Religionsfriheden krænkes verden over. Også i Europa. Ofte er religiøse konflikter rundet af sociale forskelle, etnicitet og fattigdom, der udvikler sig til religiøse konflikter. Ifølge den årlige amerikanske temperaturtagning på religionsfrihedens vilkår i verdens lande ser det værst ud i lande, hvor islam er den største religion. Nedenstående er et resumé fra rapporten fra nogle af de lande, hvor islam er den største religion.
Egypten: Befolkning: 68 millioner. 90 procent sunnimuslimer, en procent shiamuslimer, otte procent kristne. Mindre end 200 jøder.
Forfatningen i Egypten sikrer religionsfrihed og fri religionsudøvelse.
Regeringen har, ifølge den amerikanske rapport, sat begrænsninger på den frie religionsudøvelse. Det sker hovedsageligt for at dæmme op for islamiske ekstremister. Regeringen betaler løn til og udpeger imamer for moskeer og forventer at have kontrol med samtlige moskeer ved udgangen af 2003. Religiøse partier er forbudt, og medlemmer af blandt andet Det Muslimske Broderskab undertrykkes og er udsat for vilkårlige fængslinger.
For ikke-muslimer kræver det præsidentens tilladelse at bygge og reparere religiøse bygninger. I 2002 (frem til august) er der givet 23 tilladelser, hvilket er mindre end i fjor. Kristne og andre ikke-muslimer har ikke lige adgang til repræsentative poster som for eksempel guvernør eller rektor for universiteter. Der er begrænset adgang til universitetsstudiet som arabisklærere, fordi pensum indeholder Koran-studier.
Der er tre lovsystemer for henholdsvis muslimer, kristne og jøder. En muslimsk kvinde må ikke gifte sig med en ikke-muslim, og en ikke-muslimsk mand kun med en muslimsk kvinde, hvis han konverteter til islam. Den kristne koptiske kirke udstøder kvindelige medlemmer, hvis de gifter sig med en muslimsk mand, og forlanger konversion til den koptiske kirke, hvis en mand vil giftes med en koptisk kvinde.
Kristne kan frit konvertere til islam, men der er eksempler på politichikane af muslimer, der konverterer til kristendom. Chikane mod kristne i Egypten bliver ikke billiget af regeringen.
Iran: Befolkningssammensætning: 99 procent muslimer, heraf 10 procent sunnier. Bahai'er, kristne og jøder udgør under én procent. Statsreligionen er shia-islam.
Alle minoritetsreligioner chikaneres i et vist omfang, men det går værst ud over Bahai'erne, som opfattes som en sekt udsprunget af islam. For alle minoritetsreligioner gælder, at de ikke kan besætte repræsentative poster og er udelukket fra job i forsvaret og embedsmandsstanden. Alle universitetsstuderende skal bestå en eksamen i islamisk teologi, som ofte hindrer andre end muslimer adgang. Ledere af private religiøse ikke-muslimske skoler skal være muslimer.
For bahai'er gælder derudover, at de ikke har ret til egne skoler, ingen forsamlingsret, ingen adgang til universiteter, ingen ret til at markere egne begravelsessteder, og tidligere blev heller ikke deres ægteskaber anerkendt.
Bahai'erne er ligesom jøderne i landet under konstant mistanke for at være spioner for Israel. For bahai'ernes vedkommende fordi deres hovedkvarter ligger i Israel, oprettet under det Britiske Mandat før Israels oprettelse.
Jødernes religiøse praksis blander regeringen sig ikke i, men de bliver jævnligt udsat for diskrimination og chikane. Der forekommer også chikane af kristne, men på et lavere niveau. Mission er forbudt, og muslimske kvinder må ikke gifte sig med ikke-muslimer.
Irak: Befolkning: 97 procent muslimer, heraf 65 procent shia-muslimer, tre procent er kristne og ganske få jøder.
