Muskelsvindfonden får rekordoverskud

De grønne koncerter gav et overskud på omkring ti millioner kroner. Pengene går til at udbygge behandlingscentre og til forskning

Muskelsvindfonden har i år fået det største overskud nogensinde på deres Grøn Koncert-turne. Omkring 10 millioner kroner er der kommet i Muskelsvindfondens kassen fra entreindtægter og boderne på de syv forskellige koncertpladser. Fonden blev i år feteret af vejrguderne. Solen tiltrak publikum og gjorde dem så tørstige, at de 2.200 frivillige havde riglig at se til i boderne. Det eneste problem Muskelsvindfonden oplevede, var, at interessen for afslutningskoncerten i København i søndags var langt større end Valby Parkens græsplæne. Arrangørerne var simpelthen nødt til at lukke for indgangssluserne, da 50.000 feststemte mennesker var gået igennem. Det er aldrig sket før i de 16 år, Grøn Koncert har turneret rundt i det danske land. Mellem 10-20.000 mennesker, der var villige til at betale de 60 kroner i entre, blev afvist. De gik glip af Thomas Helmig, TV2, Cartoons og All Saints, som blev præsenteret af hus-entertaineren Jacob Haugaard, der selv har et barn med muskelsvind. - Det var meget beklageligt, men jo også et kompliment. Et udtryk for, at vi er blevet en kulturinstitution - familien Danmarks udendørskoncert, siger indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Marius Byriel, der ellers troede, at sidste år overskud - efter et par dårlige år - på 8,4 millioner kroner var umuligt at overgå. Nogle af pengene fra det gigantiske overskud indgår i forvejen i Muskelsvindfondens årsbudget. 7,4 mill. kroner er øremærket til feriecenteret Musholm Bugt i Korsør og Instituttet for Muskelsvind, samt oplysning om sygdommen. I Danmark lider 3.000 mennesker af muskelsvind. For cirka 2.000 af dem er sygdommen så fremskreden, at de har brug for behandling og praktisk hjælp i hverdagen. - Ønsket har i lang tid været at udbygge vores behandlingscentre og pladserne på feriecenteret, fortæller Marius Byriel og understreger, at noget af overskuddet skal lægges til side på kistebunden. Højt på Muskelsvindfondens ønskeseddel står der også et mere intensivt internationalt samarbejde for at have mere gavn af hinandens forskning om sygdommens årsag og følgevirkninger. Muskelsvindfonden er netop nu - på det nationale plan - også i gang med at opbygge et krafts-og videncenter i Århus. Det sker i samarbejde med blandt andet Århus Amt og Gigtforeningen. Målet er, at det bliver de handicappedes svar på universitets forskerpark. Når det præcise overskud er fastlagt, bliver det op til bestyrelsen at tage stilling til, hvad resten af overskuddet skal gå til. Imens vil Marius Byriel lægge hovedet i blød for at finde en måde at forhindre, at nogle skal gå forgæves til Grøn Koncert næste år. I gennemsnit bruger koncertgæsterne nemlig omkring 115 kroner, ud over entrebilletten, til at hygge sig for.