korrespondent i Mellemøsten
Alt var som det plejede, da 19-årige Abd al Karim Umar abu Nasa'a stod op for at gå til bøn i moskeen i Jenin-flygtningelejren i den nordlige del af den palæstinensiske Vestbred. Det var midt i ramadan-måneden. Den 27. november 2001.
Abd al Karims mor, Afaf, var derhjemme sammen med nogle af familiens andre 10 børn. Hun havde ikke lagt mærke til noget usædvanligt den morgen og vidste på det tidspunkt heller ikke, at hun havde set sin søn Abd al Karim for sidste gang. Samme morgen havde Abd al Karim, der var aktiv i Islamisk Jihad-organisationen taget afsked med familien, som han plejede. Men i stedet for at tage på arbejde efter bønnen i moskeen havde Abd al Karim begivet sig på en selvmordsaktion i den israelske naboby Afula sammen med en kammerat, den 19-årige Mustafa abu Sariah.
Først da Abd al Karims kolleger fra politistationen i Maysalun ringede for at spørge, om familien vidste, hvorfor Abd al Karim ikke var på arbejde, gik det op for Afaf, at noget var galt. Hun troede først, at de israelske soldater havde taget Abd al Karim til fange eller holdt ham tilbage ved en kontrolpost. Men da den arabiske tv-kanal, al-Jazeera pludselig bragte nyhederne om en palæstinensisk selvmordsaktion i Afula og flokkevis af unge demonstranter begyndte at juble i de støvede gader uden for familiens hus, gik det op for Afaf, at hendes søn havde udført en selvmordsaktion.
På det tidspunkt slukkede Afafs anden søn, Muhammad for fjernsynet for at skåne sin moder for at se liget af Abd al Karim i Afulas gader. Afaf fældede, efter eget udsagn, ikke en tåre på det tidspunkt.
En retfærdig handling
I dag, halvandet år senere, betragter Afaf sin søn som en helt og smiler, når hun taler om episoden.
Hun har ikke svært ved at tale om Abd al Karims død og fortæller stolt om, hvor flittig han altid var i skolen og på politiakademiet.
- Jeg græd ikke, da jeg hørte, at min søn var død i en selvmordsaktion.
Abd al Karim var en helt almindelig dreng, siger Afaf. Han var rolig og hjælpsom.
- I dag er han i paradis. Det er ikke bare en ide. Det er reelt. Vi får, hvad Gud lover os, siger hun.
For Afaf er Abd al Karims aktion, hvor to israelere døde, en retfærdig handling.
- Det er selvforsvar for israelernes aggressioner. Det er tand for tand, øje for øje, siger Afaf, der mener, at antallet af døde israelere ved attentatet ikke var to, men 19.
- Vi har informationer om, at 19 israelere døde i aktionen, siger Afaf og efterlader det indtryk, at to døde israelere ville være et alt for skuffende resultat for to attentatmænd.
Men uanset antallet af døde var Abd al Karims aktion, for hende et direkte resultat af de lidelser, han gennemgik under intifadaen.
- Abd al Karim så sine venner blive skudt af de israelske soldater. Han hørte om mord på småbørn og måtte flytte fra politiakademiet i Jeriko, da det blev ødelagt af israelerne, siger Afaf. Israelerne tvang ham til at gøre, som han gjorde.
Umar abu Nasa'a nikker smilende og siger:
- Du er nødt til at forstå baggrunden for Abd al Karims handling.
Begge forældre vidste godt, at Abd al Karim var aktiv i Islamisk Jihad, der til forskel fra den islamiske modstandsbevægelse, Hamas, ikke har nogen politisk ledelse, men kun består af en aktiv væbnet ledelse.
- Vi er alle fra Islamisk Jihad, siger faderen, der til daglig arbejder som skolelærer. Han råber al Jesh, al jesh (hæren) til sit treårige barnebarn og siger, der kan du selv se, hvad de (israelerne) gør ved os, da hun automatisk rækker hænderne i vejret, som om hun var blevet anholdt.
Parate til fred
Afaf og Umar abu Nasa'a, bor i det nordvestlige hjørne af Jenin-flygtningelejren, der stadig delvist ligger i ruiner efter voldsomme kampe i fjor, hvor 53 palæstinensere og 23 israelske soldater mistede livet. Nogle få murere er i færd med at lægge fundamentet til et nyt hus i nabolaget, der i den lokale jargon bliver kaldt for martyrernes kvarter. Nasa'a-familien venter på, at de israelske bulldozere vil komme for at vælte familiens hus som straf for sønnens handling. Men den virkelighed får ikke familien til at gå i panik, selv om hverken Afaf eller Umar aner, hvor de skal bo, hvis de mister huset.
- Vi er tålmodige, siger Umar. Det er et af de vigtigste elementer i vores tro. Vi tror på, at sejren nok skal komme i sidste ende. Vi er stærkere end jøderne, men parate til at leve i fred med dem, hvis de er parate til at give os vores rettigheder.
Med rettigheder mener Umar, at Israel skal opgive besættelsen og lade de palæstinensiske flygtninge fra 1948 vende tilbage. Men lige som det står skrevet i Hamas-bevægelsens manifest fra 1988, mener Umar og Islamisk Jihad ikke besættelsen af de landområder, Israel besatte i 1967. Han mener, at den FN-vedtagne israelske stat er en ulovlig besættelse af hellig islamisk jord, og at kampen ikke vil høre op, før denne jord er befriet.
- Men tag ikke fejl af os, siger Umar. Vores besked til Danmark og resten af verden er, at vi er fredselskende. Vi har intet imod den israelske befolkning, men kun regeringens politik.
I det spil er deres søn, Abd al Karim ifølge familien både et offer for Israels regerings besættelse og Guds udvalgte martyr i kampen mod denne. På kort sigt spår familien ingen ændringer. De tror ikke på Israels regering eller palæstinensernes egen premierminister, Mahmoud Abbas. Men på længere sigt er Afaf og Umar sikre på, at det nok skal gå i den rigtige retning. Med tålmodigheden og Gud på vores side, vil vi sejre, siger Umar.
Tema
Sommer Serie
i Kristeligt Dagblad
Politisk islam
Siden slutningen af 1960'erne har den politiske islam, som også kaldes islamisk fundamentalisme, fået stor indflydelse i en række af Mellemøstens lande. I dag udgør de islamiske fundamentalister i flere lande de egentlige alternativ til de autoritære arabiske regimer, hvis indflydelse rækker ind i Europa. Kristeligt Dagblad sætter i de kommende uger fokus på fænomenet politisk islam. Dette er den anden i serien, de to første blev bragt den 19. , 25. og den 27. juni.