Muslimske skolebørn tror på Darwin

Et flertal blandt elever i Pakistan og Indonesien mener, at Darwins evolutionsteori er sand

Skoleelever i New Delhi. -
Skoleelever i New Delhi. -. Foto: ArkivAdnan Abidi Denmark.

Både kristne kreationister og konservative muslimer er blevet kritiseret for deres manglende tro på Darwins evolutionsteori om arternes oprindelse og udvikling.

Men nu viser et nyt forskningsprojekt blandt 3.800 elever i to store muslimske lande, Pakistan og Indonesien, at et flertal af skolebørnene tror på Darwins evolutionsteori. Det skriver forskning.no.

85 procent af børnene er enige i, at fossiler viser, at der har eksisteret liv på jorden i milliarder af år, og at arterne har udviklet sig over tid.

Henvisninger til islam
Selvom et flertal af eleverne støtter Darwin, der i år fejres verden over på grund af 200-året for hans fødsel, er der dog en stor del af eleverne, der holder fast i, at Gud skabte de første mennesker, som vi kender dem i dag.

- I Pakistan indeholder læreplanen en mere eller mindre standard gennemgang af evolution, dog med henvisninger til islam, siger biologiprofessor Jason Wiles.

64 procent af de pakistanske elever og 36 procent af de indonesiske mener, at der er en konflikt mellem Koranen og videnskaben i spørgsmålet om menneskets skabelse.

Undersøgelsen er udført af forskere fra Evolution Research Centre ved McGill University i Canada og er ifølge tidsskriftet Nature den første store af sin slags.