Fællesskabet er i centrum i det kristne bofællesskab

På Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup bor 54 mennesker i alle aldre i et kristent bo- og levefællesskab, der er en afløser for diakonissernes traditionelle søsterfællesskab. Det er hårdt arbejde at få fællesskabet til at fungere, men belønningen er en hverdag, hvor tro og omsorg er i centrum

”Den største forandring er, at der er kommet liv i huset, og det er dejligt og også lidt besværligt. Vi skal lige vænne os til at dele huset med andre. Men det er det, vi vil, for ellers er der ingen fremtid,” siger søster Inger Larsen. -
”Den største forandring er, at der er kommet liv i huset, og det er dejligt og også lidt besværligt. Vi skal lige vænne os til at dele huset med andre. Men det er det, vi vil, for ellers er der ingen fremtid,” siger søster Inger Larsen. -. Foto: Leif Tuxen.

24-årige Anna Hviid Larsen sætter kurs mod køkkenhaven, der ligger i udkanten af Sankt Lukas Stiftelsens store grund i Hellerup. Men på vejen møder hun en bekendt, hun veksler et par ord med.

”Vi plejer at sige, at når man bor her, skal man altid have 10 minutter ekstra, når man skal ud ad døren. For man møder altid nogen på vejen, man lige skal hilse på og snakke lidt med,” siger Anna Hviid Larsen.

Hun er en af i alt 54 medlemmer af Lukas Fællesskabet, et nyt kristent bo- og levefællesskab, som er blevet etableret i løbet af det seneste halvandet års tid. Idéen var at skabe et levefællesskab, hvor diakonisser, familier og enlige deler hverdag og værdier og inspirerer hinanden til sociale projekter og frivilligt arbejde. Og det er langt hen ad vejen lykkedes.

I dag bor der rundt omkring på den store matrikel både ældre kvinder, der har været medlemmer af det oprindelige søsterfællesskab i diakonissehuset i over 50 år, og midaldrende og yngre mænd og kvinder, der først for nylig er trådt ind i fællesskabet. Der er både enlige, par og familier. Nogle studerer, nogle arbejder og andre er seniorer. Fælles for dem er, at de alle aktivt har valgt at engagere sig i det fællesskab, som Sankt Lukas Stiftelsen for et par år siden besluttede at etablere med det formål at redde boligerne i diakonissehuset fra at ende med måske at blive brugt til noget helt andet. En del af søstrene er ældre, nogle er flyttet ind på stedets plejehjem, og andre er gået på pension og har ikke samme kræfter som tidligere til at løse diakonale opgaver.

”Vi har i mange år vidst, at vi måtte gøre noget for at undgå, at den sidste søster skulle lukke og slukke. Men det har ikke været let at finde ud af, hvordan vi kunne udvide fællesskabet, så det fortsat vil være et kristent fællesskab, der har diakonien som sin kerne,” siger søster Inger Larsen, der er 78 år og har været med i søsterfællesskabet i 57 år.

Hun er uddannet pædagog og har blandt andet arbejdet på stiftelsens spædbørnshjem, på et kollegium for piger og på stiftelsens refugium, ligesom hun har fungeret som dagplejemor og haft job i bogholderiet, inden hun gik på pension i 2013. Hun har siddet med i den styregruppe, der har udviklet visionerne og de praktiske retningslinjer for Lukas Fællesskabet, og for hende har det især været vigtigt, at det nye fællesskab skal være tro mod husets ånd, samtidig med at det er muligt at udvikle sig.

Skt.Lukas nye bofællesskab for unge og ældre, tilbyder også stor køkkenhave.
Skt.Lukas nye bofællesskab for unge og ældre, tilbyder også stor køkkenhave. Foto: Leif Tuxen

”Fællesskabet har altid været kernen i Sankt Lukas Stiftelsen, og sådan er det også nu. Vi har fået nye medlemmer ind, som har en anden baggrund end vi søstre. Men alle er kommet med et kæmpe engagement og med en kirkelig baggrund, som de bringer med herind,” siger søster Inger Larsen. Fællesskabets nye medlemmer har alle ansøgt om at blive optaget i Lukas Fællesskabet og få lov at leje sig ind i en af de 1-, 2-, 3- eller 4-værelses lejligheder, som er indrettet dels i det gamle diakonissehus, dels i flere af de nyere bygninger på matriklen. Ud fra ansøgningerne blev et mindre antal indkaldt til samtale, og ud af disse blev der så valgt de personer, som styregruppen anså – ud fra en samlet vurdering af fællesskabets sammensætning og ledige boformer – for at være bedst egnede til at indgå i det kristne fællesskab.

Kravene til medlemmerne er, at de skal være medlem af folkekirken, og så skal de have lyst og overskud til at engagere sig i fællesskabet, både i fællesspisning hver anden tirsdag, gangmøder, rengøring af fællesarealer og andre praktiske opgaver knyttet til hverdagens fællesskab og i frivilligt arbejde på og uden for matriklen. Nogle er frivillige på stedets hospice eller plejehjem, andre laver kirkekaffe eller er kirketjenere ved søndagens gudstjeneste i stedets kirke, og andre igen løser praktiske opgaver ved koncerter, foredragsarrangementer og lignende på stiftelsen. Endelig er det tanken, at medlemmerne kan identificere og sammen løse diakonale opgaver uden for stiftelsen. Det sidste er dog stadig kun i sin vorden, for det har krævet en del ressourcer af alle at få fællesskabet til at glide i hverdagen.