Retssystemet er sekulært, men med elementer af sharia-lovgivning i familieretten. Der er officielt religionsfrihed, men den begrænses kraftigt, især i forhold til shia-muslimerne, der udgør et flertal. Ud over vilkårlige arrestationer og drab, også på religiøse ledere, begrænses shiamuslimer i fredagsbøn, hvor flere moskeer er lukket, der er forbud mod trykning af shia-muslimske bøger og skrifter, forbud mod begravelsesprocessioner og forbud mod forsamling på shia-muslimske helligdage.
Muslimer må ikke konvertere, og der forekommer forsøg på at underminere den kristne identitet. Jøder udsættes i stigende omfang for antisemitisme, også fra officielle regeringsrepræsentanter.
Saudi-Arabien: Befolkning: 17 millioner, heraf syv millioner udlændinge. Eneste lovlige religion er sunni-islam i den konservative wahabbi/salafi-udgave. Alle statsborgere skal være muslimer, og der er dødsstraf for konvertering.
Alle andre religioner har forbud mod offentlig religiøs aktivitet, og grænserne for privatheden er uklar, så tilladelsen respekteres ikke i praksis. Offentlig religionsudøvelse straffes med fængsling, pisk og deportation.
De cirka en million shia-muslimer har kongedømmets særlige opmærksomhed. De diskrimineres officielt og kan ikke tjene i hæren eller i den store olieindustri. De har heller ikke adgang til højere uddannelse. De udsættes for vilkårlige arrestationer og fængselsophold uden dom.
Også kristne straffes. Fra sommeren 2001 til maj 2002 er omkring 50 kristne blevet arresteret. Hovedparten er nu deporteret, men nogle få er stadig fængslet.
Den årlige rapport om religionsfrihed nævner ikke den amerikanske bekymring for saudiarabisk eksport af religiøs intolerance, som en tidligere amerikansk rapport har peget på.
Tyrkiet: Befolkning: 65,6 millioner. Heraf 98 procent sunni-muslimer (12 millioner Alevier), resten er kristne og bahai'er. Ifølge forfatningen er Tyrkiet en sekulær stat, og religionsfriheden er sikret i forfatningen. Hovedparten af befolkningen er sekulære.
Generelt respekteres religionsfriheden, men med begrundelse i bekæmpelse af religiøs ekstremisme er der restriktioner for nogle grupperinger, hovedsageligt muslimske.
Militæret, domstolene og den sekulære elite bekæmper islamiske fundamentalister, som opfattes som en trussel mod den sekulære republik. Militæret smider jævnligt folk ud på grund af mistanke om antistatslige aktiviteter.
Religiøs hovedbeklæding er forbudt på universiteter og i embedsmandsstanden.
En lang række sekter er officielt forbudt, men accepteres.
Tyrkiet respekteter ikke den østligt ortodokse patriarks økumeniske status, men anerkender ham som tyrkisk-græsk patriark. Der er intet forbud mod mission, men socialt opfattes det som mistænkelig, og enkelte er også blevet arresteret.
Islamisk religion og moral er obligatorisk i skolerne, men ikke-muslimer kan fritages. Der er otte års skolepligt i sekulære skoler, først herefter er religiøs uddannelse tilladt.
Regeringen har indført forbud mod, at mænd bruger Koranen som undskyldning for hustruvold, og samtidig har man indført borgerlige vielser for at undgå diskrimination af kvinder i islamiske ægteskaber.
Kristne oplever, at enkelte aviser og tv-stationer i stigende omfang kommer med antikristne udtalelser.
Pakistan: Befolkning: 132 millioner. 96 procent er muslimer (heraf 10-15 procent shia-muslimer), knap en procent kristne og to procent hinduer.
Islam er ifølge den nu suspenderede forfatning statsreligion, og der er religionsfrihed. Lovgivningen indeholder elementer af sharia-lovgivning, der omfatter både muslimer og ikke-muslimer.
Regeringen kan i mange sammenhænge ikke beskytte religiøse minoriteter. Shia-muslimerne er fortsat ofre for både drab på enkeltpersoner og egentlige massakrer.
Spændingen mellem religiøse grupper næres af religiøst diskriminerende lovgivning, som skaber en atmosfære af religiøs intolerance. Det resulterer ofte i vold mod muslimske minoritetsgrupper, kristne, ahmadiyyaer og hinduer.
