KRISTIAN DITLEV JENSEN, FORFATTER OG TEOLOGISTUDERENDE
Nej. Formidling er kirkens største problem i nyere tid, når det gælder at møde mennesker.
Delvist når folkekirken ikke folket. Vi lever i en tid, hvor man typisk, hvis man er søgende, rækker ud efter en misforstået udgave af buddhismen med nemme løsninger om at være god ved andre. Det fantastiske ved kristendommen er, at den er svær at forstå. Så hvis man vil række ud efter kristendommen, kræver det, at det kommer fra en selv.
Den anden mulighed er, at folkekirken laver en vækkelse. Og det kræver så formidling, som er kirkens største problem i nyere tid, når det gælder at møde mennesker. Der er brug for det, som få gør særligt godt. Nemlig at formidle kristendommen uden at gøre den tynd, dum og latterlig. Den dybe symbolik i kristendommen skal forklares. Det sker sjældent.
Hvorfor har kristendommen for eksempel et henrettelsesinstrument som symbol? Man skal udlægge den jødiske tradition for at vise martyrer og det redskab, de døde ved. Nadveren er også bare et måltid, hvor det drejer sig om at være sammen. Det er det, man skal sige for at forklare nadveren.
Det kan lyde som en voldsom kritik, og jeg vil gerne understrege, at de præster, jeg har mødt, formidler godt. Det er ikke det niveau, min kritik er rettet mod. Fortællingen om kristendommens symbolik og kæmpe betydning for vores samfund mangler i et mere corporate perspektiv, en fortælling for den samlede folkekirke. Hvis mange tror, at en Volvo er en dårlig bil, så hjælper det ikke, at alle mekanikerne godt ved, at den ikke er det. Vi skal have hele befolkningen til at forstå, at retsvæsenet, socialvæsenet og ældreomsorgen har urokkelig rod i kristendommen.
Det er sådan set bare det, vi dyrker, når vi går i kirke. Og man kan godt spille fodbold uden at score hver gang. Ligesom man kan gå i kirke og nogle gange bare nyde at være i rummet. Centralt i kirken kunne der godt gøres mere for at reklamere for kirken på den måde, selvom vi ikke har en ærkebiskop som afsender i toppen.
LARS KOLIND, ERHVERVSMAND
Både ja og nej. Mange er faldet i søvn og tror, at Vorherre klarer det hele for os.
Både ja og nej. Ja på den måde, at der heldigvis er rigtig mange gode initiativer, hvor folkekirken møder danskerne på nye måder. Både babyer, børn, unge og ældre.
Når jeg alligevel siger nej, er det, fordi jeg synes, der slet ikke foregår nok. Og jeg synes ikke, det foregår systematisk nok. Der er ikke en tilstrækkelig videndeling. Læg mærke til, at jeg ikke siger, at der ingen videndeling er, men den, der er, er ikke tilstrækkelig.
Selvfølgelig er folkekirken ikke en virksomhed, men den er også en virksomhed.
Enhver virksomhed har den opgave at bruge sine kræfter så godt som overhovedet muligt og opfylde det formål, den har. Jeg synes ikke, folkekirken er en systematisk og dygtig virksomhed.
Et af problemerne er, at folkekirken ikke er præcis med, hvad formålet er. Det er underforstået. Vi ved det godt allesammen. Hvis jeg skal udtrykke formålet, er det at møde danskerne med det kristne evangelium. Og når jeg siger ”møde danskerene”, så er det der, hvor de er. Det sker rigtig mange steder, men der foregår ikke nok.
Mit indtryk er, at rigtig mange i folkekirken gør rigtig meget godt, men der er også mange, der er faldet i søvn og har den misforståede opfattelse, at Vor Herre klarer det hele for os. Hvis det var sådan, behøvede vi slet ikke være her. Jeg mener, Vor Herre har sat os i vej, for at vi kan gøre vores pligt og gøre så meget, vi kan.
Vi har børn og unge alle steder, og der bør ingen steder være i folkekirken, hvor man kan savne aktiviteter for børn og unge.
Når jeg især fremhæver den målgruppe, er det, fordi min kirkelige baggrund er i spejderarbejdet. Der foregår meget godt, men der er også mange steder i kirken, hvor der ikke foregår noget godt.
