I den tyske by Flensborg kunne man i sidste uge høre en muslimsk dødsbøn i en kirke, hvilket fik flere tilstedeværende til at udvandre.
Det var præst Johannes Ahrens fra den tyske kirke Skt. Nikolaj, der havde inviteret alle byens borgere til kirken for at mindes en 17-årig pige, der var blevet stukket ihjel. Gerningsmanden formodes at være en afghansk flygtning, og præsten valgte bevidst at inddrage muslimer i ceremonien. Den dræbte pige var af tysk afstamning, men det er uklart, hvad hendes forhold til islam og den formodede drabsmand har været.
Johannes Ahrens stillede kirken til rådighed for mindehøjtideligheden, fordi han vurderede, at behovet blev tydeligt i byen, da den var rystet efter drabsepisoden.
Han havde forud for ceremonien spurgt, om der var nogen fra det muslimske fællesskab, der ville bede med ham i kirken. Hans mål var, at alle, der kunne tænkes at deltage, skulle repræsenteres under ceremonien, som ikke var en gudstjeneste, og hvor præsten ikke bar præstekjole. Han forklarer, at der ud over den arabiske bøn blev brugt engelske sange for at overskride sproglige barrierer.
”Jeg finder det helt basalt at tage en muslimsk bøn med på arabisk. For nogle af de fremmødte har den bøn været det eneste, de sprogligt kunne forstå. Desuden betyder bøn trøst i en hvilken som helst religion, og jeg havde netop stillet kirken til rådighed, for at folk kunne søge trøst i den her svære tid,” siger præsten fra den tyske købstad med en stor dansk minoritet.
”Havde der været en stor gruppe danskere i byen, ville jeg også have givet dem mulighed for at bede på dansk.”
Sagen vidner om misforstået imødekommenhed, hvis man spørger Jens Kvist, der er sognepræst i Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa ikke langt derfra.
”Jeg er ikke i tvivl om, at præsten gør det i den bedste mening. Men en kristen kirke er altså ikke et multireligiøst rum, og du ville aldrig opleve, at det kristne evangelium blev forkyndt i en moské,” siger han, og mener ikke, at man skal blande tingene sammen.
”Det er en form for værdirelativisme, hvor man siger, at det er ligegyldigt, hvad man tror på, bare man tror på et eller andet, og det mener jeg altså ikke. En kristen kirke er bygget til at forkynde kristendom. Uanset hvad man kalder sådan en ceremoni, så foregår den i kristne rammer, og ellers må de finde et andet sted at holde den, vil jeg mene. Muslimer må da gerne komme og være med, men så må de finde sig i, at det foregår i en kirke, ellers bliver det noget rod,” siger Jens Kvist.
Men tanken om adskillelse er Johannes Ahrens ikke enig i. ”Jeg har ikke brug for den slags opdelinger i mit liv. Hvis vi alle sammen holdt vores egne mindehøjtidigheder i hvert vores hjørne af byen, så ville vi blive skilt mere ad,” siger Johannes Ahrens, der afviser at have haft politiske tanker med højtideligheden.
Hvem holdes sådan en mindehøjtidighed for? For den afdøde, de efterladte eller byen?
”Det er et spørgsmål, jeg stiller mig selv, hver gang vi holder en mindehøjtidighed. Og et spørgsmål, jeg tror alle præster bør tænke over. Her vil jeg sige, at det hovedsageligt var for dem, der var påvirket på den ene eller den anden måde. Dem, der var til stede under ceremonien.”
Hvad så med dem, der valgte at gå?
”Få forlod også ceremonien, inden vi kom til den muslimske bøn. Men hvis det var den, der gjorde, at nogle gik, tror jeg stadig, at ceremonien som helhed fungerede. Langt størstedelen forstod hensigten og blev.”