Mårup Kirke får sit inventar tilbage

Støtteforeningen Mårup Kirkes Venner vil indsamle så meget af det opmagasinerede indbo som muligt

Den lille Mårup Kirke syd for byen Lønstrup på Nordjyllands vestkyst ser ud til at have fået lidt ekstra tid, inden en truende nedstyrtning begynder. Miljøminister Hans Chr. Schmidt besøgte onsdag kirken alleryderst på den høje klint, og han lovede foreningen Mårup Kirkes Venner, som havde inviteret ham, at de nu vil få lov at flytte kirkens inventar tilbage.

Det er dog kun det inventar, som Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet har opmagasineret, kirkens venner kan få tilbage. Andet indbo som altertavle, prædikestol, degnestol og fattigbøsse står enten i den nærliggende Lønstrup Kirke eller er i Nationalmuseets varetægt. Her er nogle af tingene blevet restaureret, og det er derfor usikkert, om museet vil give de kulturhistoriske værdier fra sig igen.

Den nye udvikling skyldes, at nedbrydningen af klinten forårsaget af regn, storm og havets bølger, ikke er foregået så hurtigt som antaget.

- Situationen har ændret sig drastisk fra slutningen af 1990'erne, hvor der forsvandt over fire meter af klinten hvert år. Med den hastighed skønnede man, at det ikke ville vare længe, før kirken styrtede ned. Men i de seneste år er der ikke sket ret meget. Der er nogen, som tror på, at den kystsikring i form af trykudlignende rør, som befinder sig i vandet ud for kirken, har bremset klintens nedbrydning, men det kan man ikke sige med sikkerhed. Det er derimod et faktum, at de sidste års vintre har været milde ved vestkystens landskab, siger skovridder Frede Jensen, som på Skov- og Naturstyrelsens vegne har tilsynet med Mårup Kirke.

De omdiskuterede rør er opfundet af Skagen Innovations Center ved indehaver Poul Jacobsen. Miljømyndighederne var i sin tid imod rørene, som de ikke tror på som kystsikring, men det lykkedes til sidst kirkens venner at få dem opstillet i en forsøgsperiode. Nu har de stået der en årrække og fortsætter sandsynligvis med det.

Mårup Kirke ligger særdeles malerisk yderst på klinten og besøges hvert år af tusinder af turister, som kommer for at beundre dramaet. Da kirken blev bygget for 200 år siden, lå den 450 meter fra klintens kant - i øjeblikket er den omkring 22 meter fra nedstyrtning, og noget af kirkegården er allerede gledet ned ad klinten. I 1928 blev den truede kirke taget ud af brug og senere fredet. Der har imidlertid været uenighed om, hvorvidt den er blevet fredet, så naturen kan gå sin gang, indtil kirken styrter i havet - eller om den skal tages ned og køres bort. En voldsom nedstyrtning kan være til fare for eventuelle forbipasserende på stranden neden for.

- Om der nu vil gå et eller 10 år, inden der eventuelt indtræffer en alvorlig episode, er ikke til at sige. Men fortsætter den langsomme nedbrydningstakt, går der mange år, siger Frede Jensen.

En lille kilometer syd for Mårup Kirke har Skov- og Naturstyrelsen fået sin vilje og givet naturen frit spil. Bygningerne omkring fyrtårnet på Rugbjerg Knude er nu opgivet og er ved at blive fyldt med sand. Snart vil kun tårnet være tilgængeligt. Der kunne sandsikres omkring bygningerne, men det ville føre til en yderligere opbygning af den i forvejen høje og stejle klint. Mårup Kirke var oprindeligt tiltænkt samme skæbne som de mange nedstyrtede sommerhuse ved Lyngby og Lønstrup. Men takket være omkring 40.000 underskrifter og miljøminister Hans Chr. Schmidt er det nu kirkens venner, der har vinden i sejlene.

vincents@kristeligt-dagblad.dk