HANS HAUGE, LEKTOR, DR. PHIL. VED AARHUS UNIVERSITET
Ja, det gør den sådan set. Men der er et men. Det problematiske begreb er ikke folkekirken, men folket. Folkekirken klarer sig godt. Folket klarer sig knap så godt. Der er stadig god kirkegang, og dåb, bryllup og begravelse benyttes. Men det er da klart, at der er nogle steder i landet, hvor folkekirken klarer sig bedre end andre.
Ja. Men der er brug for en ny indre mission.
Hvis man for eksempel tager en lille landsby med 200 mennesker, og der flytter 100 syriske flygtninge ind, så falder den procentvise del af byen, som er folkekirkemedlemmer. Men det er ikke, fordi der bliver færre folkekirkemedlemmer. Landsbyens befolkningsgrundlag har bare ændret sig. Det skal man tænke med, når man ser på det faldende medlemstal i folkekirken.
Når vi skal se på forholdet mellem folk og kirke, er det ikke kirken, vi skal diskutere. Men folket som begreb. Derfor skal folkekirken gentænke sin mission, hvis den vil blive ved med at nå befolkningen. Før behøvede man ikke at missionere blandt barnedøbte. Nu skal man begynde at overveje en ny indre mission. Derfor ser vi også, at alle kirkelige fløje går ind for mission. Den mangfoldige folkekirke har svært ved at klare sig i et mangfoldigt folk, derfor bliver kirken mere ens.
Jeg vil mene, at folkekirken er opmærksom på, at folkebegrebet har ændret sig. Folkekirken har altid været god til at tilpasse sig nye strømninger. Da Danmark blev en nation, tilpassede kirken sig. Da vi fik folkestyre, tilpassede kirken sig.
Og i dag ser vi, at kirken for længst har opdaget, at skolen ikke længere underviser ordentligt i kristendom. Fra babysalmesang og til minikonfirmandundervisning forsøger kirken i stedet at undervise. Sognegården og foredragsvirksomheden er blevet en slags kirkeskole. Det er en typisk tilpasning fra kirkens side og en måde at nå de danskere på, som ikke længere fælles kan betegnes som folket, fordi de er så forskellige.
STEEN MARQVARD RASMUSSEN, KIRKESOCIOLOG OG FORFATTER TIL BOGEN "DEN RELEVANTE FOLKEKIRKE".
Ja. Kirken er på rette vej. Men saml lokale tilbud på provstiportal.
Der har i de seneste år været en betydelig udvikling i retning af mange flere tilbud fra folkekirken, som appellerer til forskellige grupper i samfundet. Kirken er sådan set på rette vej. I mange tilfælde er det dog nødvendigt, at menighedsråd arbejder på tværs af sognegrænser for at have ressourcer nok til de nye tilbud.
Når man henvender sig til mindre samfundsgrupper, er man også nødt til at gøre det i et bredere område end det enkelte sogn for at samle nok interesse. Og udfordringen er herefter, hvordan befolkningen i det større område, man henvender sig til, bliver klar over, hvad der foregår i kirkerne rundt omkring.
Der følger altså en kommunikationsudfordring i kølvandet på at nå ud til danskerne.
Den første udfordring med en bred vifte af tilbud lykkes kirken meget godt med. Det næste bliver, at befolkningen skal kunne overskue tilbuddene. Kirken skal vænne befolkningen til, at kirken er større end den lokale sognekirke. Det kunne man for eksempel gøre på en portal på provstiniveau med en præsentation af de forskellige tilbud i området.
Før menighedsrådsvalget i 2004 var der meget få sogne, som havde et fælles menighedsråd. I 2000 var der 25 fælles menighedsråd. 77 i 2004, og ved det seneste valg i 2012 var der 295, som indeholdt 688 sogne.
Der er to argumenter for at oprette et fælles menighedsråd.
Det ene er, at det er svært at finde folk til rådene. Det andet er offensivt - man vil deles om ressourcerne og udvikle kirkelivet i et større område. Ud fra det sidste argument er det positivt for muligheden for at skabe en bredere vifte af tilbud til hele befolkningen, at flere menighedsråd lægges sammen.
