Hvis man tror, at en præst blot er en, der står i kirken om søndagen og prædiker for de allerede omvendte, må man tro om igen. Præsters hverdag er i dag præget af samfundets multikulturelle udvikling, hvor mange har kontakt til andre trosretninger.
Det vidner svarene om i en ny rundspørge (se nederst i artiklen), Kristeligt Dagblad har foretaget blandt folkekirkepræster. Her svarer 58 procent af svarpersonerne, at de i forbindelse med deres arbejde som præst er i kontakt med muslimer.
Dermed har præsterollen ændret karakter over de seneste år, siger Peter Lodberg, professor i teologi ved Aarhus Universitet.
”Tidligere har det været den almindelige opfattelse, at præsten skulle betjene dem, der i forvejen var medlemmer af folkekirken. Når mere end halvdelen svarer, at de er i kontakt med muslimer, må vi sige, at det billede er ved at ændre sig. Nu handler det ikke længere kun om at servicere dem, der allerede er medlemmer, men man er også præst for potentielle medlemmer,” siger han.
Ifølge Peter Lodberg hænger det blandt andet sammen med, at synet på mission i folkekirken er ved at ændre sig. Hvor det tidligere har været en udbredt opfattelse, at mission ikke er en del af kirkens opgave, er begrebet de seneste år ved at vende tilbage.
Og det er opmuntrende nyt, mener Mogens S. Mogensen, interreligiøs konsulent og underviser i missiologi og kristen-muslimske relationer.
”Når præsterne siger, at de er i kontakt med muslimer, har vi fat i det grundstof, mission er afhængig af, netop den gode relation. Det er i relationen, at evangeliet kan gro. Jeg ser det som et tegn på, at folkekirkens præster tager deres opgave alvorligt om at række ud og skaber tillidsfulde og gode relationer til muslimer,” siger han.
Men ifølge de fleste præster i undersøgelsen handler kontakten med muslimer ikke nødvendigvis om mission. Kun en tredjedel kategoriserer deres kontakt med muslimer som egentligt missionsarbejde, mens væsentlig flere bruger ord som dialogarbejde, kulturudveksling og integrationsarbejde.
Det kan skyldes, at forståelsen af mission også har ændret sig de seneste år, siger Peter Lodberg.
”Jeg ser det som et udtryk for, at præster har taget en nyere forståelse af mission til sig, hvor det missionerende sker igennem dialog. Der kan godt ligge en teologisk pointe i, at man ikke vil kalde kontakten med muslimer for mission, da der ligger en større ligeværdighed i ordet diakoni eller dialog,” siger han.
Netop spørgsmålet om folkekirkens mission blandt muslimer har været et stort debatemne i år. Her har især konservative præster og debattører argumenteret for, at kirken skal opprioritere en mere direkte form for omvendelsesmission blandt muslimer. Andre præster har derimod sagt, at de betragter det som nedladende eller misforstået at skulle tale om omvendelse af muslimer.
Hvis præsternes svar i rundspørgen er et tegn på, at de ikke ser det som deres opgave at drive mission blandt muslimer, er det et problem, mener Merete Bøye, sognepræst og redaktør af det teologiske tidsskrift Nyt Babel.
”Selvfølgelig kan vi ikke tvinge et værdisæt ned over hovedet på andre. Men som kristen tror jeg på, at evangeliet er sandhed og det, alle har brug for. Derfor er det min pligt som præst, at jeg skal forkynde den sandhed også over for muslimer,” siger hun.
Merete Bøye tilføjer, at hendes erfaring med mødet med muslimer er, at det ofte kan være komplekst, blandt andet på grund af sprogvanskeligheder. Derfor er det ikke altid, at mødet har karakter af egentligt missionsarbejde.
”I praksis vil mødet ofte havne et sted, der ligger lige mellem diakoni og mission. Det er svært at kategorisere helt klart,” siger hun.
