Skønt der i det forgangne år har været mest fokus på Martin Luther som reformator og på konsekvenserne af den protestantiske reformation, er middelaldermennesket Luther også med jævne mellemrum blevet trukket frem af forskellige kommentatorer. Det er sket med særligt henblik på dele af hans fromhedsliv og det samfund, han var rundet af.
Den seneste i rækken er augustinerordenens generalprior, spanieren Alejandro Moral Antón, der i et nyligt brev til ordenens medlemmer fastslår, at man nok bør mindes Luther som ”en afgørende person i verdenshistorien”, men også at der ingen grund er til at fejre den begivenhed, der skabte en dyb religiøs krise og sprængte den kristne kirke i Vesten. Luther indtrådte hos augustinerne i Erfurt i 1505 og kunne aldrig helt slippe sin klosterbaggrund ifølge pater Antón.
”Alle kilder peger på, at han var en from, trofast og ivrig munk. Indtil 1521 underskrev han sig altid ”Martin Luther, augustiner” og han brugte sin munkekutte indtil 1524. Han bevarede indtil sin død meget af ”munken” i sin fromhed og livsstil,” fastslår lederen af augustinerordenen i sit brev i anledning af 500-året for Reformationen.
”Luther var vores bror for en tid og delte vores idealer. Men han anbragte sig selv uden for ordenen med sine valg, sine initiativer og sine beslutninger,” fortsætter han og peger på, at Luther endte med at afsky klosterlivet, og at han fik talrige ordensfolk til at opgive deres kald.
Augustinerordenen har derfor ingen grund til af fejre 500-året for Reformationen, mener generalprioren, men nok til at pege på dens positive aspekter. Det gælder blandt andet det større fokus på individet, fremhævelsen af de bibelske skrifter, en sund verdsliggørelse og nødvendigheden af reform, skriver han og henviser til udtalelser fra pave Frans.
Men lederen af augustinerordenen er ikke bleg for også at citere den moderne tyske protestantiske teolog Wolfhart Pannenberg for, at Reformationen i det 16. århundrede netop ikke lykkedes, fordi den skabte splittelse i stedet for fælles evangelisk fornyelse.
I sin karakteristik af Luther søger pater Antón at tegne et fair portræt af reformatoren. I brevet skriver han således om Luthers ”dybe religiøse intuition” og om hans ”opfindsomhed og kreativitet” i den måde, han brugte trykpressen som kommunikationsmiddel.
Generalprioren noterer dog også Luthers ”stridbarhed, intolerance og voldsomhed”, og at konsekvenserne heraf var en afvisning af den fri vilje, messen som offer, præsteembedets sakramentalitet og en dæmonisering af paven. Ikke mindst det sidste er interessant, noterer augustinerordenens leder, når man tænker på Luthers ”overraskede servilitet” i forhold til de protestantiske fyrster.
Generalprioren medgår dog, at Luthers fascinerende og kontrastfyldte personlighed gør det vanskeligt at forholde sig afbalanceret til ham, for slet ikke at tale om objektivt.
I århundrederne efter Reformationen led ordenen under sin forbindelse til Luther, og det er derfor ikke mærkeligt, som pater Antón skriver, at Luther er ret ukendt i ”det augustinske miljø”. Derfor håber han, at 500-året for Reformationen kan øge interessen for Luther både blandt teologer og kirkehistorikere i augustinerordenen.
Augustinerordenen blev grundlagt i Italien i 1244, men har rødder tilbage til kirkefaderen Augustin i det 5. århundrede. Da Luther indtrådte, var augustinerne kendt for deres lærdom og for deres arbejde som kannikker og administratorer ved de store domkirker.
Men det var også en orden i krise med ry for at være gammeldags, og de bedste rekrutter til ordensvæsenet blev tiltrukket af tiggerordener som dominikanerne og franciskanerne.
Ordenen oplevede siden fremgang, ikke mindst som missionsorden, og nåede sin største udbredelse i midten af det 18. århundrede. Den mest berømte augustinermunk i nyere tid er den østrigske munk og videnskabsmand Gregor Mendel (1822-1884), der er kendt som den moderne genetiks fader for sine krydsningsforsøg med ærteplanter.
I dag består augustinerordenen af 2576 munke samt 834 nonner og er aktiv i 45 lande. Ordenen vokser i Afrika og Asien, men går tilbage i Europa og Nordamerika.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.