Mød kirkegårdsvandreren

Jørgen Østergaard har i over 50 år været kirkegårdsvandrer med blik for det kuriøse. Han samler på "spøjse" gravsten

Jørgen Østergaard er selv et eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver at blive trist ved at beskæftige sig med kirkegårde: -- Måske er det ikke det helt rigtig udtryk i den her sammenhæng, men jeg morer mig ved det. -- Foto: Bent Tilsted.
Jørgen Østergaard er selv et eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver at blive trist ved at beskæftige sig med kirkegårde: -- Måske er det ikke det helt rigtig udtryk i den her sammenhæng, men jeg morer mig ved det. -- Foto: Bent Tilsted.

Jørgen Østergaard bor lige ved siden af Nordre Kirkegård i Herning, og det er et passende naboskab, for den nu 81-årige tidligere redaktør har i over 50 år været kirkegårdsvandrer med blik for det kuriøse. Jørgen Øster- gaard samler nemlig, ligesom afdøde biskop i Viborg Stift Georg S. Geil, der også havde sans for humor, på "spøjse gravsten" – kirkegårdens sørgmuntre skæve smil over livets tilfældigheder og den uafvendelige død.

Østergaards samling omfatter op imod 600 grav-skrifter, som han har fundet på sine mange vandringer på kirkegårde landet over, og han er fortsat på jagt.

– Nogle samler på frimærker, andre på sommerfugle, og nu samler jeg så på "spøjse gravsten", som biskop Geil udtrykte det. I stedet for at se fodbold i fjernsynet går jeg hellere en tur på kirkegården. Måske er det ikke det helt rigtige udtryk i den her sammenhæng, men jeg morer mig ved det.

Selv er Jørgen Østergaard – der i øvrigt også samler på dødsannoncer – et levende eksempel på, at man i hvert fald ikke nødvendigvis behøver blive trist ved at beskæftige sig med kirkegårde. Tværtimod, så har den lune fynbo det ligesom ligvognskuskens søn i H.C. Andersens "Et godt Humuer", som muntert fortæller om sin fornøjelse ved at gå tur blandt gravene: "Hver af disse er som en lukket Bog med Ryggen opad, man kan læse Titelen, som siger, hvad Bogen indeholder, og siger dog Ingenting; men jeg ved Besked".

Det samme gør Jørgen Østergaard, i hvert fald i de mange tilfælde, hvor det, med hjælp fra historiske arkiver og vidende gravere, er lykkedes ham at afdække historierne bag indskrifterne.

Jørgen Østergaards samling spænder fra den ufrivillige komik til de resignerede og overbærende smil, og derfra helt ud i den dybe og hjerteskærende sorg, eller de store tragedier, der kan gemme sig bag en gravsten, som den smeden Ludvig Larsen i Naur ved Holstebro satte over sine syv børn, hvoraf de seks døde af difteri i løbet af kun et par uger. Eller dramatiske omstændigheder af næsten Blichersk omfang, som knytter sig til en lille jernplade på Ny Sogns kirkegård i Kloster ved Ringkøbing over den 29-årige Ane Mortensen Sø- gaard, der døde af kærlighed og kærestesorg. Hun fik et slagtilfælde, da hun under gudstjenesten hørte præsten lyse til ægteskab mellem hendes trolovede og en anden kvinde.

I Kloster finder man også en sten over "Skarnskvinden Anne Marie Seier". Hun døde 1733 i barselsseng efter at have født og ombragt sit nyfødte barn. Under den efterfølgende efterforskning fandt man knoglerester af endnu to spædbørn, så Anne Marie Seier skulle egentlig have været halshugget og hendes hoved sat på en stage. Da hun nu imidlertid var død, valgte man i stedet at flytte hendes jordiske rester uden for kirkegården. De blev fundet under markarbejde i 1953 og bragt tilbage, og "skarnskvinden" fik sin sten på kirkegården.

