To muslimer med palæstinensisk baggrund er blevet ansat til at passe på Gellerup Kirke i Århus.
De to mænd, Ali Kauid og Khalid Omari, holder øje med, at ingen begår hærværk i kirken eller begår indbrud i bilerne på parkeringspladsen, skriver Udfordringen.
Kauid og Omari, der begge er medlemmer af fædregruppen i Gellerupparken, begyndte som frivillige vagter for cirka tre år siden, da der var problemer med indbrud i parkerede biler ved kirken.
Ikke flere indbrud
I dag er der færre problemer fortæller de to vagter, der betegner sig selv som kirkens bodyguards.
- Nu sker der ingen indbrud mere, for nu ved alle, at vi er her og holder vagt, siger Khalid Omari.
Fremmer kontakt til andre muslimer
Kirken er da også godt tilfreds med de to muslimske vagter, fortæller den ene af kirkens præster.
- Det er en stor tryghed, da de er godt kendt og respekterede i området. De har en god måde at snakke med de unge på, siger Niels Hviid.
- Det fremmer også den gode kontakt, vi har til moskeerne, imamerne og de muslimske kulturelle foreninger, siger han.







