Folkekirken får klager over alt imellem himmel og jord, men én type klager fylder mere end andre.
En aktindsigt foretaget hos landets stifter viser nemlig, at der særligt klages over vedligeholdelsen af kirkegårde og gravsteder samt prisen for gravsteder.
Oversigten fra eksempelvis Aarhus Stift, som har modtaget mindst 74 klager fra 2009 til 2015, viser, at næsten en tredjedel af klagerne handlede om gravstedstakster og vedligeholdelse af kirkegårde og gravsteder.
Samme billede tegner sig i Ribe, Lolland-Falsters, Roskilde og Aalborg Stift, der har beskrevet typerne af klager over for Kristeligt Dagblad. I Aalborg Stift handler mere end halvdelen af de 48 klager fra 2009 til 2015 om vedligeholdelsen af kirkegårde, gravsteder og betalingen for dem.
Det overrasker ikke Klaus Frederiksen, formand for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, at der klages over priserne på gravstedsvedligeholdelsen. Det er naturligt med de stigende takster for at få vedligeholdt et gravsted, forklarer Klaus Frederiksen.
Men han finder det beklageligt, at også klager over pasning af gravstederne fylder op i statistikkerne, som det er tilfældet i alle fem stifter.
”Får man klager over pasning af gravsteder, har man selvfølgelig et problem, man skal have løst. Pris og kvalitet skal hænge sammen,” siger Klaus Frederiksen.
Gravstedsklagerne kan forklares med danskernes forhold til døden og slunkne kirkekasser. Det siger Marianne Levinsen, forskningschef ved Center for Fremtidsforskning, der arbejder med trends og er tidligere stiftskontorchef i Aarhus Stift.
”Når man betaler for et gravsted, er det en service, der skal være i orden. Er der ukrudt på gravstedet, bliver man selvfølgelig utilfreds. Og så betyder gravstedet – det, at ens pårørende har sit eget lille jordlod – noget særligt for folk. Det er et sted at mindes, også selvom vi måske ikke kommer der så tit,” siger Marianne Levinsen.
”Der er mange kirkegårde, der ikke ser så godt ud. Ude på landet fattes kirkerne penge, og når der er færre borgere til at betale for kirkegårdene, er det til at se,” siger Marianne Levinsen.
I Ribe Stift handler omkring en tredjedel af de 35 klager fra 2009 til 2015 også om gravsteder. Det er tal, som bør få folkekirken til at tænke sig om, siger biskop Elof Westergaard, der også er formand for Foreningen for Kirkegårdskultur.
”Jeg har oplevelsen af, at vi står i et vadested. Det er svært for folk, der er medlem af folkekirken, at forstå, hvorfor de skal betale for et gravsted. Når flere begraves i fællesarealer, virker det for dem ikke logisk, at de skal betale for gravstedsvedligeholdelsen, og det ser jeg afspejlet i utilfredsheden fra klagerne,” siger Elof Westergaard.
Klager over gravsteder forklarer omtrent en tredjedel af de næsten 500 klager, som ni stifter har modtaget i årene 2009 til 2015.
Opgørelsen fra landets stifter viser, at mangfoldigheden af klager er stor. I Aarhus Stift klager borgere over, at præsten ikke tager telefonen, at konfirmationsdatoen ligger forkert, og at der er dumpet et kirkeblad ind igennem brevsprækken. I Ribe Stift klages der blandt meget andet over lyset i en sognegård og støjen fra en løvsuger på kirkegården ved Vejen Kirke.
Haderslev Stift har som det eneste stift ikke kunnet oplyse antal klager.
Det samlede antal klager til de ni stifter er relativt konstant og svinger mellem 54 og 73 om året.
Ifølge Elof Westergaard er folkekirken præget af en generel klagekultur.
”Der er nok ikke så langt til tastaturet i dag, så klagevejen er kort. Vi lever i en tid, hvor individet og kravene til det offentlige står højt. Vi kan kun opfordre folk til at besinde sig på, at vi er en del af et fællesskab, hvor der er regler og et værdigrundlag, som vi indimellem må indordne os under. Den lydhørhed hos danskerne er nok blevet mindsket,” siger Elof Westergaard.