Gode gravskrifter kan i kortform opridse et menneskes skæbne i ganske få sætninger. Et godt eksempel er major A.F. von Hardbords gravsten på Horsens gamle kirkegård med det bedske skudsmål: "Kjendt af mange, Miskjendt af flere, Forstaaet af faae".

Så var der mere glæde over det eftermæle, borgerne i Ebeltoft satte over byens superoriginal, "Tosse-Christian", og som var det første gravsted Jørgen Østergaard fotograferede: "Saa mangen Sjæl til Moro/ og ingen til fortræd".

I ikke så få tilfælde er det tilsyneladende afdøde selv, der har udformet gravskriften som en sidste hilsen til de efterlevende. Måske gælder det denne efterskrift på en gravsten i Slagelse: "NB Husk at vande blomsterne", eller den lidt bitre: "Jeg sagde jo, jeg var syg". Der er også det lakoniske: "Hva' så", som kan læses på en sten på Vestre Kirkegård i Herning, og en gravskrift, biskop Geil har refereret: "Jeg havde ventet det, men ikke så hurtigt".

Jørgen Østergaard har i årenes løb fået mange henvendelser om spændende gravskrifter. En af dem, han har modtaget flest praj om, er en gravsten på ødekirkegården ved Rubjerg Knude i Vendsyssel, hvor der er gået totalt kuk i kalenderen, for her kan man læse, at vedkommende døde den 31. april.

– Som bekendt er der kun 30 dage i april, men stenhuggeren ville have penge for at rette fadæsen, og så kunne det også være lige meget, mente enken. Manden var jo død sidst i april, vidste hun. I kirkebogen står, at han døde 1. maj, det har jeg tjekket.

En kirkegårdsvandrer som Jørgen Østergaard glæder sig over, at flere og flere igen er begyndt at skrive afdødes titel på gravstenene.

– Modsat ser man stadig grave, hvor der kun står "Mor og Far", uden navne, og så der jo er ikke så meget at hente. Tænk, hvis Harald Blåtand havde nøjedes med at skrive det på Jelling- stenen?

steens@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

JØRGEN ØSTERGAARD

**Født i Frørup på Østfyn i 1924. Dagbladsjournalist i 15 år, hvoraf de sidste ni på "Herning Folkeblad". Landsdelsredaktør på "Landsbladet" 1964-91. Foruden gravsten interesseret i slægtsforskning, kirker og landbrugshistorie. Medstifter af Slægtshistorisk Forening i Herning. Modtager gerne tip om interessante gravsten på mailadressen: jgrug41@post.tele.dk

Fakta

den sidste rejse

**Vi skal alle dø, men vi kommer herfra på meget forskellig vis. Nogle dør omgivet af deres nærmeste familie. Andre dør alene. Nogle bliver sunget ud, andre bæres bort i stilhed. Nogle bliver begravet, andre brændt. Nogle får sat en sten, andre vil helst glemmes. Kristeligt Dagblad bringer i den kommende tid en serie om den sidste rejse.

Alle artikler i serien kan læses på

kristeligt-dagblad.dk

"Hva' så", spørges der gådefuldt på en af gravstenene på Vestre Kirkegård i Herning. Hvem, der spørger, er overladt til beskueren. – Foto: Bent Tilsted.
"Hva' så", spørges der gådefuldt på en af gravstenene på Vestre Kirkegård i Herning. Hvem, der spørger, er overladt til beskueren. – Foto: Bent Tilsted.
Et eksempel på, at også nye gravsten kan være dybt personlige. Børnene vinker farvel til deres døde far. Gravsten fra Nordre Kirkegård i Herning. – Foto: Bent Tilsted.
Et eksempel på, at også nye gravsten kan være dybt personlige. Børnene vinker farvel til deres døde far. Gravsten fra Nordre Kirkegård i Herning. – Foto: Bent Tilsted.