Når en del af kirken lider, lider andre med

Generalsekretær i Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen har arbejdet med forfulgte kristne i mere end 20 år. Ligesom søndagens prædiketekst handler om kompromisløshed, handler livet for verdens forfulgte kristne også om ikke at gå på kompromis med deres tro. Heller ikke selvom det koster livet

I søndagens tekst advarer Jesus mod falske profeter og mod fristelsen. For Henrik Ertner Rasmussen kan man sammenligne det med fristelsen for verdens forfulgte kristne til at gå på kompromis med deres tro. -
I søndagens tekst advarer Jesus mod falske profeter og mod fristelsen. For Henrik Ertner Rasmussen kan man sammenligne det med fristelsen for verdens forfulgte kristne til at gå på kompromis med deres tro. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Da Henrik Ertner Rasmussen i slutningen af 1970'erne studerede på konservatoriet i Holland, mødte han Richard Wurmbrand til en gudstjeneste. Den rumænske præst havde siddet i fængsel og var blevet tortureret, fordi han var kompromisløs over for det kommunistiske regimes forsøg på kontrol med det religiøse liv, og hans historie gjorde stort indtryk på Henrik Ertner Rasmussen.

”På det tidspunkt søgte jeg efter nutidige eksempler på det, der står i Det Nye Testamente om lidelse og forfølgelse. Jeg havde ikke kunnet se det nogen steder, men da opdagede jeg, at det findes,” forklarer han.

Henrik Ertner Rasmussen er i dag generalsekretær i Dansk Europamission, der siden 1964 har arbejdet med forfulgte kristne i nogle af verdens brændpunkter. For det at være kristen er lig med stor fare i lande som Pakistan, Irak og Nordkorea, hvor kristne forfølges, sættes i fængsel og tortureres alene på baggrund af deres tro.

Henrik Ertner Rasmussen var ellers ikke selv troende, da han mødte Richard Wurmbrand. I hans barndomshjem i Aarhus sang man salmer og gik i kirke til jul, og man lærte at respektere religionerne, men mere indgående kendskab til dem fik man ikke. I stedet var det, da Henrik Ertner Rasmussen flyttede til Haag for at studere lut på konservatoriet, at han begyndte at føle, at der manglede noget.

”Jeg havde venner, der var kristne, og de begyndte at prikke lidt til mig. En af dem sørgede for, at jeg kunne få en bibel at læse i, endda en på mit eget sprog,” fortæller han.

Han begyndte at sætte sig mere ind i troens indhold og følte sig kaldet til at ”gå videre med det”, som han siger.

Da Henrik Ertner Rasmussen havde afsluttet sine studier i Holland, begyndte han tilbage i Danmark at tage teologiske fag og fik en tillægseksamen. Med den blev han sognepræst i Ulstrup ved Aars i Nordjylland i tre år, inden han og hustruen, Nete, rejste til Egypten som missionærer for Det Danske Missionsselskab.

Her blev han for alvor konfronteret med forfulgte kristne.

”Jeg vidste jo på forhånd, at kristne blev forfulgt i nogle dele af verden, men her fik jeg det mere under huden. Vi skulle arbejde i en kontekst, hvor der var restriktioner på, hvad man kunne lave og sige, hvis man ville overleve. Eller hvis man som udlænding ikke ville smides ud af landet. Bare det at sige, at man var missionær, kunne virke som en rød klud,” fortæller han.

Men selvom Henrik Ertner Rasmussen og hans familie måtte leve under restriktioner og med telefonaflytning og en vished om, at de blev holdt øje med, var det ingenting i forhold til den virkelighed, han så for landets kristne befolkning.

”Det var meget stærkt at møde de tidligere muslimer, der var blevet kristne. De havde været i fængsel for deres tro, og det var et kraftigt vidnesbyrd at høre dem fortælle deres historier,” siger han.

”En af dem var tidligere muslim og vidste meget om Koranen - han havde lært den udenad. Han var blevet ateist og kommunist og var derfor i søgelyset, men det var først, da han siden blev kristen, at han røg i fængsel i længere tid. Han var lige ved at dø af den tortur, han var udsat for. Han kom kun ud på grund af pres fra Vesten.”

