Prøv avisen
Før søndagen

Litterat: Vi er blevet dårligere til at skelne mellem forfattere og deres værker

”Folkekirken skal i mine øjne være folkelig og også kunne rumme alle dem, der tvivler eller ikke tror. Jeg elsker salmerne, men en sang af Kim Larsen eller Nick Cave er også fin.” Det siger Steffen Kjerkegaard. – Foto: Christoffer Regild Kjerkegaard

Søndagens prædikentekst behandler forholdet mellem træet og dets frugter. Litteraten Stefan Kjerkegaard læser teksten i lyset af de mange ulykkelige eller amoralske forfattere i litteraturhistorien, der har skabt stor kunst

”Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter”. Sådan står der i den bibeltekst, der prædikes over i landets kirker på søndag. Den passage kan man få meget ud af at vende på hovedet, mener lektor i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet Stefan Kjerkegaard.

”Kan man ikke godt forestille sig dårlige træer, der bærer gode frugter, og gode træer, der bærer dårlige frugter? Hvis vi læser teksten i et litterært lys, kan der være mange moralsk dårlige forfattere, der skaber store værker, som vi anser som gode frugter, der stammer fra et dårligt træ,” forklarer han.

Han vurderer, at mange interessante værker netop kommer fra forfattere, der skildrer nogle af tilværelsens skyggesider. Her er det ikke sikkert, at forfatteren er et godt menneske, et godt træ, og netop af den grund bærer gode frugter i form af gode bøger.

”Der er bibelsætningen ret interessant, for vi er i dag blevet dårligere til at skelne mellem forfattere og deres værker. Vi har en tendens til at føre frugterne tilbage til træerne. Vi læser værker som udtryk for forfatternes klare intentioner. Det skal vi være påpasselige med.”

Stefan Kjerkegaard har gennem sin forskning oplevet, at der særligt de seneste årtier er opstået en større tendens til, at forfatterne i flere litterære værker trækker paralleller til deres eget liv. Det har skabt nogle problemer for både læseren og litteraturen i sig selv.

”Selvbiografiske værker er ofte blevet misforståede. Den dårlige selvbiografiske læsning er den, der siger, at der er et ”en til en”-forhold mellem forfatteren og bogen. Hvis en forfatter skriver noget racistisk i et værk, så betyder det ikke, at forfatteren er racist. Her skal vi blive ved med at uddanne gode læsere i skolerne, så de kan skelne mellem forfatteren og værket.”

Litteraturen kan præsentere os for de ting, der gør ondt i livet, fortæller Kjerkegaard. Mange bøger præsenterer sine læsere for smerte, følelser og tanker, som ikke altid er gode. De præsenterer os for usle mennesker. Men de usle kan lære os noget om os selv og om at leve sammen med andre, forklarer han.

”Jeg bruger tit forfatteren Bret Easton Ellis og hans bog ”American Psycho” som eksempel. Han er et nogenlunde almindeligt amerikansk menneske, som skriver om en massemorder. Da bogen udkom, var der mange journalister, som var bange for at være i enerum med ham. De mente, at hvis han havde sådan en fantasi og kunne finde på noget så slemt, så var det, fordi han var syg i hovedet. De glemte i den grad at skelne mellem frugten og træet. Selvom Ellis opfinder en massemorder, betyder det ikke, han er et dårligt menneske. Det, mener jeg, er essentielt at holde fast i.”

Samtidig er det ifølge forskeren vigtigt, at vi forholder os til de værker, der mere direkte trækker på selvbiografiske referencer. Hvis for eksempel en digter som Caspar Eric bruger sit eget navn eller detaljer fra sit eget liv, så skal vi tage det alvorligt. Det vil være en dårlig læsning, hvis vi ignorerer, at det selvbiografiske er til stede i teksten. Her kan det være svært at finde en balance i, hvordan vi skal forstå dette flydende forhold mellem fiktion og virkelighed.

”Det selvbiografiske er der af en grund i værket. Det har formentlig en dybere kunstnerisk årsag. Det er det, vi skal fokusere på som læsere. Det vil sige, hvorfor er værket selvbiografisk? Til gengæld er det sjældent en god idé at fokusere på, hvornår værket er selvbiografisk. Det får man ikke meget ud af. For så kan vi bare sidde dér som læsere og pege: dér, dér og dér. Men hvad skal vi bruge det til? Som læsere skal vi jo ikke agere hverken jurister eller kriminalbetjente.”

Overordnet set har litteraturen gennem de seneste par hundrede år lært os at adskille fiktion og virkelighed, slutter Kjerkegaard. Vi er blevet enige om, at skønlitteratur og kunst får tildelt eller skaber et særligt rum, hvor tingene ofte ikke skal forstås bogstaveligt.

”I dag forsøger litteraturen at skubbe til disse grænser. Det er det, som det selvbiografiske er udtryk for. Men vi skal ikke begå fortidens fejl. Vi skal tage det, vi har lært om at læse minutiøst, med os ind i fremtiden. At være en god læser handler om at kunne lytte til mere end sig selv. Derfor skal vi ikke kun lære børn at læse litteratur. Det er i lige så høj grad litteraturen, der skal lære børnene at læse. Af samme grund bør litteratur have en central plads i uddannelsessystemet. Gode læsere vil kunne skelne mellem træet og dets frugter.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville først og fremmest forsøge at gøre prædikenteksten konkret. Der er for mange præster, der bruger indforståede religiøse ord og udtryk, som ingen klangbund finder. De kigger op mod himlen og tror, at deres lyttere befinder sig der. Jeg vil med denne tekst prøve at vende budskabet på hovedet og fokusere på, at dårlige træer godt kan bære gode frugter, og at gode træer godt kan bære dårlige frugter.

Hvordan ser din ønskegudstjeneste ud?

Ritualer giver tryghed. Gentagelsen føles som at komme hjem. Så for min skyld skal man ikke lave for meget om. Men man kan måske improvisere mere inden for disse rammer. Folkekirken skal i mine øjne være folkelig og også kunne rumme alle dem, der tvivler eller ikke tror. Jeg elsker salmerne, men en sang af Kim Larsen eller Nick Cave er også fin. Desuden kan jeg selvsagt vældig godt lide, når præster bruger skønlitterære eksempler.

Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?

Jeg tror på princippet om næstekærlighed fra Det Nye Testamente mere end på buddene.

Hvordan er dit gudsbillede?

Jeg har ikke noget billede af Gud. Mit billede er mere forankret i de værdier, vi kan tage med os fra kristendommen. Også at kristendommen giver os mulighed for ikke at tro på nogen gud. Ateisme er en luksus, som er betinget af kristendommen, hvis du spørger mig.