Prøv avisen
Før søndagen

Når evangeliet bliver virkeligheden

Søndagens tekst er i sig selv en gennembrydelse - en lille påskemorgen, mener Ulla Morre Bidstrup. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det er, når virkeligheden trænger sig på, at det bliver alvor med evangeliet, siger Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Bumpet. Det er det første, Ulla Morre Bidstrup hæfter sig ved i søndagens tekst, som handler om en lam, som bliver firet ned fra taget til Jesus.

”Jeg ser for mig, hvordan båren fires ned i huset, og jeg kan høre det tydelige bump, det giver, da den sættes på husets gulv,” siger Ulla Morre Bidstrup, der er afdelingsleder på Pastoralseminariet i København og uddannelsesleder i hele Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvor hun blandt andet står for uddannelse af folkekirkens kommende sognepræster og efteruddannelsen af dem.

”Tekstens centrum er bumpet. Den teologiske disput i huset afbrydes af den dybe menneskelige nød eller det afgørende menneskelige anliggende. Og det er sjældent den teologiske samtale, hvor interessant den end måtte være. I stedet har det at gøre med det liv, vi lever, og de bump, det giver os. Og pludselig er det alvor. Sådan er det også at uddanne præster. Rigtig vigtigt bliver det, når virkeligheden trænger sig på. Når evangeliet, som skal forkyndes, ikke bare skal forholde sig til virkeligheden, men viser sig at være selve virkeligheden. Evangeliet er der altid før os - før vi begynder at pege på det,” siger Ulla Morre Bidstrup.

Den bibelske fortælling, som Ulla Morre Bidstrup taler om, handler om fire mænd, der er blevet enige om, at deres lamme femte ven og kammerat skal bæres hen til Jesus. Der er så mange mennesker, at de ikke kan komme ind til det hus, hvor Jesus befinder sig, så de går op på taget af huset og firer båren med den lamme ned gennem et hul i taget.

Da Jesus ser ham, tilgiver han ham hans synder, og senere beder han den lamme tage sin båre og gå hjem. Jesus demonstrerer for den undrende skare, at han både kan tilgive synder og helbrede.

Men hvis evangeliet var der før os, hvornår kom det så ind i verden?

”Det gjorde det med jul, påske og pinse. Gud brød ind i vores historie. Det kan på mange måder sammenlignes med bevægelsen i dagens tekst, hvor noget pludseligt, og i dette tilfælde bogstaveligt, gennembryder grænser og adskillelse. Sådan som det er med Guds komme til Jorden julenat, med påskemorgens opstandelse og med Åndens komme pinsedag. Teksten her er i sig selv en sådan gennembrydelse - en lille påskemorgen. Fordi der her er et menneske, der bliver oprejst ud af håbløsheden, sådan som vi alle gjorde det påskemorgen,” siger Ulla Morre Bidstrup og fortsætter:

”Syndernes forladelse står også stærkt i teksten. Teksten lader os vide, at syndstilgivelse betyder at rejse et menneske op. Både når syndstilgivelsen lyder fra Gud, som den gør i nadveren, og i vores forhold til hinanden, hvor vi også er en del af påskemorgens evangelium, når vi er i stand til at rejse hinanden op og tilgive. Dine synder er dig forladt, siger vi jo også indimellem til hinanden, omend det ofte sker med andre ord. Det sker, når vi i forhold til hinanden peger på, at nye muligheder findes mellem os, og at kærligheden kan både glemme og huske: glemme, når vi forbrød os, og huske, når vi rakte ud efter hinanden og stillede os til rådighed som kærlighed for det andet menneske,” siger Ulla Morre Bidstrup.

En anden del af teksten, som optager Ulla Morre Bidstrup, er dens omtale af begrebet tro.

”For mig er tro ikke en psykologisk foreteelse. Det er heller ikke en udrustning eller en særlig gave, man kan have. Derfor er jeg nærmest betænkelig ved at sige, at man kan være 'troende' som et særligt prædikat på en person. Tro er et tilhørsforhold. Tro er kun til i forhold til en anden. Personligt består min tro i, at jeg hører til Gud som barn af huset - kirkehuset måske. Men at tro betyder ikke bare at være huset af Gud. Det betyder også at skulle huse de andre, for de hører ham også til,” siger Ulla Morre Bidstrup.

Troen kan komme fra ordet om Jesus, som vi for eksempel finder det i Bibelen, men også fra det liv, vi lever.

”Derfor er det karakteristisk, at når vi skal tale om tro og beskrive det som et begreb, så gør vi det med billeder fra det liv, vi lever. Vi har for eksempel forældrebilledet om gudsforholdet, som også handler om at høre til. Men det er lige så karakteristisk, at vores egne billeder kan blive for små. For evangeliet overbyder vores livserfaringer. De fleste af os har eksempelvis også oplevet, at forældrenes magt til at værne os og være hos os er begrænset. Et andet billede for gudsforholdet er at være borger i et rige. Her er også tale om et tilhørsforhold, som vi kender fra vores liv. Men billedet om gudsforholdet må tænkes i spændingen mellem det velkendte og det ganske anderledes. Jesus siger som bekendt også, at hans rige ikke er af denne verden,” siger hun.

Ulla Morre Bidstrup har en baggrund som både landpræst og bypræst på Djursland, og den giver en mangesidet kirkelig og folkelig kontakt med folkekirkemedlemmerne. Hun blev lektor på Pastoralseminariet i Aarhus i 2006. Hendes teologiske forskning - herunder en ph.d.-afhandling - har koncentreret sig om folkekirkens kasualier. Det er et praktisk teologisk udtryk for den måde, langt de fleste danskere går i kirke på, nemlig til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

”Det danske samfund består i dag af mange mennesker, som er individualistiske, ekstremt selvberoende mennesker, der jævnt hen mener, de kun har sig selv at takke for både lykke og ulykke og i øvrigt også sygdom. De er langtfra tilbøjelige til umiddelbart at lægge deres liv i Guds hænder. Men teksten handler også om dem. For også de kan finde sig selv i situationer, hvor de kommer til at ligne de fire mænd i bibelteksten,” siger Ulla Morre Bidstrup.

”Jeg tror nemlig ikke, de har diskuteret særlig meget, om de var troende, og i givet fald hvordan. Det har de nok diskuteret ivrigt nede i farisæerens hus, men ikke blandt de fire mænd - eller fem, hvis manden på båren, vi ikke hører så meget om, ellers havde noget at skulle have sagt. De er ganske enkelt i nød og har hørt om Jesus, og de opsøger ham, fordi de håber, at de må høre ham til, og at det kan hjælpe dem. I situationen har de tillid til ham. De håber, at han kan huse dem og den ulykke, der er kommet over deres ven. Måske endda rejse ham - også bogstaveligt talt. Det er tro,” siger Ulla Morre Bidstrup.

"Men at tro betyder ikke bare at være huset af Gud. Det betyder også at skulle huse de andre, for de hører ham også til," siger Ulla Morre Bidstrup. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Ulla Morre Bidstrup har en baggrund som både landpræst og bypræst på Djursland. Foto: Petra Theibel Jacobsen