”Der er så mange, der har gode idéer, men det kan være svært at få organiseret det hele. Det er jo et bofællesskab, hvor vi har vores hverdag, og det er også gråvejr og leverpostej og punkterede cykler,” siger Anna Hviid Larsen, mens hun plukker salat og blomster i køkkenhaven, som hun har været med til at etablere. Hun arbejder som pædagog på fuld tid, og selvom hun prioriterer samværet med de andre i Lukas Fællesskabet højt, kan hun langtfra nå at deltage i alle de aktiviteter, hun gerne ville.

”Nogle af de andre har lavet nogle aftener for eritreiske flygtninge, og det ville jeg rigtig gerne være med til. Men jeg må bare erkende, at jeg ikke kan nå alt. Til gengæld er styrken, at man også spontant kan være med til mange ting. Folk er supergode til at hjælpe hinanden og invitere hinanden med i aktiviteter. Folk vil bare gerne hinanden. Det er fantastisk,” siger hun.

Foto: Leif Tuxen

Søster Inger Larsen tilføjer, at de nye medlemmer af fællesskabet skal finde deres måde at engagere sig på.

”Vi søstre har levet vores liv. Nu er det op til de næste at finde ud af, hvad de vil. Jeg tænker meget på, at vi burde gøre noget for de mange hjemløse unge og for de unge med indvandrerbaggrund, som trues med at blive sendt på genopdragelsesrejser til deres forældres oprindelseslande. Men der er også mange andre muligheder. Det handler om at være vågen over for nye opgaver, så man ikke sidder fast i de gamle rammer,” siger hun.

Det bekræfter 73-årige Grete Schärfe, der er uddannet sygeplejerske og har boet på Sankt Lukas Stiftelsen i to år.

”Ja, søstrene siger, at når Gud lukker en dør, åbner han et vindue. Så nu er det vores opgave at føre de værdier videre, som de har udlevet gennem hele deres liv. Det er virkelig en velsignelse, at vi når at leve sammen med dem og få inspiration direkte fra dem,” siger Grete Schärfe.

”Søstrene har været pionerer inden for forskellige områder, og jeg drømmer om at få nogle af deres erfaringer ud blandt mine kolleger i sygeplejerskeverdenen. Det ville være fantastisk, hvis flere kunne opleve deres fag som et kald. Der er også meget stress i mit fag, og jeg tænker, at denne her form for fællesskab virkelig er stressforebyggende. Så på den måde kan vi måske også bringe værdierne herfra ud i samfundet.”

Søster Marie Nielsen, 84 år, blev sygeplejeelev på Sankt Lukas Stiftelsen i 1956, søster fra 1957:

”Jeg har arbejdet som sygeplejerske på stiftelsens hospital, indtil det lukkede i 1992, og siden var jeg leder af vores plejehjem, indtil jeg blev pensionist i 2003. Jeg synes, at det er dejligt, at vi har fået nye mennesker ind i huset, som deltager i kirkelivet og fællesskabet. Det får mig til at se mere frimodigt på fremtiden, for nu er der andre, der tager over, hvor vi søstre må give slip.”

Søster Inger Larsen, 78 år, søster siden 1961, pædagog, har blandt andet arbejdet på stiftelsens spædbørnshjem og refugium:

”Kernen er stadig fællesskabet. Vi hjælper, hvor der er et behov. Det kan være naboen, der har brug for hjælp til indkøb, eller det kan være store opgaver i samfundet udeomkring. Den største forandring er, at der er kommet liv i huset, og det er dejligt og også lidt besværligt. Vi skal lige vænne os til at dele huset med andre. Men det er det, vi vil, for ellers er der ingen fremtid.”

Grete Schärfe, 73 år, pensionist, uddannet sygeplejerske, har blandt andet arbejdet på hospice og været ansat i Dansk Kristelig Sygeplejeforening:

”Inden jeg flyttede ind, var jeg lidt bekymret for, om jeg ville miste noget af min frihed. Jeg er et ret privat menneske og har brug for at trække mig tilbage og lade op. Men her er en perfekt vekselvirkning mellem privatliv og fællesskab. Det er også skønt at være et sted, hvor jeg føler mig på hjemmebane rent åndeligt. Vi har morgenandagter sammen og kan spontant bede for hinanden, hvis én for eksempel skal til eksamen. Og så er det et hus, hvor man er virkelig god til at holde fester.”

Lene Kærgaard, 36 år, læser til psykomotorisk terapeut:

”Konceptet med at have egen lejlighed, hvor man kan gå i bad og drikke sin morgenkaffe, inden man går ud, men hvor fællesskabet venter lige på den anden side af døren, er perfekt. Og så er det en kæmpe velsignelse at komme ind i slipstrømmen af søstrenes arbejde og blive taget ved hånden af dem og ført ind i den tradition, som vi skal være med til at føre videre. Jeg skal i praktik på stiftelsens kvindekrisecenter og håber at kunne give noget godt der, også efter at praktikken er slut.”

Anna Hviid-Larsen, 24 år, pædagog:

”Min mor, mormor og oldemor er uddannet sygeplejersker fra Sankt Lukas Stiftelsen, så stedet her rummer en del af min historie, som jeg nu kan være med til at føre ind i en ny tid. Det er fint, at man ikke har satset på at sælge huset eller leje det ud og gøre business ud af det, men vil bevare kernen - det kristne fællesskab. Det betyder meget for mig, at grundpræmissen for os alle er, at vi tror på Gud. Det er rart ikke hele tiden at skulle stå på mål for, at man er kristen.”