Prøv avisen

Muslimer styrker missionen i Danmark

Den nye Muhammed-sag har givet danske muslimer fornyet gejst til at forsvare deres profet og forkynde deres religion. - Foto: Modelfoto/stock.xchng

Danske avisers genoptryk af Muhammed-tegning har givet danske muslimer fornyet energi til at forkynde islam. Det Islamiske Trossamfund uddeler gratis bog om Muhammed

Den nye Muhammed-sag har givet danske muslimer fornyet gejst til at forsvare deres profet og forkynde deres religion. De seneste dage har muslimer uddelt en gratis bog på knap 100 sider med titlen Muhammed, Guds Sidste Sendebud flere steder i landet. Bogen fortæller om profetens liv og hans syn på, hvad et rettroende liv er. Den udkom første gang på dansk i 2005 som en direkte reaktion på den første Muhammed-sag.

Siden 2005 har vi gratis sendt tusinder af eksemplarer af bogen ud til foreninger og institutioner, fordi vi gerne vil vise det danske samfund, hvem vores profet er, og at han ikke levede sit liv på den måde, som det ellers er blevet beskrevet af de danske medier, der hader islam, siger Ahmed Mahmoud, frivillig medarbejder hos Det Islamiske Trossamfund på Fyn.

Den gratis bog om Muhammed, der oprindeligt er udgivet af Den Muslimske Verdensligas oplysningskontor i Saudi-Arabien, kan også hentes på trossamfundets hjemmeside. Den dansksprogede, farvetrykte udgivelse er finansieret af herboende muslimers private donationer ved fredagsbønnerne, og den har især fået unge med muslimsk baggrund til at vælge et liv med islam.

Rigtig mange af vores unge, der var på galt spor, er blevet troende og praktiserende muslimer. Og indirekte kan vi takke medierne for at presse islam og nedværdige vores profet. For jo flere gange det sker, jo flere unge vil opsøge islam. Vi har ikke tid til at demonstrere og skrige og råbe. Vi bruger tiden på at forkynde. Lige nu er vi i gang med at oversætte endnu flere brochurer og artikler, som vi vil sende til foreninger, skoler og gymnasier, siger Ahmed Mahmoud og tilføjer, at han selv har kendskab til 15 mennesker, som har konverteret til islam efter at have læst Muhammed, Guds Sidste Sendebud.

At en sådan bog nu bliver promoveret så stærkt, opfatter islamekspert, ph.d. Mogens S. Mogensen som et klart udtryk for muslimsk mission.

Selvom muslimer har gjort meget ud af at lægge afstand til mission, så er islam, ligesom alle universelle religioner, missionerende. Ordet mission bliver forbundet med en speciel form for kristen mission, men islam har også en term for det. Dawah gør det til enhver muslims pligt at invitere både muslimer og ikke-muslimer til at være rettroende.

Professor og islamekspert Jørgen Bæk Simonsen mener ikke, at bogen direkte vil kunne omvende nogle.

Men den kan give en fornemmelse af, hvorfor muslimer i dag opfatter Muhammed, som de gør. Bogen er et klassisk konsensusbillede af profeten, sådan som han opleves og anskues af troende muslimer i det 21. århundrede, siger han.

kirke@kristeligt-dagblad.dk