Mød vågekonen

For Jenny Riis Madsen er det en naturlig del af tilværelsen at sidde ved ensomme bornholmeres dødsleje -- for ingen skal gå døden i møde alene, lyder hendes filosofi

-- Man skal have mod til at se livet i øjnene, turde påtage sig et ansvar, og så skal man ikke være sentimental, siger Jenny Riis Madsen om sit fritidsjob som bornholmsk vågekone.  -- Foto: Kirsten Gregers Jørgensen.
-- Man skal have mod til at se livet i øjnene, turde påtage sig et ansvar, og så skal man ikke være sentimental, siger Jenny Riis Madsen om sit fritidsjob som bornholmsk vågekone. -- Foto: Kirsten Gregers Jørgensen.

Solen sender lyse og varme stråler ind gennem stuens vinduer, og i den brune lænestol sidder Jenny Riis Madsen. Rynkerne i hendes ansigt afslører, at alderen er begyndt at sætte sine spor, men den 69-årige kvinde er langt fra færdig med livet. Hun er energisk, tager eksistensen i agt og bruger hver dag, som var det den sidste. I øjeblikket er hendes mission at sidde ved døende bornholmere, når deres liv ebber ud. Som solskinsøens klippefaste kvinde våger hun over mørket.

– Et lille nyt menneske bliver modtaget med fest og glæde. Rundt om os er vores forældre, en jordemoder og sygeplejersker, som begejstret byder os velkommen til denne verden. Når vi efter et langt arbejdsliv dør, er det som regel lige modsat. Vi får lov til at ligge og dø alene, uden der er mennesker i nærheden, siger Jenny Riis Madsen.

Derfor startede hun for et års tid siden omsorgsgruppen De Bornholmske Vågekoner gennem Dansk Røde Kors. Ordningen består af 14 pensionerede kvinder med rødder i sundhedssektoren, som på skift tager ud i private hjem, på plejehjem eller på øens sygehus for at våge hos døende i deres sidste timer. Enten fordi de er ensomme, eller fordi deres pårørende trænger til aflastning.

Men ideen om at holde i hånd, lægge en våd klud på panden eller blot at være til stede, når et menneske forlader livet, opstod allerede, da Jenny Riis Madsen arbejdede som sygeplejerske i København. Dagligt måtte hun svigte ensomme mennesker på deres sidste rejse gennem livet.

– Jeg gik konstant rundt med dårlig samvittighed, fordi jeg havde travlt på jobbet og ofte måtte lade døende mennesker ligge alene. Det offentlige har bare ikke resurser til, at sygeplejersker og sygehjælpere kan være hos de mennesker, der ikke har pårørende til at tage sig af dem i den sidste tid, fortæller hun og stirrer ud af vinduet med et fast blik.

Af den grund lå det hende meget på sinde at starte en vågekoneordning, da hun for fem år siden flyttede til Bornholm med ægtefællen Preben. Her oplevede hun igen et behov for, at nogen måtte gøre noget. Så det gjorde hun.

– Jeg fik arbejde som nattevagt i hjemmeplejen og så akkurat det samme som i København – et travlt og stresset personale, som ikke kunne tage sig tid til de døende, der lå alene rundt omkring i øens små huse eller på bondegårdene. Det satte igen tankerne i gang, og jeg besluttede mig for at sætte projektet i værk, siger hun.

Så da hun havde fået tilladelse fra Dansk Sygeplejeråd, fik Jenny Riis Madsen hurtigt etableret et korps med bornholmske vågekoner.

Siden har hun oplevet flere nætter, hvor hun har siddet alene hos en døende et sted på øen. Enten fordi vedkommende har levet et liv i ensomhed, eller fordi familien har trængt til aflastning. Men i nogle tilfælde har hun også siddet ved dødslejet, fordi familiemedlemmerne ikke har ønsket at være der, når den døende trak vejret for sidste gang.

– Det er meget almindeligt, at folk i dag siger: I skal ikke vække mig i nat, hvis min mor dør. Bare ring i morgen. Det, synes jeg, er lidt fattigt. Som om døden er noget fremmed, som det offentlige skal tage sig af. Nej, det bør være familien, der sidder ved den døende, siger Jenny Riis Madsen.

Samtidig forstår hun godt, hvorfor det som pårørende kan være svært at sidde hos et døende familiemedlem. Forklaringen er ganske enkel.

– Det er angsten, der ofte får folk til at trække sig. Døden kender man ikke, og i vores tid vælger mange at skubbe den væk i stedet for at se den i øjnene, siger hun.

Selv frygter hun ikke dagen, hvor det er hendes egen tur til at tage herfra. Men besøgene som vågekone giver hende dagligt stof til eftertanke.

– Jeg får en masse tanker om min familie og mig selv, for selvom jeg ikke er bange for døden som sådan, har jeg da slet ikke lyst til at forlade Preben, mine børn eller børnebørn. Men døden kommer jo på et tidspunkt, siger Jenny Riis Madsen.

Ordningen er i dag blevet en integreret del af Bornholm. Men selvom mange ældre kvinder viser stor interesse for at give en hjælpende hånd som vågekone, er det ikke alle og enhver, der egner sig til jobbet som omsorgsgivende i de sidste timer.

Ifølge Jenny Riis Madsen er det vigtigt at besidde nogle helt specielle egenskaber.

– Man skal have mod til at se livet i øjnene, turde påtage sig et ansvar, og så skal man ikke være sentimental. Samtidig skal motivationen ikke være, at man vil behage sig selv ved at gøre noget godt for andre. Man skal gøre det, fordi man mener, det mangler i vores samfund, siger hun med kontant stemme og fortsætter:

– Men hvis man bliver vågekone, er det da spændende, at man her i ens alderdom kan få lov til at lave sådan et meningsfyldt arbejde. Dog ville det bedste selvfølgelig være, hvis der slet ikke var behov for os.

kirke@kristeligt-dagblad.dk