”Mange kristne må leve med risiko for deres liv og frihed, når de ikke vil gå på kompromis, men netop hævder Kristus som enestående og som Herren og Frelseren. De tidligste kristne måtte også leve med, at Romerrigets myndigheder, ofte meget venligt og af omsorg for deres fysiske liv, spurgte, om ikke de nok ville ofre til kejseren, så kunne de få lov at have deres tro på Jesus for sig selv. Det ville de ikke,” siger Henrik Ertner Rasmussen og fortsætter:

”De levede ikke for sig selv og ville hellere dø end vise, at Kristus og kejseren sagtens kunne dyrkes ved siden af hinanden. På den måde kunne de helt tydeligt vise andre vejen til frelsen i Jesus, som jo siger: 'Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.' Som Jesus gjorde det, gør de forfulgte kristne det - ikke for at spille helte, men for at deres venner i kirken skal bevares i troen og for, at de, der endnu ikke tror, må komme til tro.”

Henrik Ertner Rasmussen henviser til søndagens prædiketekst, hvor Jesus advarer om falske profeter. I teksten forklarer Jesus, at man kan kende de falske profeter på deres frugter.

”Jesu henvisning til et træ med frugter er ikke tilfældig,” siger Henrik Ertner Rasmussen.

”Kundskabens træ frister med kompromis over for det sataniske, og korsets træ bliver til Livets Træ, men det kræver forsagelse og kompromisløshed. De tidligste kristne gik ikke på kompromis med Romerrigets kejserkult og ofrede deres liv for troens renhed og for, at andre måtte se, hvem Jesus er.”

Henrik Ertner Rasmussen forklarer, at når man arbejder med forfulgte kristne, arbejder man også med lidelsen.

”Man taget nærmest lidelsen for givet som et vilkår, og den er ikke noget fremmed for disse mennesker. Når de siger ja til Jesus, siger de også ja til lidelsen,” siger han.

Han henviser til søndagens episteltekst, hvor der blandt andet står: ”Når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.”

”Paulus er god til at sige, at hvis vi har del i Kristus, er der ingen grænser for de rigdomme, vi har i ham. Samtidig siger han, at der ikke er noget, der kommer gratis, uden at også lidelse er forbundet med det. Og at trods lidelserne skal vi ikke tvivle på, at vi er Guds børn. På den måde er det en af de tekster, hvor der forkyndes mest håb,” siger han.

”Når man arbejder med forfulgte kristne, er det et af de steder, man må gribe fat i gang på gang, når man tænker, 'hvor længe kan det her blive ved?'. Det er netop det, der driver dem, der mærker lidelsen på egen krop; at de kan sige, at når vi er børn af Gud, er vi også Guds arvinger,” siger han.

”Lidelsen er et vilkår. Det gælder både første generationskristne, som lige har opdaget evangeliet, og kristne i en kultur, der har kendt evangeliet i 1900 år. Måske er bevidstheden endda stærkere til stede i traditionelle kirkesamfund i Mellemøsten, hvor man har gennemgået bølger af martyrier: folkedrabet i Armenien, Første Verdenskrigs myrderier. De har martyriet som en integreret del af gudstjenesterne. Jeg kender det selv fra den koptiske kirke i Egypten. Lidelsen er noget, man lever med. Det er ikke noget nyt, at en præst slås ihjel, fordi han efter nogens mening har haft lidt for meget succes. Der har også været bølger af kirkeafbrændinger i landsbyer i det sydlige Egypten,” siger Henrik Ertner Rasmussen.

”Heldigvis er kirken et legeme, som findes over hele Jorden. Når et lem lider, lider andre med. Vi kan måske ikke mærke forfølgelserne på egen krop, men vi kan lade os oplyse om, at det findes, og gøre, hvad vi kan for at hjælpe.”

For Henrik Ertner Rasmussen betød mødet med den rumænske præst Richard Wurmbrand altså, at han har viet de seneste 18 år på at oplyse om situationen for de forfulgte kristne verden over. Og personligt har arbejdet givet ham fornemmelsen af at høre til på den rigtige hylde.

”Jeg kan sige det meget kort: Jeg tror ikke, jeg kan finde noget mere interessant at lave eller noget mere meningsfyldt at give mig til,” siger han.