Prøv avisen

Muslimsk sexbog vækker vrede

En ny bog, som skal oplyse pakistanske muslimer om sex, har skabt vrede. Forfatteren beskyldes for at opfordre til pornografi. Foto: .

Psykiater har med ny bog om sex vakt vrede blandt muslimer i Pakistan, som blandt andet beskylder ham for at opfordre til pornografi

Udgivelsen af den nye bog Sex Education for Muslims skal gøre unge pakistanske muslimer klogere på spørgsmål om pubertet og sex.

Det var i hvert fald psykiater Dr. Akhtars formål. Men efter lanceringen af bogen har han mødt voldsomme protester og modtaget trusler.

En politiker trak mig ind på sit kontor og beskyldte mig for at opfordre til pornografi. Jeg forklarede, at det forsøger jeg på ingen måde, siger Dr. Akhtar til BBC.

Den 81-årige psykiater ønsker at sætte fokus på sex, fordi han mener, at uvidenheden er stor blandt Pakistans børn og unge.

Når især drenge når pubertetsalderen og oplever de forandringer, der sker med kroppen, tror de, at det skyldes sygdomme, siger Dr. Akhtar til BBC og tilføjer:

Jeg kom selv igennem puberteten med alle disse bekymringer, og der er ingen til at fortælle dig, at det ikke hænger sådan sammen. Det var først, da jeg begyndte at læse medicin, at jeg fandt ud af, det var misforståelser.

Han forklarer, at mange læger i Pakistan ikke diskuterer sex i offentligheden, og lærere og forældre er flove over at tale om det. Heller ikke i skolerne kan de unge få svar på deres spørgsmål, for der gives ingen seksualundervisning i statsskolerne.

Men Dr. Akhtar understreger, at det ikke er mod islam at tale om sex:
Da jeg startede med at læse, hvad koranen, islamisk lovgivning og religiøs forskning har at sige om sex, fandt jeg ud af, at der er skrevet rigtig meget om sex inden for islam, siger han.

Bogen er derfor fyldt med citater fra den muslimske profet Muhammed og fra koranen. Et eksempel fra koranen er:

Under fasten er det om natten tilladt jer at have kønslig omgang med jeres hustruer. De er en klædning for jer, og I er en klædning for dem (Sura 2 (Koen) vers 187).

Dr. Akhtars ønske har været at udbrede basal viden om seksuelle spørgsmål i kombination med det islamiske perspektiv på emnet.

I forsøget på at gøre bogen mere accepteret, har han ændret titlen fra på engelsk at hedde Sex Education for Muslims til at hedde Special Problems for Young People på urdu, som er det officielle pakistanske sprog.

Men der er ikke mange boghandlere, som vil have bogen stående på hylden, og aviser og magasiner er tilbageholdende med at anmelde den.

Det er en sørgelig reaktion. Uvidenhed omkring seksuelle spørgsmål er skyld i unødvendig psykisk smerte blandt mange unge, og det er vi nødt til at ændre på, siger Dr. Akhtar.