Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Muslimsk kamp mod religionskritik ændrer form

Til forskel fra tidligere er det i dag menneskerettigheder som beskyttelse mod diskrimination og hadefuld tale, der bruges til at legitimere kravet om indskrænkninger af ytringsfriheden. Også fra de muslimske landes samarbejdsorganisation IOC. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Hvor de muslimske landes samarbejdsorganisation OIC tidligere argumenterede direkte for et forbud mod religionskritik, præsenteres kravet i dag som et ønske om at blive beskyttet mod diskrimination og hadefuld tale. Men målet er præcis det samme, lyder det fra forsker

Den globale værdidebat om ytringsfrihed og herunder retten til at fremføre religionskritik kører på højtryk. Men til forskel fra tidligere er det i dag menneskerettigheder som beskyttelse mod diskrimination og hadefuld tale, der bruges til at legitimere kravet om indskrænkninger af ytringsfriheden. Det advarer både forskere og eksperter i ytringsfrihed om.

De mener, at kravet fra blandt andet de muslimske landes samarbejdsorganisation, OIC, om beskyttelse mod religionskrænkelse er kommet tilbage via bagdøren, selvom argumentet særligt efter angrebet mod det franske satireblad Charlie Hebdo i 2015 blev ildeset på den internationale scene.

Men forsøget på at sætte grænser for retten til at kritisere religion føres stadig, konkluderer den færøske adjunkt i international politik, Heini Ì Skorini, der er aktuel med en bog om emnet.

”OIC fandt ud af, at man ikke kunne komme igennem med dette krav, blandt andet fordi USA stod meget stærkt på det og overbeviste en række afrikanske og latinamerikanske lande om at skippe opbakningen til kravet. Derfor valgte OIC en anden strategi. Nu pakkes kravet om indgreb i ytringsfriheden ind som en menneskeret. OIC har lært at tale menneskerettighedernes sprog for at opnå præcist det samme som tidligere,” siger Heini Ì Skorini.

Siden 1999 havde OIC hvert eneste år fremsat et krav om forbud mod bagvaskelse af religion, hvilket skabte et ualmindeligt anspændt forhold mellem Vesten og store dele af resten af verden og særligt med de muslimske lande, der stod i front for kampen.

Det blev set som en sejr for det vestlige syn på ytringsfrihed, da OIC i 2011 gik med til at skrinlægge dette krav og i stedet gik ind i den såkaldte Istanbul-proces, som fastslår, at kun ytringer, der opfordrer til vold og overgreb, skal forbydes, og at landene skal samarbejde om at bekæmpe årsagerne til modsætningerne.

”Men de møder, der afholdes, viser, at de to forskellige opfattelser af religion og ytringsfrihed fortsat skiller Vesten og de muslimske lande,” konstaterer den færøske forsker på baggrund af blandt andet mødereferater og interviews med muslimske og vestlige diplomater.

Marc Limon er leder af Genève-afdelingen af organisationen Human Rights Group, som tæt følger FN’s menneskerettighedsarbejde. Han mener, at Istanbul-processen har ført til en afspænding mellem Vesten og den muslimske verden.

”Lokalt i en række lande har Istanbul-processens hensigt om at begrænse hadske ytringer og angreb på religiøse mindretal rent faktisk betydet, at de religiøse ledere har iværksat en dialog med deltagelse af både jøder, muslimer og kristne. Og løsladelsen af den kristne kvinde Asia Bibi samt hendes eksil i Canada er et resultat af denne afspænding, som Pakistan har været toneangivende i. Men det er rigtigt, at der ikke er sket afgørende indrømmelser i muslimske lande, for eksempel i form af afskaffelse af blasfemilovene,” siger Marc Limon.

Han peger på, at USA stadig står fast på sin forståelse af ytringsfrihed, hvor kun direkte opfordringer til at gribe til vold betragtes som ulovligt.

”Det er formentlig de europæiske lande, der har bevæget sig mest,” siger Marc Limon.

Heini Ì Skorini mener, at pendulet nu er ved at svinge tilbage i de europæiske lande, efter at de stod fast på ytringsfriheden i kølvandet på Muhammed-tegningerne, for eksempel med afskaffelsen af blasfemiparagrafferne i Danmark, Island og senest Irland.

Sidste år godkendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en dom for blasfemi, som det østrigske retsvæsen havde afsagt mod en kvinde, der i en foredragsrække betegnede profeten Muhammed som pædofil på grund af hans ægteskab med en seks-årig pige og beretningen om, at ægteskabet blev fuldbyrdet, da hun var ni år.

I Danmark viser en ny undersøgelse, at hver anden efterkommer vil have religionskritik forbudt. Og ønskerne om at gribe ind mod hadefuld tale på internettet vokser, blandt andet i lyset af muslimsk terrorpropaganda, men også voksende højreekstremistisk propaganda, voksende antisemitisme og angreb på synagoger og moskéer i både USA, New Zealand og senest i Tyskland. Og FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, lancerede i juni en global handlingsplan mod hadefuld tale.

For Heini Ì Skorini er der grund til at være på vagt.

”Der er altid en risiko for, at ytringsfriheden kan misbruges til at dæmonisere dem, man ikke kan lide. Og det kan være fornuftigt at have en nedre grænse for, hvad man kan tillade sig at sige i debatten. Men det er et farligt argument, for vi har ingen klar definition af, hvad hadefuld tale er,” siger han.