Muslimerne er nu skrevet i mandtal

1,57 milliarder eller hver fjerde indbygger i verden er muslim, konkluderer det første kvalificerede forsøg på at tegne et statistisk korrekt billede af islam

Der er 1,57 milliarder muslimer i verden, hvilket svarer til 23 procent af verdens befolkning, hvor tidligere tal lød på mellem 19 og 21 procent. -
Der er 1,57 milliarder muslimer i verden, hvilket svarer til 23 procent af verdens befolkning, hvor tidligere tal lød på mellem 19 og 21 procent. -. Foto: ABID BHAT.

Forskningsinstitutionen Pew Forum har offentliggjort den første tilbunds- gående, religionssociologiske undersøgelse af muslimernes antal på verdensplan. Desuden har demografer og universitetsfolk over hele verden bidraget til undersøgelsen. Der er 1,57 milliarder muslimer i verden, hvilket svarer til 23 procent af verdens befolkning, hvor tidligere tal lød på mellem 19 og 21 procent.

– Det er ikke til at sige, om vores tal viser en vækst i antallet af muslimer, eller om der er tale om tidligere fejlskøn, og vi har ikke undersøgt, om tendensen går i retning af en vækst i antallet af muslimer eller ej. Det vil blive genstand for en senere undersøgelse, siger seniorforsker ved Pew Forum Brian Grimm til Kristeligt Dagblad.

For religionssociolog og ph.d. Brian Arly Jacobsen fra Institut for Tværreligiøse og Regionale Studier ved Københavns Universitet lyder tallet troværdigt, omend måske en smule i underkanten.

– For eksempel sætter Pew antallet af muslimer i Danmark til 88.000, hvor de fleste danske eksperter taler om 220.000. Problemerne med at indsamle data opstår især i lande, hvor muslimerne udgør et mindretal som for eksempel i Rusland. Hvis der er lignende fejltagelser i sådanne lande, kan det forrykke det samlede billede en del. En af de store ubekendte er desuden Kina, hvor det er meget svært at skaffe oplysninger om religiøst tilhørsforhold, påpeger Brian Arly Jacobsen, som er medforfatter til bogen "Tørre tal om tro".

En af de tilbagevendende diskussioner er balancen i antallet mellem kristne og muslimer i verden. Pew Forum vil til næste år offentliggøre en undersøgelse af antallet af kristne, som menes at udgøre 33 procent af verdens befolkning.

Sidste år erklærede paven, at andelen af muslimer i verden for første gang havde overhalet andelen af katolikker, som Vatikanets statistiske årbog vurderede til 17,4 procent.

– Det hører med til religionernes italesættelse af sig selv at kunne sige "vi er større end jer". Men ellers har det ikke afgørende betydning, om muslimernes samlede antal er lidt større eller lidt mindre, mener Brian Arly Jacobsen.

– Det, som reelt giver styrke, er ikke befolkningstal, men økonomi og strategisk betydning. For eksempel har de olieproducerende lande i Mellemøsten stor strategisk og økonomisk vægt trods forholdsvis små befolkninger, understreger han.

Tal betyder derimod en hel del for de forestillinger, vi har om forskellige befolkningsgrupper, medgiver forskeren. Og Pew Forums undersøgelse er netop med til at aflive en række rodfæstede vaneforestillinger om islam.

Selvom islam uvilkårligt forbindes med Mellemøsten og den arabiske verden, er det kun 20 procent af verdens muslimer, der bor i Mellemøsten. 60 procent bor i Asien. Verdens største muslimske lande er Indonesien, Pakistan, Indien og Bangladesh, og især Indonesien med 200 millioner muslimer er kendt for at praktisere en form for islam langt fra den mellemøstlige ortodoksi.

– Disse fakta kan måske medvirke til at ændre holdningen til islam. Det er vigtigt at forstå, at den muslimske befolkning langtfra er koncentreret i Mellemøsten, og at muslimer er en langt mere sammensat og forskelligartet befolkningsgruppe, end vi normalt forestiller os. At 20 procent af muslimerne udgør mindretal i deres hjemlande, nuancerer billedet af muslimer som dominerende befolkningsgrupper. Der er for eksempel flere muslimer i Rusland, hvor de udgør et lille mindretal, end i mellemøstlige lande som Jordan og Syrien tilsammen, påpeger Brian Grimm.

– Når vi fokuserer så meget på den mellemøstlige islam, hænger det mere sammen med Mellemøst-konflikten og olieinteresserne end med islams natur. Indonesiens islam passer ikke ind i de konfliktbilleder, vi har, og derfor får vi heller ikke øje på den. Og den kendsgerning, at hver femte muslim tilhører et religiøst mindretal, afliver myten om islam som en religion, der lynhurtigt tager magten, når den slår sig ned i et land, siger Brian Arly Jacobsen.

kirke@kristeligt-dagblad.dk