Prøv avisen

Når Gud sætter grænser for kærligheden

I mange år har der været mørke skygger over den 56-årige Gunhild Aaen Madsens liv. Hun er vokset op i et indremissionsk hjem i en lille fiskerby, Strandby, nord for Frederikshavn. I dag bor hun i Bramming ved Esbjerg med sin mand. Hun har i størstedelen af sit liv kæmpet med homoseksuelle følelser, men erkendte først disse følelser sent i livet som hustru og mor til fire børn. I loyalitet over for sit kirkelige ståsted valgte hun den homoseksuelle side fra og lever stadig i ægteskabet med sin mand. Ifølge hende selv er hun lykkeligere end nogensinde, selvom hun ikke kan svare klart på, om hun er homoseksuel eller heteroseksuel. Foto: Niels Rosenvold.

Mens de fleste homoseksuelle vælger at udleve deres homoseksualitet, har den 56-årige Gunhild Aaen Madsen fra Bramming ved Esbjerg valgt det modsatte. Først som 41-årig familiemor erkendte hun, at hun var homoseksuel. Men hun valgte ægteskabet med sin mand og loyaliteten over for hendes forståelse af Guds ord frem for at følge sine seksuelle følelser

Det ligner et helt almindeligt dansk parcelhus. Det er det også. Men inde i det lille hus i Bramming ved Esbjerg har der udspillet sig en noget anden familiehistorie end i mange andre huse rundt i landet.

Omkring husets ene side ud mod haven former en masse fliser husets terrasse, og en swimmingpool er gravet op fra den ene ende af haven og flyttet til den anden ende. Det er den 56-årige Gunhild Aaen Madsen, der gennem årene har stået for at svinge skovlen, lægge fliser og røre i cementen. Hendes mand gennem 36 år, Mads Madsen, har derimod syltet agurker, lavet mad og passet tomaterne og krydderurterne i drivhuset. På mange måder har rollerne været byttet om, og det er hun i dag helt bevidst om. Hun ved, at deres rollefordeling hænger sammen med den måde, hun har set på sig selv og sin egen seksualitet på. Det hænger sammen med hendes livshistorie.

"Indtil for få år siden var det mig, der lavede alt håndværk. Min mand har næsten ikke kunnet få lov til at være mand. Det var mig, der tog den rolle. Jeg var lykkelig for, at han lavede mad og nussede om blomsterne," siger Gunhild Madsen og griner venligt ad det komiske i ægteparrets rollefordeling.

I dag beskriver hun sit ægteskab som lykkeligt. Sådan har det ikke altid været. Og hun har heller ikke altid selv været lykkelig. Tværtimod. Hverken i sin barndom, ungdom eller som den ene part i et ægteskab. For på grund af sine rødder i det indremissionske, som ægteparret stadig er tæt knyttet til i dag, erkendte hun først meget sent i livet, at hun nok var homoseksuel – eller havde homoseksuelle følelser, som hun selv beskriver det. Hun var 41 år og havde fået fire børn med sin mand, da hun endelig indså, hvorfor hun i så mange år ikke havde brudt sig om at gå i seng med sin mand og i endnu flere år havde følt sig meget anderledes end andre piger og kvinder.

Men selvom hun først var på den anden side af de 40 år, da hun erkendte sin homoseksuelle identitet, så var hun kun en lille skolepige, da hun første gang fandt ud af, at hun var meget anderledes end de andre piger.

"De andre piger gik i kjole, men det ville jeg ikke have på. Min mor accepterede det og syede bukser til mig. For hun troede, at jeg blev mobbet, som hun var blevet som lille. Men det blev jeg ikke. Jeg havde heller ikke lyst til at lave gymnastik med de andre piger, men ville hellere spille fodbold med drengene," siger Gunhild Aaen Madsen, der i dag arbejder som kristen psykoterapeut.

