Nysgerrighed. Det var det, der fik hende til at gå derind.
Selvom den dengang 26-årige Grethe Livbjerg var stærkt anti-katolsk, var fristelsen for stor, da hun en dag i 1953 kom forbi Jesu Hjerte Kirke på Vesterbro i København. Hun havde hørt meget dårligt om den katolske kirke, men besluttede, at hun måtte ind og se det forfærdelige med egne øjne.
Men da jeg kom ind i kirkerummet, blev jeg ramt af en erfaring af nærvær: Jesus var der. Jeg kendte ikke til katolsk tro på, at brødet i messen bliver forvandlet til Jesu legeme, og at man i den katolske kirke opbevarer dette i det lille skab med rødt lys foran. Men jeg havde nu erfaret, at her var Jesus meget konkret, og hver gang jeg derefter passerede den kirke, var jeg én stor tilbedelse.
Det fortæller den i dag 84-årige Grethe Livbjerg, mens hun sidder i sin stue i hjemmet i Ordrup. Derfra kan hun kigge direkte over på Sankt Andreas Kirke, den katolske kirke, som hun næsten dagligt har besøgt i de 35 år, hun har været nabo til den.
Det stod ikke skrevet i kortene, at hun skulle blive en del af en katolsk menighed. Men mødet med Jesus for næsten 60 år siden ændrede hendes liv totalt.
Ifølge Grethe Livbjerg er det også et sådant forvandlende møde, som finder sted i søndagens tekst, hvor Jesus møder en samaritansk kvinde ved Jakobskilden og får hende til at erkende sandheden om sig selv.
Gennem sin indremissionske opvækst i Vamdrup ved Kolding med kirkegang og ugentlige møder i Missionshuset oplevede Grethe Livbjerg ofte Jesu nærvær. Men ingen af de møder kunne måle sig med oplevelsen i den katolske kirke.
Alligevel skulle der gå næsten 10 år, før hun blev katolik.
Jeg er opvokset i et super anti-katolsk miljø. Den katolske kirke var virkelig ja, det værste, man kunne tænke sig. Og selvom mødet i kirken selvfølgelig ændrede min holdning, var jeg så gennemsyret med anti-katolicisme, at der slet ikke var tale om konversion, siger hun og tilføjer, at hun dog begyndte at læse katolsk litteratur.
Men på et tidspunkt var det heller ikke nok længere. Grethe Livbjerg henvendte sig derfor til en katolsk præst og fik derefter undervisning i katolsk teologi. Og trods manglende forståelse fra venner i folkekirken og sine forældre konverterede hun i 1961.
Efter i nogle år at have været katolik begyndte Grethe Livbjerg at arrangere retræter, dengang kaldet kurser i kristen meditation, hvilket har ført til langt over 100 retræter de seneste cirka 30 år.
En ting, som Grethe Livbjerg især blev fanget af ved den katolske kirke, var skriftemålet. Faktisk længtes hun allerede i sin tid i Indre Mission efter at kunne gå til skrifte:
Jeg syntes, det måtte være befriende helt konkret at bekende sin synd og få tilgivelse . Der blev hele tiden talt om synd, nåde og tro, og jeg overvejede, hvad tro i grunden var. Troede jeg nok? Jeg behøvede noget objektivt.
Ifølge Grethe Livbjerg spiller denne erkendelse af synden også en vigtig rolle i søndagens tekst, hvor Jesus beder den samaritanske kvinde hente sin mand. Hun svarer her, at hun ingen mand har, hvortil Jesus siger: Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.
I skriftemålet erkender man sin egen skyld. Og det er først, når man ser sandheden om sig selv, at man virkelig kan blive fri. Jesus konfronterede kvinden med synden i hendes liv, og hun blev fri. Hun lod sit gamle liv bag sig. Og hun oplevede det levende vand, siger Grethe Livbjerg og kommer her ind på et andet vigtigt symbol i teksten:
Det levende vand skal ses som et billede på Helligånden. Kirken har denne kilde i sig, og det er op til os at lade den strømme. Gør vi det, vil vi se, hvordan livet vil springe frem, hvor alt synes dødt. Jeg erfarede dette levende vand i mødet med hele den tradition af bøn, meditation og mystik, som er Helligåndens virke gennem historien, og som kirken er bærer af. Enhver, der vil, kan drikke af denne kilde, siger hun og henviser her til den katolske kirke.
Det var derfor heller ikke tilfældigt, at Levende Vand blev navnet på det tidsskrift, som Grethe Livbjerg senere stiftede:
Det, vi ville, var netop at bringe denne rigdom af åndelig litteratur frem, som findes, og som dengang ikke var almindelig kendt.
Samtidig mener Grethe Livbjerg, at vandet er et symbol på menneskets længsel:
Menneskets væsen er i grunden at længes eller at tørste. Og Jesus siger til den samaritanske kvinde, at med det vand, han giver, skal hun ikke tørste, siger hun og tilføjer, at der findes to slags tørst. Den tørst, vi prøver at slukke med alt muligt, hvilket aldrig vil lykkes, og den, som Jesus giver det levende vand og som får os til at tørste efter mere, men ifølge Grethe Livbjerg samtidig er en opfyldelse, da Gud aldrig kan udtømmes.
Den samaritanske kvinde gik fra den ene mand til den anden, for der var ingen, der kunne tilfredsstille hende. Og det er det, vi ser i dag. Mennesker går fra den ene til den anden. Man forventer, at et andet menneske skal opfylde ens grundlængsel og stiller urimelige krav til den anden. Men det kan mennesket ikke. Hvis ens grundlængsel bliver opfyldt hos Gud, kan man i fred hengive sig til et andet menneske, for man er i fred mig sig selv.