Ahmadiyyaerne, som anerkender en profet efter Muhammed, er ikke forbudt, men lovgivningen begrænser dem stærkt. Det er ikke tilladt for en ahmadiyya at kalde sig selv muslim eller referere til islam som sin tro. Den lovgivning betyder, at muslimske ledere har trukket ahmadiyyaer i retten for at hilse muslimsk eller for at kalde deres drengebørn for Muhammed.
Mission er tilladt i Pakistan, dog ikke for ahmadiyyaer, men missionen må ikke tale imod islam.
Blasfemilovgivningen bruges hovedsageligt til at true eller straffe ahmadiyyaer og kristne frem for den muslimske majoritet. Endnu er ingen blevet henrettet som følge af blasfemilovgivningen, men der er udstedt dødsdomme, og religiøse ekstremister har dræbt mennesker, der var anklaget efter loven.
Nigeria: Befolkning: 120 millioner. 50 procent muslimer, 40 procent kristne og 10 procent animister.
Nigerias forfatning garanterer religionsfrihed og udøvelse af religion. Den forbyder også de 36 delstater at tage en religion som den officielle.
Spændingerne mellem kristne og muslimer i landet er fortsat stor, og i perioder er der adskillige voldelige etniske og religiøse konflikter, for eksempel blev 2300 dræbt i urolighederne sidste september.
De facto er islam blevet delstatsreligion i en række af de nordlige delstater, hvor ikke bare familielovgivningen, men også straffeloven uddrages af sharialovgivning. Senest har det udmøntet sig i en række steningsdomme over hovedsageligt kvinder, der har haft uden- omsægteskabelige forhold eller haft forhold uden at være gift. Den centrale regering har foreløbigt intet gjort for at kende den praksis forfatningsstridig.
I de nordlige stater er der nogle steder forbud mod både kristne og muslimske offentlige møder på grund af frygt for uro, mens møderne foregår stort set problemfrit i den sydlige del af landet.
Selvom sharialovgivning kun gælder muslimer, så rammes kristne i praksis også af kønsopdelte sundhedsklinikker og forbud mod alkohol.
I nord bruges lokalplaner som middel til at sinke eller forhindre ikke-muslimer i at købe jord.
Indien: Befolkning: en milliard. 81 procent hinduer, 12 procent muslimer, tre procent kristne og to procent sikher. Indien er en sekulær stat, hvor forfatningen garanterer religionsfrihed. Men staten er ikke altid lige effektiv i beskyttelsen af religiøse minoriteter eller til at forhindre delstatsregeringernes forsøg på at begrænse religionsfriheden.
Det er især konflikter mellem hinduer og muslimer, der kræver dødsofre. Det største parti i regeringen er det hindunationalistiske BJP, og det er tæt forbundet med voldelige hinduekstremistiske grupper. Det er disse grupper, der står for hovedparten af volden mod både kristne og muslimer.
Overgrebene har været så talrige, at der er sat spørgsmålstegn ved regeringens evne til at hindre sekterisk og religiøst baseret vold. Visse af de lokale regeringer gør meget lidt for at stoppe det. Det gælder blandt andet i delstaten Gujarat, hvor BJP har magten. Her blev omkring 60 hinduer og næsten 1000 muslimer ofre for uro omkring et hindutempel på en tidligere moskegrund. Den uro har ulmet og med jævne mellemrum blusset siden 1992, hvor hinduer rev moskeen ned.
I andre delstater, for eksempel Utter Pradesh, døde det eneste vidne til mordet på en katolsk præst i politets varetægt. Den episode har nu ført til en retssag mod to betjente. Både kristne og hinduer har gensidigt beskyldt hinanden for tvangskonverteringer, ingen af parterne har kunne føre bevis for påstandene.
Spændingerne mellem religiøse grupper i Indien går tilbage til landets selvstændighed. Og i indisk selvforståelse betyder lokal uro altid opstand med muslimer på den ene side og hinduer på den anden.
Hele den amerikanske rapport kan læses på: www.state.gov/g/drl/irf/