omdrejningspunkt for alle teenagere hvad skal jeg bruge mit liv på? Den anden dreng sagde til Bob:

Du skal forestille dig, at du er 80 år gammel. Og så skal du se tilbage på et langt liv, hvor du intet fortryder.

Valget blev et liv i kloster som franciskanermunk. Men med det valg fulgte også fravalget af kone og børn. Til gengæld blev brødrene hans familie.

"At ville være far er et dybt instinkt, og den længsel er der altid. Men jeg har ikke valgt ikke at have en familie. Vi kalder jo hinanden brødre, netop fordi familien er den model, vi hele tiden sammenligner os med. Jeg valgte noget til, som indebærer, at jeg har valgt noget fra. At være ordensmand indebærer, at jeg ikke må blive gift, og det må jeg acceptere og tage med i købet," siger broder Bob.

Det ligger i hele franciskanerordenens formål, at brødrene skal opbygge en familiær relation til hinanden i deres liv sammen i klostrene.

"Franciskanernes formål er at danne et lille stykke himmerige brødrene iblandt. På klostrets lille stykke jord gælder kun kærlighedens love. Vi siger, at vi skal være brødre for hinanden, og derfor er vores liv meget intensivt sammen. Derfor kender franciskanerne ikke til ensomhed," siger han.