De kirkelige tilbuds kulturelle indpakning betyder desuden en del for, hvordan de bliver oplevet af danskerne. Eksempelvis betyder folks musiksmag meget for, hvad de har lyst til at deltage i.
Og der er ikke altid brug for store ændringer. For eksempel vil mange opleve det som et løft, hvis orglet bliver suppleret med en fløjte. Der er en udbredt misforståelse, som går ud på, at fornyelse altid er det samme som forfladigelse. Ved at henvende sig til bestemte målgrupper i et større område kan man tillade sig at raffinere tilbuddene og gøre dem mere dybsindige.
Det kan for eksempel ske med meditationsgudstjenester, med inddragelse af gregoriansk kirkesang eller ved at benytte liturgi, der er inspireret fra Taizé-klosteret eller fra keltisk kristendom. Sådanne fordybelser bliver dog normalt først bæredygtige, når kirken henvender sig til et bredere område end det enkelte sogn.
MARIE HEDEGAARD THOMSEN, PH.D. OG FRA D. 1 JULI SOGNEPRÆST I HADSTEN STORPASTORAT.
Folkekirken når folket, ikke hele folket hele tiden, men en større del af folket end nogensinde.
Spørgsmålet ”Når folkekirken folket?” bygger på en præmis, jeg ikke er enig i. Folkekirken og folket er ikke to forskellige ting. For mig at se er folket folkekirken. Både dem, der deltager aktivt, og dem, der er knap så aktive.
Det vil være rigtig klædeligt, hvis vi går væk fra terminologien om, at kirke er noget, nogen sidder og planlægger for at ”fange” nogle andre. Menighedsråd, kirkens ansatte og frivillige gør et kæmpe stykke arbejde for at skabe gode rammer om menighedens aktiviteter. Men det er ikke for at ”fange” nogen, det er for at være sammen med flere i kirkens mangfoldige aktiviteter.
Jeg mener, at det interessante spørgsmål er, om folket i tilstrækkelig grad er med til at skabe kirken. Jeg vil mene, at et folkekirkemedlem, som kun kommer til jul, er fuldt og helt en del af folkekirken. Ikke kun til jul, men hele året rundt. Og de, der kun kommer til deres egen begravelse, er også en del af kirken.
Man kommer rigtig langt i forståelsen af, hvad folkekirken er, hvis man holder op med en negativ tolkning af statistikker om folks deltagelse og besøg i kirken.
Selvom det for mange sker ved dåb, bryllup, begravelse og jul, så er den deltagelse udtryk for, at de deltager, når det giver mening. Jeg synes dog, man går glip af en hel masse kirkelig rigdom ved kun at komme i kirke til sin egen begravelse.
Jeg er en stor fortaler for, at folkekirkens medlemmer tør opsøge kirken, bruge deres præst, dukke op til gudstjenester eller andre aktiviteter og gøre deres stemme gældende til menighedsrådsvalg. Det er klart, at kirken her er i konkurrence med en sand skov af andre tilbud. Det er der dog ingen grund til at begræde, så længe kirken hele tiden sørger for at holde den høje standard, som den gør nu.
Vi skal ikke betragte folkekirken som Coca-Cola, der hele tiden skal finde nye måder at skaffe nye forbrugere på. Kirken er ramme om fællesskab, ikke et produkt. Og derfor kan den stærkeste markedsføring for kirken ofte være, at den er der. Visheden om, at der er en præst, hvis jeg får brug for en. At kirken er der i dag og i morgen, og at der fejres gudstjeneste også på søndag.
Noget af det nye er, at man kan være folkekirke hele ugen, fordi der nu er aktiviteter alle ugens dage. Så hvis jeg skal svare på spørgsmålet ”Når folkekirken folket?”, selvom jeg er uenig med præmissen, må svaret blive: Folkekirken når folket, ikke hele folket hele tiden, men en større del af folket, end den nogensinde har gjort.
Der bliver sørget for, at folket har mulighed for at være kirke i flere rammer end tidligere. Det kan ikke roses nok. Jeg tænker for eksempel på spaghettigudstjenester, minikonfirmandundervisning, fyraftensgudstjenester, natkirke, musikgudstjenester og meget, meget mere. Og så må det jo være op til folket at skabe den kirke, der er brug for.