Prøv avisen

Når dåben bliver kongelig

Den 1. juli 2007 blev prinsesse Isabella døbt i Fredensborg Slotskirke af biskop Erik Norman Svendsen. Prinsessen blev døbt ved Rosenborg-døbefonten, som første gang blev taget i brug ved en kongelig dåb i 1671, da den senere Frederik IV blev døbt. Dåbssættet i guld er fra 1670. – Foto: Keld Navntoft.

ROYALE RITUALER: Dåb og kongehus binder os sammen som slægt og folk, mener sognepræst Lone Hindø. Sammen med journalist og hofreporter Else Boelskifte har hun skrevet den første bog herhjemme om dåb i kongehuset

Et ugeblad bragte opskriften på det strikkede svøb, som kronprinsparret anvendte ved prins Christians og senest prinsesse Isabellas dåb 1. juli sidste år.

Siden har bedstemødre til dåbsbørn haft travlt med strikkepindene rundt omkring, og her i foråret skal sognepræsten i Trige, Ølsted og Spørring døbe en lille Isabella. To eksempler på, hvordan den almindelige befolkning påvirkes, når der er dåb i kongehuset, og det er langtfra noget nyt. Sådan har det altid været, fastslår dåbsforskeren og forfatteren Lone Hindø, tidligere rådmand og nu sognepræst i Trige, Ølsted og Spørring Sogne ved Århus.

Derimod har pressens dækning af kongelige fødsler og dåb fået et omfang som aldrig før. Mediernes interesse er mangedoblet siden kronprins Frederiks fødsel i 1968, da Danmarks Radio var alene om en landsdækkende kanal. Lone Hindø har selv, ved såvel prins Christians som Isabellas dåb, siddet med i TV 2s ekspertpanel, og det var her, hun blev så nysgerrig efter at vide mere, at hun nu sammen med journalist og hofreporter Else Boelskifte har skrevet den første bog herhjemme om dåb i kongehuset. Den giver samtidig et bredt tværsnit af danmarks- og verdenshistorien gennem mere end 325 år med oplysende og skarpe sideblik til det ofte barske kvindeliv i de lavere sociale klasser. Og om dengang, hvor horeunger ikke kunne blive døbt i kirken sammen med børn født inden for ægteskab, og dengang, da ugifte mødre måtte skrifte foran hele menigheden.

Lone Hindø er en af de få, der ud fra samtaler med hendes egne dåbsforældre har forsket i danskernes dåbsvaner. For hende er der ingen tvivl om, at dåben fortsat er den store traditionsbærer, der binder slægt og familie sammen. På samme måde er kongehuset det nationale samlingspunkt, vi spejler os i. Derfor er tidens overvældende interesse for det kongelige efter hendes opfattelse helt berettiget.

Bogen Kongelig dåb trækker en tidslinje tilbage til den 11. oktober 1671, da den senere Frederik IV som den første af 14 generationers kongelige døbes ved den transportable Rosenborg-døbefonten, der ligesom dåbssættet i guld stadig er i brug. I gamle dage skete dåben på slottet, samme dag som fødslen, og ofte i dronningens sovegemak. Store kirkedåb er noget, der hører en senere tid til.

En fødsel dengang var farefuld for såvel mor som barn, forklarer Lone Hindø. Selv ved kongelige fødsler, hvor man må gå ud fra, at den lægelige bistand var tidens bedste, oplevede man ofte, at børn døde ved fødslen eller som små.

Hvor bange man var blev understreget ved, at biskopperne modtog en skrivelse, når en dronning eller en prinsesse ventede barn, med besked om, at der i kirkerne skulle bedes for en god forløsning.

Samtidig blev tidens overtro taget i ed, i hvert fald i den brede befolkning. Den gravide måtte ikke gå over en rindende bæk for ikke at risikere at føde et barn med hareskår, og ifølge folketroen kunne man sikre en god fødsel ved at lægge en forgyldt hestesko eller mandens bukser i sengen. Eller kvinden søgte at gardere sig mod en pinefuld og smertelig fødsel med denne remse på grænsen mellem trylleformular og bøn: Jomfru Maria! Lån mig nøglerne dine, at jeg må åbne lænderne mine.

At fødselshjælpen dengang, hvis en fødsel gik skævt, kunne få en næsten bøddelagtig karakter, kan man også læse om. De mere oplyste læger beklagede sig i midten af 1700-tallet over en udbredt uvidenhed blandt tidens jordemødre, som de blandt andet begrundede med, at det var præsterne, som skulle forestå undervisningen af jordemødrene. Kritikken førte i 1788 til oprettelsen af den første fødselsstiftelse og dermed den første egentlige uddannelse af jordemødre herhjemme.

En væsentlig del af bogen omhandler, hvad aviserne skrev om de kongelige fødsler gennem tiderne. Samtidig får man lidt at vide om, hvad avislæserne også kunne læse om af små og store begivenheder, så de kongelige fødsler og dåb sættes ind i en lille historisk ramme.

I de ældste aviser herhjemme udtrykte man sig gerne poetisk på vers, som da Ekstraordinaire Relationer i Martii Maaned 1723 omtalte den senere kong Frederik Vs fødsel med følgende højstemte linjer: Trompeters glædeklang gav hoffets fryd tilkende/ man derpå folket så med lyst om slottet rende/ der råbte himmelhøjt: Forvunden er al nød/ Prinsessen er forløst/ en prins har hun os fød.

En af de beretninger, Lone Hindø holder mest af, er omkring Frederik IXs fødsel. Den havde trukket ud, og da dronningen endelig blev forløst, sadlede prins Christian den senere Christian X hesten og red i strakt galop fra Sorgenfri ind til Amalienborg for personligt at overbringe kongen og sine forældre den gode nyhed.

Jeg har ellers altid betragtet Christian X som en lidt stiv person, men her får man pludselig et m eget menneskeligt billede af den stolte og glade far.

Lone Hindø og Else Boelskifte: Kongelig dåb. Fjorten generationer ved Rosenborg-døbefonten. 144 sider, rigt illustreret, 175 kroner. Forlaget Hovedland.