De næste år udviklede Gunhild sig mere og mere i en drenget retning. Hun tror selv, at hele denne fordrejning af hende selv og hendes køn startede, da hun var tre år, hvor hun ubevidst forsøgte at blive den dødfødte søn, som hendes mor fødte, og hvis død moderen aldrig fik forsonet sig med. Senere skete der to seksuelle overgreb, som fik hende til at opbygge et had til mænd. Efter et af overgrebene, hvor hun var fem år, gik hun om natten ind til sine forældre for at sove hos dem, fordi hun havde mareridt.

"På et tidspunkt strejfer min far mig med sit bare ben. Og selvom han intet har med overgrebet at gøre, og han har gjort meget godt for mig og givet mig alverdens kærlighed, så får det en ubehagelig konsekvens. For det bliver min fars ansigt, der dukker op, når jeg senere har mareridt om de to overgreb. Selv på min bryllupsnat, er det min fars ansigt, jeg ser. Jeg tror også, at det hænger sammen med, at jeg har følt mig svigtet af min far, blandt andet fordi jeg ikke måtte være med i FDF, som han var leder for. Det havde jeg ellers glædet mig til i flere år. Men jeg var jo altså ikke en dreng. Det gjorde mig enormt skuffet og ked af det. Der fandt jeg ud af, at jeg hverken hører til det ene eller det andet sted."

Selvom hun ikke måtte være med på drengeholdet, så legede hun kun med drenge, og da pigerne begyndte at få kærester, havde hun slet ikke den interesse. Hun blev leder af FPF, for her havde hun en position, hvor hun ikke behøvede at indgå i ligeværdige relationer med de andre piger.

"Men jeg var godt klar over, at jeg isolerede mig. Jeg følte mig enormt ensom og anderledes, og jeg begyndte at tænke, om det ikke var bedre, at jeg slet ikke var til stede i verden. For jeg følte ikke, jeg kunne leve op til det liv, som andre forventede af mig," siger Gunhild, mens slagene fra stuens bornholmerur blander sig med ordene om hendes kamp i livet.

Det var først som 18-årig, at Gunhild spurgte sig selv, om hun var homoseksuel. Det skete, efter at hun læste om homoseksuelle i Anden Mosebog. Men hun skubbede hurtigt tanken væk igen, for hvorfor skulle Gud skabe noget, han er imod? Siden den dag blev hun blind over for tanken om, at hun kunne være homoseksuel.

"Tanken var der i periferien, men jeg fortrængte den hele tiden. Jeg levede i en blindhed, og samtidig blev jeg utålelig over for andre mennesker, der ikke kunne finde ud af deres seksualitet. Jeg blev sort-hvid og var støvsuget for empati."

To år senere blev hun gift med Mads Madsen, som hun mødte i et kristent symfoniorkester. Han spillede kontrabas, og hun violin. Han var indremissionsk som hende, så derfor også indforstået med, at der ikke var noget sex før ægteskabet.

"Før vi blev gift, vidste han ikke, at tanken om det seksuelle var en by i Rusland for mig. På bryllupsnatten, hvor vi havde sex for første gang, forsvandt jeg væk i en anden verden. Det gjorde jeg i over 15 år. Og sent om aftenen begyndte jeg tit at gøre rent, for jeg hadede det seksuelle som pesten. Jeg pakkede min krop ind i et gitter af fortrængningstanker, og selvom jeg har været tiltrukket af flere kvinder, så fortrængte jeg det. Min mand spurgte aldrig, om jeg var homoseksuel. Det eksisterer ikke i vores verden. Og han har aldrig været seksuelt sammen med andre kvinder, så han havde ikke noget at sammenligne med."

Sådan gik årene. Som 41-årig blev Gunhild Aaen Madsen pludselig meget forelsket i en kvinde, og det gik op for Gunhild, at hun havde lesbiske følelser for hende. Hun kunne ikke længere holde det tilbage. Hun erkendte, at hun var forelsket i en kvinde. For første gang i sit liv var hun forelsket.

