For nylig gav journalist Michael Jeppesens hustru ham bogen ”F” af forfatteren Daniel Kehlmann. Den handler om en katolsk præst, Martin, som har en trang til at tro, men ikke kan. Selvom han misunder alle omkring sig, der tror, så vil det bare ikke lade sig gøre for ham, og hans liv udvikler sig til en kamp mod falskheden.
”Som barn oplevede jeg, at jo mere folk havde svært ved at tro, desto mere gjorde de ud af at bevise for sig selv, at det var muligt. For mit eget vedkommende kom der ikke nogen tro, som jeg blev ældre. Pludselig en dag stod jeg alene og forventede, at troen ville vise nogle resultater, men der kom ikke nogen. Jeg kunne ikke opretholde livet som troende, for det opretholdt ikke rigtigt sig selv,” siger Michael Jeppesen, der voksede op i en familie af Jehovas Vidner i Silkeborg i Midtjylland.
Han er 39 år, journalist, reklamemand, far til tre, radiovært og medie-altmuligmand og har gjort det til sit journalistiske varemærke at tale med folk, der tror på forskellige måder og på forskellige ting. Både på politik, religion og alt muligt andet mellem himmel og jord. Det koncept kan man se og høre i DR-udsendelsen ”Michael Jeppesen møder...” og Radio 24syv-programmet ”Jeppesen forfra”.
I søndagens tekst fra Markusevangeliet fortæller Jesus om tro gennem en lignelse om en mand, der går ud for at så. Noget af kornet falder på klippegrund eller bliver kvalt af tidsler og svedet af solskin. Men andet falder i god jord, hvor det vokser sig stort.
Hvad der først slår Michael Jeppesen, når han læser teksten, er, hvordan sædemanden sår. Han går ud og kaster kornet, præcis som hans far og faderens far sikkert har gjort det. Og manden ved, at noget af kornet aldrig kommer til at vokse op, fordi det falder, hvor der er dårlig jord.
I sin journalistik opfatter Michael Jeppesen sig selv som sædemanden. Han sår både der, hvor der er chance for at fortælle en god historie, og der, hvor ingen andre vil så.
”Når jeg åbner mailen, så er jeg manden, der sår. Jeg siger ja til alle dem, der gerne vil i radioen, og det kan jeg, fordi jeg har konceptionaliseret hver sjette uge, så folk, der har noget på hjerte kan komme ind og blive interviewet i otte minutter. Det har vist sig for mig, at der kommer noget smukt op på steder, hvor man ikke troede, der var god jord. Og på en måde, i modsætning til sædemanden, så mener jeg også, at der er noget smukt ved det, når solen svider det væk. Eller når tidslen tager det,” siger han.
”Der er andet i livet end lange strå, man kan høste. Der er noget ved en mand, der kommer ind og fortæller, at han er en rummand. Og man er bare nødt til at tro på, at han er en rummand, fordi han selv tror, han er en rummand. Og man ved næsten ikke, hvilket univers man selv befinder sig i, i løbet af de otte minutter han er der. Det er en historie, men den er altså sået i meget tynd jord.”
Det er for ham en vigtig pointe i lignelsen, at jord er jord, og den kan ikke ændre sig.
”Man bliver jo opdraget til at tro, ikke kun i Jehovas Vidner, men i alle trosgrene, at der ikke er behov for god jord. Man bliver opdraget til at tro, at kornet er så utrolig stærkt og gennembrydeligt, at du kan tage den hårdeste klippegrund, og så vil det bryde igennem. Men sådan er det ikke. Når man sår et korn på klippegrund, så er klippegrunden uforanderlig. Klippegrunden kan ikke blive til god jord,” siger Michael Jeppesen.
”Når Jesus taler om tidsler og solskin og klippegrund, så mener han sind og karakter-træk. Du bestemmer selv, om du vil lade tidsler vokse op i dit sind. Og det advarer Jesus om. Han siger, du skal holde dig fra verdens bekymring og blændværk. Han kommer altså med en advarsel om, hvad der gør dig til tidsler, og hvad der gør dig til klippegrund. Han siger om dem, der er klippegrund, at de er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det. Men de holder kun ud en tid, så kommer der trængsler og forfølgelse på grund af ordet.”
For et års tid sidenskrev Michael Jeppesen sin egen børnebog om Bibelen, illustreret af tegneren Søren Moesdahl, som dog aldrig er blevet udgivet, fordi ingen forlag har villet binde an med projektet. Selvom han har forladt Jehovas Vidner, er han stadig vild med Bibelen. Han anerkender bogens betydning for vores civilisation, og han mener, den kan tåle at blive læst kritisk - igen og igen.
Han læser den højt om aftenen for sin otteårige søn, hvor han dog springer over de voldeligere passager i mosebøgerne. Han synes, det er dumt, hvis man ser Bibelen som en én til én-prædiken, hvor alt hænger sammen og har noget at sige ind i menneskers liv. For eksempel lignelsen om sædemanden.
”Det er svært at få til at give mening, at Jesus overhovedet begynder at tale i lignelser og så ikke vil forklare det til dem, der står udenfor. Hvorfor så overhovedet tale i lignelser? Måske fordi selve det at tro er som at se livet som en lignelse? Måske det er det, der er troens gåde, at man helst ikke må stille for mange spørgsmål og forstå det alt for godt?”
Michael Jeppesen summerer sit forhold til troen op i forholdet til Jesus, som han er overbevist om er en historisk person.
”Det er ikke Jesus' skyld, at jeg ikke kan tro. Jeg ved bare slet ikke, hvad jeg skal tro på. Jeg tror på, at han har levet, og at der var brug for en Jesus på den tid. Jeg ved, at Herodes var der, og at man ventede på en frelser. Men jeg ved også, at Herodes ikke slog alle de børn ihjel, som der står skrevet om. Så havde vi hørt om det fra andre kilder. Han var en led mand, men det er jo helt sindssygt, hvis han skulle have slået alle de drengebørn ihjel,” runder han af.