Munkene på det hellige bjerg

Som han står dér midt på bjergstien, ligner han et urmenneske: Skægget er vildtvoksende, og på hans hud sidder sorte kager af skidt. De få negle, der ikke er knækkede, ligner lange kløer. Om halsen hænger et slidt sølvkors. Med fiskesnøre har han syet trøjen lidt kortere og fået en lomme ud af det. Håret har ikke været klippet i de 40 år, hvor han har levet i total askese. Manden er munken Stephanos, 80 år gammel. Han er kristen eneboer på den isolerede græske, ortodokse munkehalvø Athos og måske en af de sidste i kirkehistorien, for hvem det har været muligt at trække sig helt væk fra verdens forstyrrelser for at hellige sig et eneboerliv i askese og stadig bøn. Munkestaten er den eneste af sin art i verden. Athos' 20 middelalderklostre beboes af knap 2000 munke og lige så mange civile arbejdere. Hvor mange, der derudover lever som eremitter på Aghion Oros, det hellige bjerg, ved ingen. Nogle får i al diskretion bragt mad ud til deres huler, mens andre selv opsøger klostrene for at samle forråd. - De kommer, siger intet og forsvinder, som om de synker i jorden, fortæller en munk på et af klostrene. Eneboerne lever i bøn og askese i håbet om, at de ligesom alle andre munke på øen må blive opfyldt af den indre fred og stilhed, hesychia, som Gud skænker, men som naturens tysthed kan hjælpe til at lægge på sindet. Munken Stephanos sover på tørret græs. Lejet deler han med en mager, hvid kat. Bøger, papir, madrester og snavs fylder rummet. I en stor vandspand har han opblødt gammelt brød, som han spiser. Han fik en gang tilbudt at blive ortodoks biskop i USA, forklarer han igennem en tolk, men valgte askesen her på de stejle klipper i et lille hus, hvor han knap kan ligge udstrakt. En eremitbolig længere oppe ad klippevæggen har stået tom, efter at husets eneboer mistede balancen og styrtede i døden flere hundrede meter nede i brændingen. Athos er nervecentrum for kristendommen i den ortokse kirke. Klostrene, hvor de fleste munke bor, huser et stort antal af den ortodokse kirkes smukkeste ikoner og kunstskatte. For nylig havde verden lejlighed til at se denne enestående samling på en udstilling i Thessaloniki, da den græske by var europæisk kulturby. De rige biblioteker rummer endeløse hylder med gamle manuskripter og bøger, og munkestaten har i sin lange historie udklækket mange af den ortodokse kirkes ledere og tænkere. Nogle har kaldt Athos for ortodoksiens hjerte. En ung græsk pilgrimsgæst, der ofte besøger munkehalvøen siger, at man kan mærke, at munkene bruger en stor del af deres tid på stilhed og bøn. - Himlen over Athos er speciel. Gud er til stede her, forklarer han. Det samme siger klostermyndighederne i den lille hovedby Karyes. Uden for kontoret, hvor den hellige protos, administrationens øverste, holder til, hænger et skilt med en påmindelse til de besøgende om, at Athos er et helligt sted, hvor der til stadighed sker mirakler. Middelalderklostrene på halvøen har næsten alle ikoner, som påstås at kunne forårsage undere. - Men I vesterlændinge har problemer med at forstå ortodoks tænkning, siger munken Jeremias, mens han sidder en stille aftenstund på en bænk uden for Iveron-klosteret, efter at han har afsluttet aftenliturgien i klosterkirken. Her har røgelsen og den byzantinske vekselsang fyldt kirkerummet, mens munkene og de ortodokse pilgrimme har kysset ikonerne. Korstegn er blevet slået et utal af gange, og evangelietekster og Davidssalmer læst messende højt efterfulgt af et gentagende »kyrie eleison«, Herre forbarm dig, grundbønnen i ortodoks gudstjeneste. Klosterets relikvier (benstumper og kranier fra helgener) og en sølvindfattet angiveligt ægte stump af Kristi kors er derefter blevet vist frem, og de ortodokse mænd har kysset dem. - I Vesten er religion blevet fanget af intellektualismen, fortsætter munken Jeremias. I den ortodokse kirke er det ikke sådan. Mystikken er en del af troen. Athos og turisterne Et af miraklerne på Athos er, at det indtil nu er lykkedes at friholde det selvstyrende munkesamfund for turisme - og kvinder. Kun jomfru Maria, som i den ortodokse kirke kaldes Guds moder, er velkommen på øen. Legenden vil, at hun engang strandede her, og at en ikon med hendes motiv siden talte og sagde, at Athos kun skulle tilhøre hende. Derfor kaldes halv-øen også for »Jomfru Marias have.« Den byzantinske kejser Konstantin gjorde legenden til lov i det 11. århundrede, da han i bekymring over, om omvandrende hyrder og deres kvindfolk skulle forstyrre og friste munkene, nedskrev det dekret, der forbyder »alle kvinder, alt hunkøn, eunukker og glatkindede« adgang til Athos. Med katte og høns som eneste undtagelse har mennesker såvel som dyr af hunkøn derfor været forment adgang i snart 1000 år. I dag accepteres det dog, at de besøgende mænd kan være glatbarberede, selvom alle munke bærer fuldskæg. Kvindeforkæmpere har i de senere år forgæves søgt at få adgang til øen (se boks), men hidtil er det ikke lykkedes. End ikke den