Men i stedet for at opleve det som en lettelse opstod der et kaos inde i hende. Hun opsøgte derfor en kristen sjælesørger og talte med hende om de homoseksuelle følelser. Sjælesørgeren spurgte Gunhild, hvad der var rigtigt for hende. Det rigtige var familien og ægteskabet, som Gunhild havde kæmpet for i årevis.

"Jeg tager en lang snak med Mads. Pludselig er der ting, der giver mening for ham. Fra den dag er det ikke længere en ensom kamp. Nu var vi to."

Hun gik også hos en kristen selvhjælpsgruppe i Foreningen Agape. Først efter tre år var forelskelsen til kvinden væk, og hun måtte holde afstand til hende i mere end 10 år. Men senere fandt Gunhild ud af, at nøglen til at finde den rette vej for hende var ikke at skubbe kvinden væk, men at se på forelskelsen med nysgerrighed og åbenhed for at lære mere om sig selv og sin seksualitet.

I dag beskriver hun sit ægteskab og det seksuelle som en opdagelsesrejse.

"Forestil dig en blomst. Den er smuk. Men når den folder sig ud, er den endnu smukkere. Sådan er vores seksualitet. Den har endnu ikke foldet sig helt ud. I dag kan jeg have det godt i det seksuelle. Jeg har et ægteskab, som jeg ikke drømte om fandtes."

Hun afviser, at hun lægger bånd på sig selv, og at ægteskabet bygger på en løgn. For, som hun siger, så bygger det på, at Gud har fortalt hende, at hun er elsket, som hun er, og at der ikke er noget galt med følelserne, men at hun skal leve sit liv på sandhed. Og for hende er det, at Bibelens ord står ved magt. Både Guds lov, der dømmer menneskers gerninger, og evangeliet, der sætter mennesker fri.

Gunhild Aaen Madsen erkender, at der står ting i Bibelen, som ikke nødvendigvis bør gælde som lov i dag. For flere steder står der "døm selv," mener hun. Men de forhold, der bliver gentaget fra Det Gamle til Det Nye Testamente læser hun som sandhed – eksempelvis, at man ikke skal udleve sin homoseksuelle følelser.

"Jeg kan ikke lave om på Guds ord. Hvor ville jeg dog gerne, at jeg havde kunnet det. Men det kan jeg ikke."

Guds ord betyder så meget for hende, at hun også har det svært med hele den aktuelle diskussion om vielser af homoseksuelle – for selvom hun forstår, at homoseksuelle har brug for den tryghed, det giver at blive viet i kirken, så mener hun ikke, at en kirke kan velsigne noget, som "har ordet imod sig". Ifølge hende var det bedst, hvis de juridiske vielser helt forvandt ud af kirken.

Selvom Gunhild har valgt den heteroseksuelle vej, så understreger hun, at hun respekterer mennesker, der vælger at leve deres homoseksualitet ud. For hun mener, det er vigtigt, at alle har frihed til at gøre det, de selv finder rigtigt. Men hun ønsker at fortælle sin historie for at vise, at der er et valg. Derfor har hun også stået frem i den nye bog "Mine homoseksuelle venner," hvor ni mennesker fortæller, hvorfor de har valgt at leve i et homoseksuelt cølibat.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun er heteroseksuel eller homoseksuel, svarer Gunhild Madsen:

"Jeg er kvinde, gift og glad for min seksualitet. Jeg er stadig sårbar, men kan ikke putte mig selv i en kasse," siger hun og kigger hen på den ene stuevæg, som er prydet af indrammede billeder af de fire børn.

Hendes mands kontrabas står i hjørnet lige ved billederne, mens hendes violin symbolsk hænger på væggen lige ved siden af. For Gunhild Madsen betyder ægteskabet og familien alt.

Det samme gør Gud.

schnabel@k.dk