Danmark er et af de få lande, som stadig har en lovgivning om blasfemi. I praksis er omfanget af den danske blasfemilovgivning begrænset: Man kan sige stort set alt om Gud og religion uden at blive retsforfulgt, grænsen går ved brænding eller andre former for krænkelse af hellige skrifter.
Det er da også en koranafbrænding, der nu har betydet, at straffelovens § 140 om blasfemi er blevet aktiveret. Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod en 46-årig mand, som har brændt en koran i sin baghave i Nordjylland og efterfølgende i 2015 offentliggjort en video af afbrændingen på Facebook. Da Straffelovrådet i 2014 afgav betænkning om blasfemiparagraffen, var begrundelsen for at fastholde paragraffen netop, at der ville være tilfælde, hvor man ikke kunne retsforfølge den, der brændte Bibelen eller Koranen af. Og Straffelovrådet fandt dengang, at det var vanskeligt at se ”anerkendelsesværdige grunde” til at det skulle være straffrit med en ”så bevidst nedværdigende behandling af hellige skrifter”.
At fastholde blasfemiparagraffen med en sådan stærkt begrænset rækkevidde ville ifølge Straffelovrådet kun udgøre en ”meget beskeden, men hensigtsmæssig begrænsning af ytringsfriheden”. Den vurdering deles ikke af juristen Jacob Mchangama, der senest i en kronik i Jyllands-Posten har argumenteret for ophævelse af blasfemiparagraffen med henvisning til ytringsfriheden.
Der er flere interessante aspekter i den aktuelle sag. DR har valgt i forbindelse med sagen at vise klip fra en bibelafbrænding i 1997 og ikke fra den aktuelle koranafbrænding. Direktør Anne-Marie Dohm forklarer det her i avisen den 1. marts med en henvisning til, at der med bibelafbrændingen var tale om en kunstinstallation, mens koranafbrændingen skete for at lægge en trosretning for had. Men bibelafbrændingen fandt sted som indslag i TV Avisen, og manden, der foretog handlingen, var forfatter og stod bag en udstilling, men havde også grundlagt et parti ved navn Antikristpartiet.
Helt gennemskuelige er DR’s prioriteringer ikke – kunne man forestille sig, at grundlæggeren af et antimuslimsk parti i dag fik lov at brænde en koran i bedste sendetid på DR? Næppe.
Spørgsmålet er, om det er mindre krænkende at vise en afbrænding af Bibelen end en afbrænding af Koranen. I den nævnte betænkning fra 2014 om blasfemiparagraffen er det værd at bemærke, at ”Bibelen eller Koranen” konsekvent nævnes parallelt som bøger med samme status. Ud fra en teologisk betragtning er det en sandhed med modifikationer, eftersom skriftsynet er forskelligt i de to religioner.
Groft sagt er forskellen, at gud i islam har åbenbaret sin vilje i en bog, mens Gud i kristendommen har åbenbaret sin vilje i et menneske, i Kristus. I kristendommen er det Kristus, der er centrum, ikke skriften eller enkelte formuleringer i Bibelen. Sat på spidsen betyder det – i princippet – at det set fra et muslimsk synspunkt er værre at brænde Koranen, end det set fra et kristent synspunkt er at sætte ild til Bibelen.
Selvom det selvfølgelig reelt ville være stærkt sårende for mange kristne, fordi den fysiske bibel også er omgærdet med følelser, der for eksempel betyder, at mange har vanskeligt ved at smide en bibel ud. Men principielt er Bibelen netop ikke de kristnes koran, selvom man fornemmer, at muslimers syn på Koranen ”smitter”, så mennesker uden stort kendskab til kristendom forestiller sig, at kristne i udgangspunktet forholder sig til Bibelen, som muslimer forholder sig til Koranen.
I et sekulært samfund holder det dog næppe i straffeloven at anlægge sådanne religionsinterne kriterier for krænkelse. Så der må man acceptere, at Bibelen og Koranen tages under ét, selvom det altså teologisk er problematisk.
Tilbage står diskussionen, om blasfemiparagraffen skal opretholdes. At paragraffen har stærkt begrænset rækkevidde og bruges så sjældent, taler både for og imod en afskaffelse. Men man kan overveje, om det er klogt. Hvor blasfemiparagraffen oprindelig fungerede som en beskyttelse af det kristne flertals religiøse følelser, så har blasfemiparagraffen nu også fået karakter af mindretalsbeskyttelse. En afskaffelse ville derfor kunne ses som et udtryk for ringere beskyttelse af mindretallet og som et religionsfjendtligt signal i en tid, der synes at have fået religionsfobi.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.