Selvom regnen væltede ned i Hørning ved Aarhus i december 2014, kunne det ikke dulme begejstringen hos de lokale politikere, da første spadestik til butiks- og boligbyggeriet Ramblaen blev taget.
Som led i prestigebyggeriet fra Skanderborg Kommune skulle der opføres boliger i seks etager. Hagen ved byggeriet var bare, at det ligger inden for beskytteslinjen for Hørning Kirke, og at byggeriet ”vil dominere kirkens nærmiljø i et stærkt uønsket omfang.”
Det var i hvert fald Aarhus Stiftsøvrigheds opfattelse. Derfor besluttede den kirkelige myndighed i marts sidste år at gøre indsigelse imod byggeriet.
Og så skulle man måske tro, at kommune og kirke kom i klinch, som det for nylig er sket i Holstebro Kommune. Her har kommunen anklaget Viborg Stiftøvrighed for at være medvirkende til, at et planlagt butiks- og boligprojekt blev skrottet.
Men udfaldet var et andet i Skanderborg. Kommunen tilrettede lokalplanen, byggeriet blev lavere, og stiftsøvrigheden trak indsigelsen tilbage.
”Vi havde en god dialog med stiftsøvrigheden omkring det omtalte byggeri, og vi nåede hurtigt til enighed. Generelt betrager vi kirken som en vigtig samarbejdspartner og ikke en hindring, når det handler om bymiljø og kultuarv,” siger Jørgen Gaarde, borgmester i Skanderborg for Socialdemokratiet.
Og dette eksempel repræsenterer i virkeligheden det landsdækkende forhold mellem kirke og kommune bedre end stridigheder som i Holstebro. For i langt de fleste tilfælde, hvor de kirkelige myndigheder protesterer imod lokalplaner og bygge- og vindmølleprojekter, ender sagen uden problemer.
Det fremgår af en aktindsigt, som Kristeligt Dagblad har fået i de seneste fem års sager, hvor stiftøvrigheden har gjort indsigelse eller nedlagt veto imod kommunal byplanlægning. Alle 10 stifter har svaret, og der er gjort indsigelse i alt 53 gange siden 2012.
Men i de sager, hvor der er beskrevet en afgørelse, fremgår det, at sagerne konsekvent ender med mindelige løsninger. For eksempel har Aalborg Stiftsøvrighed i alle syv afsluttede sager ladet indsigelsen frafalde efter dialog med kommunen. I Aarhus Stiftsøvrighed opleves samme tendens. I otte afsluttede sager er der opnået enighed omkring de konkrete projekter efter møder med kommunen eller indblanding fra Natur- eller Erhvervsstyrelsen. Det samme gør sig gældende i Helsingør Stift, hvor enten kommune eller stiftsøvrighed har givet sig i fire afsluttede sager.
Lektor i byplanlægning Michael Tophøj Sørensen fra Aalborg Universitet har ligesom Kristeligt Dagblad gennemgået sagerne og konstaterer, at konflikter er en sjældenhed.
”Indsigelsesretten er jo i virkeligheden et konfliktløsningsinstrument, når for eksempel udviklings- og bevaringsinteresser står stejlt over for hinanden, og ser man på historikken, så fremgår det, at sagerne som regel ender i mindelighed. Hvis stiftsøvrighedens indsigelsesret er et problem, så er det et meget lille problem,” siger Michael Tophøj Sørensen.
Derfor kan det også undre ham, at et bredt politisk flertal vil ændre og svække kirkens direkte indsigelsesret med den nye planlov, som forventes vedtaget i maj i år.
”Det er parallelt med debatten om bederum, hvor nogle partier vil forbyde det, som mange uddannelsesinstitutioner ikke ser som et reelt problem. Og hvis man bruger eksemplet fra Holstebro som eksempel på, hvorfor der skal laves en lovændring, så er det i hvert fald skudt helt over målet,” siger Michael Tophøj Sørensen.
Han understreger, at han ikke kender alle detaljerne i stiftsøvrighedens indsigelse mod byggeriet i Holstebro, men det handlede næppe om at forbyde byggeriet som sådan eller at hindre vækst og udvikling i Holstebro.
”Det havde formentlig til formål at få en dialog med kommunen om at tilrette bygeprojektet, så der ikke skulle placeres et cirka 60 meter højt tårn som en del af byggeriet tæt på kirken. Så laver man en ændring af loven på baggrund af Holstebro-sagen, er det ude af proportioner med problemets størrelse,” siger Michael Tophøj Sørensen.
Også i Aalborg Stift er biskop Henning Toft Bro kritisk over for den foreslåede ændring af planloven.
”Man skal kun ændre loven, hvis det kan blive til det bedre. Men det kan jeg ikke se, at det kan her. Når historien viser, at stiftsøvrighederne har en god dialog med bygherren eller kommunen, så forstår jeg ikke, hvorfor man vil ændre loven. Det er noget makværk,” siger Henning Toft Bro, som frygter for konsekvensen af en ny planlov.
”Det kan blive katastrofalt forstået på den måde, at det ofte er tunge sager, som det er svært at sætte sig ind i. Derfor kan jeg godt frygte for sagsbehandlingen fremadrettet,” siger Henning Toft Bro med henvisning til, at den nye planlov blandt andet indeholder en ændring, så høringsfristen i lokalplansagerne forkortes fra otte uger til fire uger. I nogle tilfælde vil høringsfristen kun være to uger.
Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen fastholder, at han er ”blevet præsenteret for en stribe sager, hvor indsigelser har stukket en kæp i hjulet” på kommunale byggeprojekter.
”Det har betydet, at man ikke kunne komme videre. Derfor ændrer vi loven, så det fremover bliver den pågældende ressortminister, der vurderer, om der skal gøres indsigelse. Vi har et generelt problem med statslige myndigheder, der gør indsigelser, og så kan det godt være, at man har fundet mindelige løsninger specifikt omkring kirker. Men de nye regler betyder jo heller ikke, at man ikke fremadrettet kan have en god dialog lokalt,” siger Torsten Schack Petersen.